Une courte visite en France

Egentlig ville jeg have skrevet lidt om og vist billeder fra vores skønne sommerferie i august, men da jeg er typen, der glemmer sit kamera i Danmark, ville det vise siglidt problematisk, så det må vente. I stedet kan jeg fortælle, at min mor rejste med Villum og mig til Basel. Jacob var kørt hjem halvanden uge tidligere for at gå på arbejde (han var træt af at holde ferie, siger han selv).

Min mor var på besøg i knap en uge, vi havde ikke meget i kalenderen andet end en tur til Frankrig. Selvom vi bor klods op ad den franske grænse, er det stadig vildt eksotisk med en tur til Le France. Vi besluttede os for at tage en tur til Colmar ca. 45 minutters kørsel fra Basel. Jeg har været der en gang tidligere, da V og jeg var på dagstur med Mia og Ellen. Det er en utrolig smuk by med kanaler og gondoler og flotte gamle bindingsværkshuse. Menuen var varieret og fransk; Tarte de flambe med bacon og løg og crepes med Nutella – senere fik vi mere kage og kaffe.

Selvom der ‘kun’ var denne enkelte ting i kalender var vi godt tilfreds. Vi er nok en smule lade af natur, så derfor er det noget af en bedrift, når vi har bedrevet noget også selvom det mest handler om kaffe og kage.

IMG_6864

Til græskar-festival i provinsen og glade børn

I den tid vi har været i Schweiz har vi været til et utal af messer, besøgt markeder, loppemarkeder og festivaler. Vi har været til Herbstmesse, Art Basel, Basel World, Basel Fasnacht, Weinachtsmesse, Basler Weinmesse og for to uger siden var Villum og jeg afsted til Kürbis-festival med min veninde T, hendes mand og deres to børn. Villum leger rigtigt godt med deres den ældste og jeg ligeså med deres mor.

Det er egentlig ikke noget for mig, jeg køber sjældent noget og jeg får pip af alle de mennesker, der taler højt og breder sig. Men det er samtidigt også sjovt at prøve noget jeg normalt ville gå langt udenom i Danmark.

Jeg havde ladet J blive hjemme, fordi han i al alvor slet ikke gider den slags. Joken gik derfor på, hvad man dog skulle gøre for at slippe for at tage med hustruen til schweizisk græskar-festival på Mathis-hof i Binningen … Ja, hvad kan jeg sige, man skal være meget MEGET heldig.

Aldrig har jeg oplevet græskar være så hypet som hernede. Schweizerne er meget begejsterede for græskar. Der er græskar over det hele i øjeblikket – græskar i ovnen, græskar-suppe (Det lavede jeg sidste år, og kunne konstatere at det er roden til galdestensanfald, så det laver jeg ikke igen), græskar-øl, græskar på spyd, græskar-kage og græskartærte og så masser af græskar til dekoration og så taler vi i det hele taget meget om Kürbis i tysk-timerne.

Ungerne var også meget begejstrede for at være til græskar-festival. Der var køer, høns, en legeplads, en labyrint lavet i en majsmark og halmballer, der kunne kravles på og traktorer og en masse andet som drengehjerter begærer. Det er fantatisk hvordan duften sendte mig tilbage i barndommen – tilbage til folkeskolen og helt hjem til Maj-Lis fra min klasse og ind i deres stald og tilbage til dengang i 9., hvor jeg var i skolepraktik hos en bondemand lidt udenfor Sulsted sammen med en håndfuld andre. Han dyrkede sukkerroer og holdte køer. Og hans hus var plasteret til i fluefangeklisterstrimler, det var så klamt, at vi måtte spise vores frokost udenfor i 10 graders varme.

Tilbage til græskar-festivalen. Festpladsen var omkranset af stalde, så vi fik serveret vores Wiener-pølser lige ved siden af møddingen. Hernede er der ingen smileyordning, der dræber små og hyggelige traditioner, som den her græskar-festival. Maden blev anrettet på bedste schweiziske facon – med de bare næver og pølserne med brød smagte dejligt alligevel.

Der var pluk-selv dahliaer og alpehorn og selvsagt græskar en masse og til allersidst (og vel også allerbedst) var der et meget træt barn, der insisterede på at få en pind med hjem.

 

 

 

 

 

Et organ om året

For et år siden, sådan da, kunne jeg skrive om et galdestensanfald, der gjorde så nas, at jeg hellere ville føde noget på størrelse med en mammut. Egentlig troede jeg aldrig, at der ville ske mig noget værre smertemæssigt end en fødsel og et galdestensanfald. Men der er kroppen så finurlig, at den fejrer 1 års galdestensanfaldsjubilæum og giver mig en blindtarmsbetændelse i gave.

Jeg var alene med Villum. Jacob var i Frankfurt.

Tirsdag aften skulle jeg liiige klippe mit pandehår og stikker saksen ind i mit venstre øje, mens Villum er i bad. Det var fedt. Irina passer Villum, mens jeg tager på Øjen-akutklinikken inde i centrum. Jeg tager bussen med 50 andre mennesker. Jeg har en vatrundel tapet for venstre øje og meget skævt pandehår. Det var sjovt at prøve. Heldigvis jeg er en upræcis torsk, der er ingen skade af karakter og jeg ser (heldigvis) ligenøjagtigt kun lige så ringe som jeg plejer.

Onsdag aften siger vi farvel til vores rigtig gode venner, der flytter til verdens ende (Cambridge). Jeg har forberedt mig i mange måneder, men jeg er ked af det og går i seng med ondt i maven. Jeg tror, det er en blanding af galdeblærefantomsmerter (jo jo – den er god nok, det kan man godt have) og ondt i sjælen.

Kl. 7 står jeg op efter en søvnløs og ringer til min gode og altid ven i nøden, Mia, der smider hvad hun har i hænderne og henter mig og V og følger mig på skadestuen. Og der ligger jeg så. På skadestuen. Igen. For 4. gang på et år. Som det allerførste konstaterer en kirurg, at det ikke er blindtarmsbetændelse og lader stafetten gå videre til (mange) andre læger.

Formiddag bliver til eftermiddag og jeg er efterhånden dopet med en mængde morfin, der burde slå et voksent menneske ihjel. CT-scanninger, ultralydsscanninger, urinprøver, blodprøver, EKG og mere morfin. Stemningen veksler mellem hysteriske latterudbrud og gråd. Eftermiddag bliver til aften og jeg bliver parkeret på et sengeafsnit – for hjem, kan jeg ikke komme. Villum overnatter hos Mia (stakkels dem) og Jacob er i al hast hoppet på et tog fra Frankfurt (stakkels ham) og jeg ligger høj på morfin med ondt i maven (stakkels mig). Næste morgen er der ikke noget nyt og jeg har stadig ondt i maven – men på tre timer bliver jeg tilset af tre overlæger og professorer, der mener at vide, at jeg har blindtarmsbetændelse (og så sender vi lige kirurgen fra dagen før en kærlig tanke). De vil gerne lave en undersøgende kikkertundersøgelse. Jo da – when in Rome. Jeg beder om 20 minutter, for jeg skal lige tænke over det og tisse (meget vigtigt). Og ringe til Jacob. Kl. 11 er jeg på vej på operationsbordet. Og kl. 12 er jeg på opvågningen uden blindtarm, men i hænderne på en masochist af en sygeplejerske, der synes at vide, at jeg bestemt ikke har ondt i mine indvolde efter sådan en omgang. Men pyt med det, som man siger. Det er sundt for sjælen at sige pyt, ikk?

Vi har en god og dyr sundhedsforsikring – den allerbedste, der kan købes for penge. Den køber os eneværelse på hospitalerne og ekspertise. Da vi valgte at opgradere fra mellemtrin til højeste trin, var jeg principielt imod det, og det førte også til en diskussion herhjemme, om hvad det gør ved et samfund, at der er den mulighed, at man kan købe sig til ekspertise. For vi fortjener alle sammen den allerbedste faglige viden, der er til rådighed, når vi er syge uanset om vi har råd eller ej. Men i dag er jeg glad for, at vi opgraderede for jeg er overbevist om, at det var derfor jeg endte på operationsbordet i stedet for i en taxa hjem med en røvfuld smertestillende i tasken og en sprængt blindtarm i maven.

Sikken uge. Jeg håber det stopper nu, for jeg har ikke flere organer, jeg synes, jeg kan undvære.

Jeg er hjemme, Jacob er hjemme, Villum sover i vores seng, jeg har tre nye huller i maveskindet, blindtarmen er væk, opsparingen er også væk, men alt er i sandhed godt.

 

image

We welcome a new member to our family

imageI sidste uge havde vi fornøjelsen af besøg af Inger. Min veninde fra mødregruppen.

Det var skønt med besøg. Vi havde nogle dejlige dage – en hel dag og to halve. Tirsdag eftermiddag efter ankomst bagte jeg en kage, der var helt ad helvede til – fuldstændig uspiselig. Jeg troede næsten ikke mine øjne. Så er jeg alligevel bare almindelig dødelig.

Vejret var en rigtig møgkælling på vores hele dag. Og selvom vi havde joket med, at vi ville køre indtil vi mødte solskin, endte vi med at blive i Basel – hvad gør lidt regn og slud og koldbrand-befængte tæer og fingre i godt selskab – vi kunne snakke os varme. Vi vandrede byen tynd besøgte butikker og cafeer og gik langs Rhinen. Villum fik brændt krudt af på legepladsen og vi fik kage og kaffe.

Torsdag blev vi enige om at blive i Gundeldingen – her er fine secondhand og brockis (genbrugsbutikker) og det er tæt på Hovedbanen SBB. I den brocki, der ligger rundt om hjørnet er der masser af legetøj som V elsker at lege med. Men da vi ikke kunne blive hængende der hele dagen (de voksne blev utålmodige) måtte jeg bære en hysterisk 2-årig ud af butikken. Det er ellers normalt meget smart at lade ham lege derinde. Han kan lege med legetøjet og rode hele butikken til, uden at jeg behøver at købe nogle af tingene med hjem. Win!

Villum ville på legepladsen, vi andre ville i Wizo og kigge gamle sager og se hvilken skønhed, der stod og ventede på os. Det tog noget overtalelse og en røvfuld billeder, før Jacob godtog det som et godt køb. Han er stadig ikke heeelt solgt, men det er jeg. Jacob siger, at han ville være nemmere at overbevise om dens berettigelse, hvis den var lavet af en eller anden særlig. Det har dog vist sig svært at bevise. Så hvis der er nogen ude bag skærmene, der ved noget om sådan nogle sager, så giv endelig lyd, for jeg er lost og google er slet slet ikke min ven i øjeblikket. Believe me I have tried.

image

image

Man sidder fantastisk i den og den dufter af kernelæder og så taler den til en, når man sætter sig. Et i mine øjne rigtigt stykke møbelkunst af eg og udspændt kernelæder. J siger halvtørt, at han jo har halvpart i den, men for nu står den i vores stue – forhåbentlig i mange mange år også hvis den viser sig at være nul ører værd.

Tak til Inger for besøg (hende fik jeg ingen billeder af), men jeg har masser af den anden skønhed.

Af banen af banen, her kommer bananen…

… Til Danmark på ferie igen.

For halvanden måned siden kom vi retur til Schweiz efter fem uger i Danmark. Det var fem dejlige, udmattende, travle, begivenhedsrige, fantastiske, blæsende (og regnfulde) uger.

Vi rejste land og rige rundt i bil og tog frem og tilbage og kaffe (meget kaffe) og kage (faktisk rigtigt meget kage) – så meget at vægten sagde + 2 kg da vi vendte snuden hjemad. (Når der serveres romkugler, så er det ude af mine hænder).

Vores rejseplan lød: København – Dianalund – Norsminde – Aalborg – Aarhus – Lønstrup – Aalborg – København – Esbjerg – Aalborg. Derudover besøgte vi også Rungsted x 2, Skodsborg, Dianalund og Vedbæk.

Og det blev til familiehygge, venindehygge, hotelovernatning /ub (uden barn), visitter og savn.

Og om 6 dage tager vi endnu fem uger godt og vel. Denne gang er rejseplanen som følger: København – Aarhus – Skagen – Aalborg. Og vi glæder os. Efter 2 måneders mere eller mindre konstant hedebølge uden regn eller air condition af nogen nævneværdig grad glæder vi os til lidt køligere temperature og et skybrud eller to.

Vi glæder os til at mødes med gode venner og famile og til holde ferie sammen – også selvom J helt sikkert allerede er træt ved tanken om at være sammen konstant og hele tiden og påtænker at pakke både PC og playstation – og jeg lige pt ikke kan overskue, at det er Airbnb, vi har booket og ikke et all inclusive ophold et sted med pool, hvor det eneste dagligdagsstress vi tager med hjemmefra er Villums hysteri. Hysteri over for få sutter eller forkerte sko eller for få biler, eller at dynen vender forkert eller tandbørstningen eller Ipad’en eller påklædning, eller at han ikke må få en cola eller chokolade eller lakridser?!  (WTF! to år gammel. TO!) Nogen kalder det ferie – nu må vi se.

 

God Mors dag

Jeg knuselsker Matador og jeg kan hurtigt se de 24 afsnit. Den eneste angre, jeg har, er, at de 24 afsnit i virkeligheden er alt, alt for få.

Matador er kilde til mangen yndlingsreplikker bl.a Hr. Schwanns, den rædselsfulde og snobbede førstemand ved Damernes Magasin, replik; ‘Arbejdet bærer lønnen i sig selv – Det har jeg altid sagt, også til mig selv.’ Og her er det så, vi ender ved Mors dag.

Hver dag er jo i virkeligheden Mors dag – Her taler jeg nætter og bryster, der fortsætter i det uendelige; maveskind, der kan gøre et hvert foldegardin misundelig; toiletbesøg, der foregår med poden på skødet; fedtet, gråt hår og ubørstede tænder. Daglige, hvis ikke timelige følelsesmæssige rutscheture over urimelige, egenrådige poder, der er umådelig ringe eller modvillige til at følge (selv de nemmeste) anvisninger, og som kan drive selv den mest tålmodige og rummelige mor (mig selv naturligvis) fra forstanden for to sekunder senere at komme med udslåede arme og sige: ‘min moar’. Så kan man ellers krølle sig selv sammen af skam over at have mistet besindelsen. Summa summarum; følelsen af at have overgivet kommandoen til arvingen. Hænderne i vejret, viftende med en hvid klud – jeg kommer i fred – overgivelse, hver eneste dag året rundt.

Hvad kan jeg fortælle om mit forhold til Villum? Det er en altopslugende kærlighed, en afhængighed, der jo i sandhed går begge veje – han er morsyg og jeg er Villumsyg. Jeg vil allerhelst ikke have ham sovende i vores seng, men jeg sover bedst, når der er en overvejende risiko, for at jeg får hans fod i hovedet i løbet af natten. Jeg lærte først at drikke kaffe i min barsel (allerhelst skulle koffeinen skydes direkte ind i mine årer).
Jeg elsker, når jeg kan gå hjemmefra alene for at drikke en kop kaffe og kigge på mennesker uden V, men jeg føler mig samtidigt voldsomt amputeret uden ham. Jeg bliver irriteret, når V vil hjælpe med at lægge nyfoldet vasketøj sammen, men jeg elsker, at han vil hjælpe mig. Sådan kunne jeg jo i virkeligheden blive ved.

Jeg har fået mange åbenbaringer efter jeg blev mor, så derfor er det vist på sin plads at sige tak (og undskyld) til verdens bedste mor, min mor, min allerbedste ven, min skulder og mit spark i røven. Tak mor, fordi du har hjulpet mig til at blive mig, jeg kunne ikke tænke mig det anderledes.

I al beskedenhed så er det at have en mor med til at sikre et lykkelig liv. I år er min Mors dags gave til mig selv og til min mor en hjælpende hånd til via Compassion.com. Hvis du vil hjælpe en gravid eller en nybagt mor kan du også give en gave via organisationen ovenover.

 

IMG_2735 IMG_2416

Glædelig Mors dag

 

English recap

It is Mother’s day – I would really mean that every day is Mother’s day. I am talking here of nights and breasts that go on forever, daily visits to the loo with the heir sitting on ones lap, greasy, grey hair and unbrushed teeth. Daily if not hourly emotional roller coaster rides because  of completely unreasonable kids who either won’t or can’t follow even the simplest of directions  that will drive even the most tolerant mom up the wall. All in all Mother’s day is every day all year round – A total lack of control, hands in the air, waving a white rag – I come in peace – surrender.

I can summarize my relationship with Villum; an addiction which in reality goes both ways. He is mom sick and I am Villum sick. I would rather he didn’t sleep in our bed, but on the other hand I sleep better when I have his foot in my face. I get annoyed when he wants to help fold the already folded laundry and I also feel glad that he wants to help me and I could keep going on and on.

With all that being said this would be the right time to say; thank you (and sorry!) to the world’s best mom, mine. My very best friend, my shoulder and my kick in the rear. Thank you for making me who I am, I wouldn’t want any other way.

I went to a baby shower for good friend H and one of the guests suggested that we give a gift to to a less fortunate mother to be via a charity. I love the concept. In all modesty having a mother is grounds for a happy life, so you can help the less fortunate by buying a Mother’s day present via compassion.com – I did this as my Mother’s day present for my mother and for me.

Happy Mother’s day everybody.

Hurra for Schweiz – her er livet herligt.

Villums fødselsdag

Villums fødselsdag

Jeg har lidt under en bloggeblokade og af samme årsag har der været dødsens stille herinde. Vinteren har været lang fyldt med sygdom og mange grå dage, men endeligt er det begyndt at vende. Lyse dage og forår og fyldte legepladser.

Så hvad er der sket den seneste tid tænker I nok. Jo, jeg kan fortælle jer, at sygdom i børnefamilie ikke (udelukkende) er institutioners og dagplejemødres “skyld”. Den hjemmegående og poden var syge hele februar – jeg skylder skylden på legestuens andre børn. På den anden side var en omgang mund- og klovsyge, jeg mener hånd, fod, mundsyge direkte årsag til, at V nu sover igennem. Amning blev afsluttet efter 26 måneder. Jeg er stolt over, at det var muligt at amme så længe og jeg har nogle meget lange bryster som bevis. Jeg vil undlade at vedlægge billeddokumentation.

Nu er jeg til gengæld glad for at sove 7-10 timer i træk stort set hver eneste nat, og jeg er på grådens rand, når jeg tænker over hvor lidt sammenhængende søvn, jeg har fået de sidste to år – jeg var ikke ved at blive skør, jeg var bare træt. Men som min mor altid siger; du skal lære at sige pyt. Så det har jeg gjort. Skidt pyt.

Der har været to års fødselsdag – vi havde huset fuldt med børn og voksne og det var ‘en dejlig dag’, som Villum siger. Villum troede i tiden efter jul og fødselsdag, at han skulle have gaver hver gang det ringede på døren.

I øvrigt fejrede vi et års jubilæum for en måneds tid siden – Tiden går så stærkt. Efter et år kan vi konkludere, at vi er meget glade for at bo i Basel. Hurra for Schweiz – her er livet herligt. Vi går på legepladsen hver dag og ZOO en gang om ugen og så ser vi venner og legekammerater ligeså ofte vi lyster. Alt i alt så vi har følelsen af at have alt den tid i verden, vi behøver og vi er et dejligt sted, hvor det er nemt at være børnefamilie.

English recap

The blogging has been paused for some time now. Winter was long and rainy and filled with sickness and grey days. Finally it has started to change. The light is back and so is Spring and the playgrounds are filled with fun and children.

So what have we been up to these passed months? We have been sick and Villum finally stopped nursing. 26 looong months and two very looong breasts (I will leave out the documentation) later I am proud to have been able to breast feed, but now I am happy to sleep all night without any interruption.

In April we celebrated our one year anniversary in Switzerland – Hip hip hurray we love it here. We get to go to the playground every day, see friends as often as we like and we go to the Zoo almost every week. We have all the time in the world and we live in a place where families with children get prioritized. Happy to be us and very happy to be here.

IMG_5587

IMG_5727

Hi December, bye December

Jo jo, her går det glimrende, så meget endda, at jeg helt glemmer at blogge. Første, anden, tredje og endda fjerde søndag i advent, operation, jul med besøg, nytår med besøg, Villums fødselsdag og stur stur fødselsdagsfest er passeret i sådan en hast, at jeg slet ikke kan begribe, at tiden går så hurtigt. Snart har vi været i Basel et år og det er i virkeligheden slet ikke til at forstå under foliehatten.

Et lille resumé af de forgangene begivenheder (jeg skal gøre det kort, så ingen falder i søvn):

Første søndag i advent var vi med Den danske klub til juletræsfest. Det var stort for Villum at møde julemanden. Lige dele benovelse og skræk prægede oplevelsen og jeg var virkeligt glad for slikposen.

Anden søndag i advent brugte jeg på skadestuen med et galdeblæreanfald. Det var smertefuldt. Men på plussiden kunne jeg sove en lur på den hårde briks efter en håndfuld smertestillende. Villum var i gode hænder hos vores danske venner.

Midt i december fik jeg fjernet galdeblæren. Jacob var alene med Villum i tre dage, mens jeg var på hospitalet og staklen (altså faderen) var træt for han har ingen bryster.

Vi havde besøg både jul og nytår først af farmor og dernæst et spontant besøg af min veninde fra Aalborg. Det var så hyggeligt med besøg. Vi fik også besøg af Julemanden; det taler Villum stadig om: ‘JullemandEN. Stort kæg, stort år, stor mavE og store tøvler og gaaaver. Mange gaver’.
Gaver og gaver og flere gaver. Villum kan godt lide gaver og han kan i hvert fald også lige Julemanden, særligt når han får gaver.

Nytårsaften blev fejret med vennerne fra vejen og veninden fra Aalborg og det var hyggeligt. Alle, selv de to to årige, var vågne til kl. 12. Sidste år sov 2/3 af familien på de tidspunkt, så det er da et skridt i den rigtige retning.

Her kommer lidt billeder fra vores december

 

1. søndag i advent

Søndag var vi til Villums første juletræsfest med Den Danske klub i Basel. Da jeg, som nogen ved, er et gevaldigt rodehoved, var jeg DEN irriterende og insisterende mor, som først tilmeldte os fire dage før arrangementet og seks dage efter sidste tilmeldingsfrist. Så da jeg blev spurgt om, jeg kunne tage en julekage med, måtte jeg bage jødekager med min lille nissehjælper i håb om, at vi ville blive husket for andet end en al, al for sen tilmelding. imageFesten blev holdt uden faderen – han er igen rejst udenlands og kommer først hjem igen om 14 dage. Villum har efterfølgende talt enormt om Julemanden og han har allerede kædet den gamle fætter sammen med det at få gaver. Som han dog slægter på sin mor på nogle uhensigtsmæssige områder.

Julen fejrer vi i Schweiz og vi får Jacobs mor på besøg. Jeg er meget spændt på, hvordan det bliver at holde jul for første gang og i et land, hvor jeg ikke ved hvor og om jeg kan finde de ting, vi normalt bruger til en julemiddag. Jeg er ikke rigtigt sådan en person, der får tingene til at ske, så jeg er også meget spændt på, hvordan det kommer til at gå med at lave rødkål og kirsebærsovs fra bunden. Just in case har vi reserveret plads i svigermors kuffert til de konserverede varer. Og så er der det der med at bestille en and. Jeg kunne såmænd klare mig uden julemad i det hele taget, men da jeg herhjemme foreslog andebryst istedet for en hel and til tre personer (for vi skal selvfølgelig også have flæskesteg), gik Jacob i baglås, så nu er jagten gået ind på en and, der er gået lystigt og smilende i døden, for jeg er alligevel ideologisk nok til, at den ikke skal komme fra køledisken. Og den skal bestemt heller ikke være konventionelt opdrættet – men jeg ved ikke rigtigt helt, hvor jeg finder sådan en økologisk, fritgående krabat, der har levet et sødt liv her i regionen.

Intet nyt …

… er som bekendt godt nyt. Eftersom mit sidste indlæg handlede om sygdom og rædselssmerter, kunne man vel sagtens tro, at jeg havde stillet træskoene. Men jeg lever heldigvis i bedste velgående. Om end med ondt i maven efter at have konsumeret 425 g Super Piratos siden sidste søndag. Jo, der var engang, hvor jeg med lethed (og en vis hurtighed) kunne fortære i omegnen af 300 g lakrids dagligt, men det er i sandhed nye tider. Lakridsen har mistet sit moment. Det gik galt mellem os, da jeg var gravid med V, mere præcist september 2014. Jeg havde spist syv Tyrkisk Peber bolsjer om aftenen og lå med halsbrand den halve nat. Jeg måtte endda ringe og melde mig syg til min dagvagt alene af den årsag. Det var vattet, men jeg var så utrolig dårlig. Lad det blive mellem dig og mig. Nå, det var et sidespor.

Lakridserne blev købt i Aalborg lufthavns Tax free butik på vej hjem fra en dejlig optankningsferie i det nordjyske. 14 dejlige dage med veninder og famile, en hyggelig et års fødselsdag og masser af frisk luft og ellers ingenting. Villum blev sædvanen tro syg og jeg ligeså – og vi tog bacillerne med hjem til Basel og nu ligger J i en slags limbo. Who knows if he will make it – Heldigvis er han døbt.

Og så man lige, at der ligger to på hinanden følgende indlæg om sygdom. Som vi dog hygger her på bloggen. Hvordan går det med jer derude? Nogen, der er dårlige?

Som en lille indskudt bemærkning kan jeg berette, at den syge ‘mal Mere’, stik imod alle råd om god hygiejne, har været i køkkenet. Der er bagt rugbrød (det er i øvrigt også en mangelvare) og havregrynskager her i weekenden. Det næste bliver vel, at jeg skal til at sylte rødbeder, for det kan de heller ikke finde ud af hernede.

Slutteligt får I lige lidt billeder fra vores ferie. Vær så god og selv tak