1. søndag i advent

Søndag var vi til Villums første juletræsfest med Den Danske klub i Basel. Da jeg, som nogen ved, er et gevaldigt rodehoved, var jeg DEN irriterende og insisterende mor, som først tilmeldte os fire dage før arrangementet og seks dage efter sidste tilmeldingsfrist. Så da jeg blev spurgt om, jeg kunne tage en julekage med, måtte jeg bage jødekager med min lille nissehjælper i håb om, at vi ville blive husket for andet end en al, al for sen tilmelding. imageFesten blev holdt uden faderen – han er igen rejst udenlands og kommer først hjem igen om 14 dage. Villum har efterfølgende talt enormt om Julemanden og han har allerede kædet den gamle fætter sammen med det at få gaver. Som han dog slægter på sin mor på nogle uhensigtsmæssige områder.

Julen fejrer vi i Schweiz og vi får Jacobs mor på besøg. Jeg er meget spændt på, hvordan det bliver at holde jul for første gang og i et land, hvor jeg ikke ved hvor og om jeg kan finde de ting, vi normalt bruger til en julemiddag. Jeg er ikke rigtigt sådan en person, der får tingene til at ske, så jeg er også meget spændt på, hvordan det kommer til at gå med at lave rødkål og kirsebærsovs fra bunden. Just in case har vi reserveret plads i svigermors kuffert til de konserverede varer. Og så er der det der med at bestille en and. Jeg kunne såmænd klare mig uden julemad i det hele taget, men da jeg herhjemme foreslog andebryst istedet for en hel and til tre personer (for vi skal selvfølgelig også have flæskesteg), gik Jacob i baglås, så nu er jagten gået ind på en and, der er gået lystigt og smilende i døden, for jeg er alligevel ideologisk nok til, at den ikke skal komme fra køledisken. Og den skal bestemt heller ikke være konventionelt opdrættet – men jeg ved ikke rigtigt helt, hvor jeg finder sådan en økologisk, fritgående krabat, der har levet et sødt liv her i regionen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *