Månedsarkiv: maj 2014

Ov Ov - ja, det er en hund

All in a day’s work – en dags arbejde

Jeg har tænkt lidt over, hvad jeg bruger noget af min tid på, nu hvor vi ikke har outsourcet børnepasning.

V får serveret syv reelle måltider om dagen, det er 49 måltider om ugen. Det bliver også til 49 oprydninger om ugen – 2548 gange om året, hvor jeg (eller J) kravler rundt nede på gulvet og tørrer krummer op eller gnasket banan eller gennemtygget æble. I tror mig nok ikke, men nogle gange er jeg virkeligt dum i hovedet og doven for så stikker jeg ham bare en skive af noget, men så skal jeg bare rundt i hele lejligheden og samle spor af mad op, for drengen har en utrolig irriterende vane, hvor han efterlader rester rundt omkring i huset. Gerne nede i mine sko eller i sofaen eller i tøjskufferne – det er særligt træls, når jeg først finder dem flere dage senere.

Og hvad så med mine måltider? Jo, det består jo oftest af koffein og sukker. Nogle gange bliver det også til en stående håndmad eller tørre rugbrødskanter som V ikke gider røre. Men engang i mellem er jeg heldig, for så tilbyder V mig noget af det, han ikke kan lide – det er gerne prøvesmagt. Jeg kunne jo selvfølgelig bare takke nej, tænker du, men det kan jeg bare ikke få mig til, for jeg vil ikke være dumme mor. Det, at han vil dele noget af sit brugte kødpålæg med mig er jo rigtigt sødt og en god egenskab og jeg betaler gerne prisen for, at han er en villig deler.

Inden vi flyttede til Basel talte jeg med en kollega om, hvor fedt det egentligt er med en kantine på arbejdspladsen – LÆKKER mad, som er tilberedt for en til en, og som man bare kan fylde på tallerkenen og når man så er færdig med at spise, så afleverer man bare sit brugte service på en vogn. Og man skal ikke ned og rode rundt på gulvet omgivet af kolleger, der glor på en, før man kan komme videre med sine arbejdsopgaver. Love it – miss it! Men altså jeg vil ikke klage. For jeg sidder trods alt til bords med et af mine absolut yndlingsmennesker hver dag – 365 dage om året.

What goes in must come out – det bliver til ca. 8 (nogle gange er vi jo heldigere end andre) bleskift om dagen. Det er lige knap 3000 om året. Det er som regel rigtigt hyggeligt og smertefrit, men andre gange, hvor jeg også er dum i hovedet, så lader jeg den bette løbe rundt i hytten uden ble, fordi ‘det jo er lidt hyggeligt’ og det ender med, at han tisser eller pøller på gulvet, ja så har jeg bare lyst til at slå mig selv oven i hovedet med en kølle. Det kan virkeligt ikke betale sig at være doven, for det sker altid de dage, hvor gulvet er blevet vasket én gang.

Det bliver også hurtigt til ca. 200 kampe ved middagstid, der hvor han aldrig vil sove. Og til 365 godnathistorier og nå ja, så ca. 1460 natamninger, fordi vi har ikke fundet en anden løsning, der får ham til at sove igen, når han vågner om natten. Og så bliver det til 365 gange på et år, hvor han kommer ind i vores seng og hvor J sover i gæsteværelset, fordi V ynder at sove på tværs, meget gerne med tæerne begravet i mine næsebor.

Til gengæld har jeg på 17 måneder sovet tre nætter uden afbrydelser – det var dengang, jeg rejste væk og overlod V til hans far og mormor. Jeg gjorde et stort nummer ud af at lukke døren, når jeg skulle på toilettet eller i bad, hvilket ellers er ilde set her i huset. Det var tider. Men der var ingen at lege tagfat med eller tørre op efter eller trøste eller grine med. Jeg vælger hjemme – trods alt!

Og så bliver til ca. 10000 svar på 10000 ‘hvad er det?’ i løbet af dagen. Hver gang vi ser en lastbil eller en bil eller en fugl eller en kat eller en hund eller en cykel eller en knallert eller en ladvogn eller en gravko eller en traktor eller en myre eller en snegl eller en lastbil eller en bil eller en fugl eller en kat eller en hund eller en cykel eller en knallert eller en ladvogn eller en gravko eller en traktor eller en myre eller en snegl eller en lastbil eller en bil eller en fugl … well you get my point. Når vi spørger om noget, får vi mest et NEJ!

Ov Ov - ja, det er en hund

Ov Ov – ja, det er en hund

 

 

——

I have been thinking about how I spend my time now that we have not outsourced childcare.

V gets served seven meals a day – that’s 49 per week, that’s also 49 clean ups per week. 2548 times a year where I (or J) is down on the floor wiping up crumbs or mushed banana or chewed apple. You will properly not believe me, but sometimes I really stupid and lazy and I’ll just give him a slice of something, but then I’ll have to go around in the apartment to pick up traces of food, because the boy has a really annoying habit of leaving his leftovers around the house, in my shoes, in the sofa, or in my drawers – it is particulary  annoying when I find it days later.

And what about my meals? well they mostly consist of caffeine and sugar. Somestimes I get a quick sandwich or the dry edges from V’s bread which he doesn’t touch. But if I’m in luck V shares some of his food with me – some he has already tasted. You may think, that I could of course just say ‘no thank you’, but I just cannot get myself to do that. I don’t want to be stupid Mom. The fact that he will share some of his used food with me is just very sweet and a good ability and I don’t mind paying the price if he is willing to share.

Before we moved to Basel I spoke with a colleague about how cool it really is to have a canteen at work – DELICIOUS food that is prepared for you to you. And you can simply fill your plate and when you are finished eating put your used service on a trolley. Without having to get down on the floor and clean up the mess surrounded by colleagues who stare at you before getting on with your job. Love it – miss it! But then I will not complain. Because I get to sit down (after all) with one of my absolute favorite people every day – 365 days a year.

What goes in must come out – approx. 8 (sometimes we are luckier than others) diaper changes a day. That’s just under 3000 per year. It’s usually really nice and painless, but other times, when I’m an idiot and let the little one run around in the house without a diaper, because ‘it is indeed a little cozy’ and ends up peeing or pooping on the floor, I just want to beat myself over the head with a club. It is really not worth it being lazy, because it is always happens the days when the floor already has been washed once.

We will also have approx. 200 fight at noon, when he doesn’t want to sleep. And 365 bedtime stories and well, also approx. 1460 nighttime breast feeds because we haven’tt found another solution to get him back to sleep when he wakes up at night. And then it becomes 365 times in a year when he comes into our bed and where J will be sleeping in the guest room, because V likes to sleep across the bed – preferably with his toes buried in my nostrils.

But in 17 months I have slept three nights without any interruption – that was when I went away and left V alone with his father and grandmother. I made a big deal out of closing the door when I had to use the bathroom, which otherwise is frowned upon in this house. Those were the days. But there was no one to play tag  with or clean afterwards or to comfort or laugh with. I choose home – after all!

And then becomes approx. 10000 replies to 10000 ‘what is that?’ during the day. Every time we see a truck or a car or a bird or a cat or a dog or a bike or a moped or a pick-up truck or an excavator or a tractor or an ant or a snail or a truck or a car or a bird or a cat or a dog or a bike or a moped or a pick-up truck or an excavator or a tractor or an ant or a snail or a truck or a car or a bird … well you get my point. When I ask him something, I mostly get a NO!

One year christening anniversary – Et års dåbsdag

I dag er det et år siden, at V blev døbt. Det var en virkelig dejlig dag, der overgik alle mine forventninger. Jeg synes, vi er heldige, at så mange ville komme den lange vej for at fejre vores lille dreng.

Senere vil vi tænde dåbslyset, som vi fik besked på. Hvorfor ved jeg ikke, men mon ikke det er så Gud ikke kommer efter os senere :-).

Vi gør det som det passer os, jeg tror sgu, jeg bager en kage til seancen, så bliver J glad og vi kan invitere venner og familie til komsammen i Gundeli.

Velkommen hjemme hos os til kaffe og kage, alle sammen! Skal vi sige kl. 16?

Bønnen og jeg

Bønnen og jeg

————–

One year ago today V was christened. It was a really lovely day, which surpassed all my expectations. I consider us very lucky that so many of our friends and family travelled the way in order to celebrate our son.

Later today we will light the christening candle we received, as you are supposed to. Why I don’t know, maybe so God won’t come after us later :-).

We do whatever we want, I think I’ll bake a cake, that will make J happy and we can invite friends and family over.

Welcome everybody to cake and coffee at our place. Shall we say at 4?

Jacob og Villum kigger på fisk og haletudser

The art of losing possessions and not having enough Bargeld

Min modsætning og jeg sidder i skrivende stund og nyder et glas vin. Hver vores slags selvfølgelig. J har engang sagt, at det værste ved mig er, at jeg ikke er til at dele en flaske rødvin med. Jeg har lige overstået den første løbetur på 14 dage (jeg holder aldrig 14 dages pause igen) og vi har haft en dejlig dag på udflugt til Merian Gärten, en oase med landbrug, cafe, en lille dam og flotte blomster i bede, der ligger 20 minutters gåtur fra vores hjem. Der er flot og meget ordentligt, det er vist en typisk schweizisk oase. Vi har igen haft det dejligste vejr, måske mine ben faktisk bliver brune i år.

——–

At the moment my opposite and I are enjoying a glass of wine. Two different kinds of course. J has said that the most difficult thing about me is that we can’t share a bottle of red wine. I just completed the first (semi) run in two weeks (I will never take a two week break again) and we have had a lovely day in Merian Gärten, an oasis with farming, a café, a little pond and beautiful flowers, which lies only 20 minutes walk from our home. It is beautiful and very neat, it must be a very typical Swiss oasis. That weather has been very nice, maybe my legs will get some colour this year.

En til dig og en til mig

En til dig og en til mig

————

 

Jacob og Villum kigger på fisk og haletudser

J og V kigger på fisk og haletudser

Vi nåede kun lige at få vores drikkevarer serveret før jeg opdagede, at jeg har tabt min jakke. Nuvel det var ikke verdens dyreste jakke, men jeg hader hader HADER at miste ting. Så jeg endte med at gå vejen tilbage, hvor vi kom fra, men jakken var væk. Da jeg kommer traskende retur til J og V, er kagen (næsten) spist og der er kun min lunkne latte macchiato tilbage. Regningen kommer og jeg vifter betalingsvilligt med kortet, da tjeneren siger de to på nuværende tidspunkt mest irriterende tyske ord: nur Bargeld. Nu er det sådan, at vor portefeuille sjældent flyder over med guldkontanter og da de sølle 5 Euro og 4 Fr. 20 Cents, den indeholdt, ikke rigtigt var nok til at betale gildet, så J måtte ud og lede efter en hæveautomat – det tog kun 50 minutter, hvilket er komplet absurd i et land, der tilbeder kontanter. På trods af at det faktisk kun var ud- og hjemturen, vi tilbragte sammen alle tre, så var det en dejlig dag i Merian Gärten. Vi planlægger et visit, når J’s mor kommer på besøg i næste måned, der tager vi afsted med rigeligt Bargeld og uden overtøj, så skal vi nok få det rigtigt hyggeligt sammen hele dagen.

 

————–

We only just got our drinks served when I realized that I had lost my jacket on the way to Merian Gärten. It isn’t the World’s most expensive jacket but I hate hate HATE losing possessions. Så I ended up walking all the way back in search for the jacket, but by then it was gone. When I came back to J and V, the cake was (almost) eaten and the only thing left is my lukewarm latte macchiato. We get the cheque and I am waving my card when she utters the two for the time being most annoying German words: nur Bargeld. More often than not our portefeuille is very low on cash, and this was also the case now so J went out to find a cash machine – it only took 50 or so minutes, which is completely absurd in a country that adores cash. Even though we only were together the three of us on our way to the park and back, we had a very nice day. We are planning to go again when J’s mother comes to visit us next month – then we will make sure to have plenty of cash in our pockets and no coats to make sure that we can spend the whole day together.

————

Når nu jeg i sandhed ikke bryder mig om at miste ejendele, ja hvem gør i virkeligheden det?, så bilder jeg mig selv ind, at jeg har været urimeligt uheldig i denne uge.

For to uger siden var vi til konfirmation hos J’s nevø R. Og da jeg jo sjældent kommer ud, flottede jeg mig og købte et par fine dråbeformede perleøreringe af den slags, der ikke har lås. Jeg nåede at have begge øreringe i min varetægt i halvanden uge, før jeg tabte den ene (Man skulle tro det var min rekord, men da min mor og hendes mand skulle giftes købte jeg også øreringe og nåede kun at have dem på i et par timer før den ene forsvandt). Det var dejligt mens det varede og så er det jo formidabelt, at have en tilbage til at minde mig om, hvad jeg har mistet.

 

Den ensomme perleørering

Den ensomme perleørering

Før i tiden var jeg ellers virkelig god til at genfinde tabte sager. Fx tabte jeg engang en broche på vej hjem fra tandlægen. Jeg havde fået den forærende af min bedste og den fandt jeg da igen efter en ihærdig søgning. Og det sort og hvide Swatch-ur, der forsvandt to gange, efter jeg havde glemt det til volleytræning, det fik jeg da også igen. Men den glædelige evne til at genfinde, held kan man vel også kalde det, er væk i hvert fald for øjeblikket. Men hvad gør det, for minderne om mine (tidligere) ejendele kan ingen tage fra mig. Ej heller deres nye ejere.

 

————–

When I really hate losing possessions, I consider myself being very unlucky this week as I also lost an earring.

Two weeks ago we where in Denmark and went to J’s nephew’s confirmation, and because I so very rarely get to go out I splashed and go myself a beautiful set of pearl earrings. I had both earrings in my custody for a week and a half before losing one (I would say it was some sort of record, but it isn’t. When my Mother and husband got married I also bought earrings and only got to wear them for a couple of hours before one was missing). It was very nice while it lasted, and I just love the fact that I have one left to keep reminding me of the one I lost.

Usually I have been very good at relocating lost items. I.E. I once lost a brooch on my way back from the dentist, it had been given to me by my Grandmother, and I found it again after an intense search. And the black and white Swatch watch I lost twice, after leaving it behind after volleyball practice I also found. But the joyful ability to relocate, some might even call it luck, has disappeared at least for the time being. But it doesn’t matter – the lovely memories of my (former) possessions cannot be taken from me – not even by their new owners.

 

Ditte

 

A new pet

Vi ejer nu vores helt egen panda – nej vi har ikke købt en kinesisk panda, fordi vi vil give vores bidrag til, at racen ikke uddør. Vi har anskaffet os en pædagogisk ukorrekthed. En gåsele. En panda-gåsele. V er i line – halvanden meter kort line. Det er muligvis det bedste køb vi har gjort på dba.

Jeg forsøger at overse blikkene, dem, der fortæller mig, at det er en rigtig skidt ide at have sit barn i line.  Jeg ved, at jeg på et tidspunkt bliver ligeglad. Og når jeg nu kender mig selv så godt som jeg gør, så er det i mine øjne faktisk rigtigt flot, at jeg ikke har mistet V på en af vores rejser eller hverdagsudflugter. Det har været det rene hazardspil med vores lille eventyrlystne dreng.

———

We now own our own panda – no we haven’t bought a Chinese panda to protect the species from extinction. We have acquired a pedagogically incorrectness. A harness. A panda-harness. V is on a leash – a one and a half meter short leash. It is quite possibly the best prior-owned piece of equipment we have ever bought.

I try to overlook the looks. Those that tell me that it is a bad idea having my child on a leash. I know that at some point I won’t mind them. And knowing myself as I do it is very much an achievement that I haven’t lost V on one of our trips or excursions. I have been gambling with our little adventurer.

 

Villum og Panda

V and Panda

Former last mover

Stærkt inspireret af min eneste ven i Schweiz, Tzinzi, og vores flytning fra venner og familie har jeg forvildet ind i Blogland. Et land jeg ved endnu mindre om end Schweiz, hvis det er muligt. Jeg er nærmere en last mover end en first mover, case in point fulgte jeg ingen blogs før i går aftes og jeg opdagede først vidunderlige instagram i februar måned. Hvor om alting er så er jeg her med min egen blog.

Last moveren vil lære nye tricks.

Jeg aner ingenting om Blogland – så for at starte fulgte jeg guiden på bloggen lavenblog.dk. Hvilket har fået mig hertil, men jeg ved stadig ingenting om widgets (?) og tags (?) som er noget man åbentbart ved hvad er, når man bevæger sig i Blogland eller hvordan jeg får dem til at fungere og hvad de gør godt for. På lavenblog.dk var det et billede, der indeholdt et citat af Karen Lamp, entrepreneur og motivator

ayearfromno

Læs resten

Hello world!

… Sådan starter WordPress bloggen for dig og så er det bare at komme i gang.  Jeg arbejder i øjeblikket på mit første indlæg.

——

… That is how WordPress starts your blog for you and you are good to go. At the moment I am working on my first post.

 

Ditte