Månedsarkiv: juni 2014

I’m still here

Der har været stille her på bloggen – Vi har haft gæster langvejs fra over to omgange inden for 14 dage. Først af J’s mor, som I måske ved, og senere mine forældre. Det er så dejligt med besøg – Det er hyggeligt og så sker der noget i vores meget rolige hverdag.

Meeen jeg har også haft Mac issues. Pludselig ville skidtet ikke starte… eller det ville den godt, men den vidste hvid skærm efter indlogning. Åbentbart har jeg formået at fylde computeren op med omtrent 4 GB billeder på seks måneder hovedsageligt af vores dejlige afkom selvfølgelig.

Jeg er svært inkompetent, når det kommer til Apples produkter, så jeg siger tak til livlinerne i cyber space for at få mig i gang igen.

 

Iført ankellange Lycra-løbegavanter

This one time at Copenhagen Marathon

Kender I det at være virkeligt uoplagt? Altså sådan rigtigt teenagedvask? Jeg var ude at løbe den anden dag – ikke fordi jeg gad, men fordi J sendte mig ud ad døren med et selvfedt ‘du kan takke mig bagefter’. Men jeg GAD OVERHOVEDET IKKE. Virkeligt virkeligt ikke. Dem der kender mig indgående ved, at jeg er udstyret med en skamkogt porre til rygrad og efter 10 minutters løb begyndte jeg at gå og ringede til min mor for at tale med hende i et kvarter om ingenting og så løbe de sidste 500 meter hjem. Jeg udstrålende tilsyneladende også vaskeægte ugidelighed, da jeg trådte ind ad døren for J skulle lige høre, om jeg nu have løbet eller om jeg bare var gået over på legepladsen for at sidde der i 45 minutter.

Iført ankellange Lycra-løbegavanter

Iført ankellange Lycra-løbegavanter

Torsdag aften var jeg afsted igen. Motivationen var anderledes i hus – en hel times afbræk fra verdens mest hysteriske afkom. V græder hysteriske nej’er i vildskab, hver gang han skal skiftes, have børstet tænder, have tøj på, spise morgenmad, rydde op efter sig (det har han nok fra moderen), have vasket hår – og sove. Jeg overlod puttetjansen til J og løb. Alt kan jo som bekendt løbes væk. Før i tiden var løb en dejlig overspringshandling, men jeg har også løbet kærestesorger, hovedpine, eksamensangst – og prutter væk. Da J og jeg lige var blevet kærester løb jeg hver gang, jeg havde luft i maven. Pigers prutter dufter jo ellers dejligt af roser, men jeg var alligevel for selvbevidst til bare at give den gas derhjemme (no pun intended), så jeg snørede løbeskoene og løb rosenduften ud af røven. Nu løber jeg hysteriske anfald væk – enten mine egne eller V’s.

Nå, men mens jeg løb kom jeg til at tænke på, hvor glad jeg engang var for at løbe, og hvor nemt det altid var at komme afsted og hvordan turen altid næsten løb sig selv. På med løbetøjet og musik i ørerne og så kunne jeg ellers løbe til Verdens ende. Tilbage i 2007 var jeg endda så vild for at løbe, at jeg helt frivilligt tilmeldte mig Copenhagen Marathon. Jeg løb et marathon. Altså faktisk løb jeg 18 km, og traskede, luntende og slæbte mig langs kantstenene i høj solskin de sidste 26,195 kilometer. Jeg var imponerende 5 timer og 25 minutter om de 42,195 kilometer. Tre gange blev jeg overhalet af feltets formentlig ældste deltager. Hver gang jeg så ham havde han erhvervet sig en ekstra forbinding et sted på kroppen, men han kom tilbage og hver gang var han stadig hurtigere end mig. Jeg kom ikke til skade – Jeg var bare utrolig langsom. Bagefter var jeg også ildrød på hele venstre side af kroppen for, jeg havde ikke overvejet at smøre mig ind i solcreme. Som garvet maratonløber (høhø) kan jeg også indvie de mindre garvede; det er en rigtig god ide at sætte plaster hen over brystvorterne. Det kan hænde at 42 kilometers løb, rask gang, trasken, ja endda slæb sætter sine tarvelige spor på brystvorterne. Ja, det er faktisk lige før, at der var rarere at starte med at amme.

Nå, men altså torsdag var der dejligt løbevejr. Sådan bare arme og shorts løbevejr. Hvis ikke det var, fordi jeg har brug for de knælange Lycra-løbebukser (og -trøje) til at holde flæsket fra at nå sin egenfrekvens. Flæsket er min følgesvend og Lycra er min ven. Jeg kan godt fortælle jer, at det føles rimeligt ubehageligt, når huden lever sit eget liv og banker mod asfalten og ikke er nået tilbage på plads, før jeg er klar til at tage næste skridt. Læs mere om Lycra her.

Vi har haft besøg af den dejligste svigermekanik siden fredag aften. Hun er ikke kun svigermekanik og meget glad for V – hun er også meget sød og det er dejligt at have besøg. Udover 4 kg lakrids har hun medbragt sommer og sol og lige knap 100 graders varme. I går var vi på tur langs Rhinen  – i dag har vi kun formodet at slæbe os de 100 meter, der er hen til nærmeste legeplads og tilbage igen.

Mens familien har holdt velfortjent siesta, har jeg forfattet dette indlæg!

 

———————————————-

Do you know how it feels to be really lethargic? Like really truely lazy? I was out running the other day – not because I wanted to, but because J sent me out the door with a smug ‘you can thank me later’. I really did NOT want to go AT ALL. Really really not. Those who know me in-depth knows that my spine is very much like a boiled to shame leek and after 10 minutes of running, I started walking and rang my mother just to talk to her for 15 minutes about nothing and then ran the last 500 meters home. Apparently I was radiating genuine indolence when I walked in the door because J asked if I had gone for the run or if I had simply walked to the playground next to our apartment to sit for 45 minutes.

On Thursday evening, I was off again. The urge to get out of the house was completely different – an entire hour’s break from the world’s most hysterical offspring. V cries hysterical no’s in ferocity every time he needs to have his diaper changed, his teeth brushed, get dressed, eat breakfast, clean up after himself (this skill he might just have inherited from his Mother), having his hair washed – when he has to go to bed. I left  the tugging in to J and ran. Everything can be run right. In the past, running was a nice procrastination, but I also run away heartaches, headaches, test anxiety – and farts. When J and I had just met I ran every time I had flatulence. Even though women farts smell of lovely roses, I was still too self-conscious to let go, so I tied my running shoes and ran the farts away. Now I run meltdowns away – either my own or V’s.

Well, while I ran, I came to think of how happy I was once to run, and how easy it always was to get going and how the run is always almost ran itself. Just on with the running gear and music in the earphones and I could run to the end of the world. Back in 2007, I was even so crazy about running that I willingly signed up for the Copenhagen Marathon. I ran a marathon. Well actually I ran 18 km, and plodding, lumbering, and dragged myself along the curbs in the scorching sun the last 26,195 km. I took me impressive 5 hours and 25 minutes to finish the 42.195 km. Three times I was overtaken by the field’s probably the oldest participant. Every time I saw him he had acquired an extra bandage somewhere on his body, but he came back and every time he was still faster than me. I did not get hurt – I was just incredibly slow. Afterwards I was also bright red on the whole left side of my body, I had not thought about using sunscreen on this bright and sunny day. As a seasoned marathon runner (haha) I can also inaugurate the less experienced; it’s a good idea to put a bandaid over ones nipples. It may happen that a 42-kilometer run, brisk walking, trudging and even dragging will set its tacky track on the nipples. If I had to choose I would properly choose a breastfeeding start-up to the unprotected nipple after a marathon situation any day of the week.

Anyways, on Thursday it was great running weather. Like T-shirts and shorts kind of running weather. If it was not because I needed the knee-length Lycra running pants (and shirt) to keep my bacon from reaching its resonant frequency. Bacon is my companion and Lycra is my friend. I can tell you that it feels fairly uncomfortable when the skin is living its own life and banks against the asphalt and do not come back in place before I’m ready to take the next step. Read more about Lycra here.

We have been visited by the nicest Mother-in-Law since Friday evening. She is not only my Mother-in-Law and very good with V – she is also very sweet and it’s very nice to have a visitor. In addition to the 4 kg licorice, she also brought summer and sun and just under 100 degrees. Yesterday we went on a trip along the Rhine – Today we have only managed to drag ourselves 100 meters to the nearest playground and back again.

While the family has had a well-deserved siesta, I have written this post!

 

 

IMG_2511

Dreiländer-eck – The name says it all

Dreiänder-eck, Basel

Dreiänder-eck, Basel

Det har indtil videre været en ualmindelig stille dag på kontoret. V-mand vågnende 9.30 og var klar til middagslur igen kl. 11.30. Det er hårdt at gå i seng samme tid som solen. Vejret er trist og udenfor falder regnen roligt i store tunge dråber på den varme jord.

Jeg synes, jeg vil benytte den stille lejlighed til at fortælle om en forbløffende kedelig udflugt, vi var på for nogle uger siden. Til dem, der ikke ved det, kan jeg fortælle, at Basel ligger i Nord-Vest Schweiz klods op ad Tyskland og Frankrig. Således mødes de tre landes grænser i Dreiländer-eck. Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde en romantiseret forestilling om det sted, måske regnede jeg med, at det ville minde om Grenen i Skagen, hvor Kattegat og Skagerraks vande mødes.

IMG_0775

Hvad kan jeg sige, det var på ingen måde lige så flot og stemningsfyldt som Grenen og der var ingen, der forsøgte at komme heeelt ud på spidsen og lave den der Se-mig-se-mig-jeg-er-helt-ude-at-stå-på-det-yderste-af-Schweiz’-spids-pose, som folk ellers gør på Grenen, for der var ingen mennesker på dette særdeles uskønne sted. Jeg kan ikke rigtigt forstå det, for der er ellers kælet for detaljerne på stedet og det er meget smukt placeret midt inde i Basels industrihavn. Noget mere misundelsesværdige er de tyske og franske sider. En bro forbinder de to lande og på den franske side, var der sågar en hel røvfuld svaner ved Rhinens bred, som jeg selvfølgelig ikke tog nogle billeder af. Vi spiste is og var sammen – det er det bedste, der er at sige om den tur. Hvor om alting er så handler den her blog jo om alt – også det kedelige. Så her får I nogle billeder fra det sjæleforladte sted.

 

——————————-

It has been an unusually quiet day at the office so far. V-man woke at 9.30 am and was ready for his nap at 11.30. It is tough going to bed at the same time as the sun.  The weather is bad and the rain is falling in big, heavy drops on the warm ground.

I want to use this quiet moment to tell you about an extremely boring trip we had a couple of weeks ago. To those who aren’t aware of where Basel is situated, I can tell you that it is tucked neatly right between the German and French borders. The place where the borders meet is called Dreiländer-eck. I don’t know why I had such a romanticized picture of the place, maybe it is because of Grenen, the very northern tip of Denmark where the waters of Skagerrak and Kattegat meet.

What can I tell you, it was not anything like Grenen, and no one tried to go al the way out on the northern most tip and do a look-at-me-look-at-me-im-all-the-way-out-on-the-tip-pose, like sightseers do in Skagen, because there weren’t anybody there at this very unpretty place. I don’t really get because there has been such attention to detail at this place and is is so beautifully situated right in the heart of Basel’s industrial habour. A little more enviable are the German and French sides. A bridge connects the two countries and on the French side there were even a whole bunch of big white swans by the shore of the Rhein. We had ice-cream and spent time together, that’s properly the best thing about the trip. Anyways this blog is about everything, also the boring so here are some pictures from the trip. 

Vitra Haus - Design Museum

A trip to Vitra Haus – en udflugt til Vitra Haus

J har haft fri siden onsdag og vi har fået lavet en masse – mest i hjemmet. Men vi benyttede Kristi Flyv til en udflugt til Vitra Haus i Tyskland.

Vitra Design Museum er hovedsageligt for design af Charles og Ray Eames, men man kan bl.a  også finde stole af danske Verner Panton. Det ligger kun 20 minutters kørsel fra Basel og 5 minutters kørsel fra den tysk-schweiziske grænse og så det har åbent alle årets dage. Bygningen er imponerende arkitektur, smukt placeret i det tyske, bakkede landskab. Der er en butik, så man kan designe og købe Eames-stole og deres Hang-it-all. Vi købte ikke andet end æblejuice og croissanter – det var en oplevelse alligevel.

Vitra Haus - Design Museum

Vitra Haus – Design Museum

J has been of work since Wednesday, so we have been really busy doing stuff at home. But we managed to go to Vitra Haus in Germany.

Vitra Design Museum is mainly a museum for Charles and Ray Eames, but among other you can also see design by Danish Verner Panton. It is only a 20 minutes drive from Basel and just 5 minutes from the German/Swiss border and it is open all year. The building has amazing architecture, and is beautifully situated in the German, hilly landscape. It has a shop and you can buy chairs designed by yourself and the Eames Hang-it-all. The only thing we got was to apple juices and croissants. It was a very nice experience any way.

 

Morgenmad cum frokost

Green thumbs, dirty nails, and the mother of Manneken-Pis – Grønne fingre, sorte negle og mor til Manneken-Pis

Hvis du tror, at Manneken-Pis er en statue i Bruxelles, så tager du fejl – han bor hjemme hos os i Basel. I går var jeg skødesløs og rigtig dum i hovedet og lod V rende rundt uden ble, inden han skulle i seng. Vi sad ude på terrassen efter aftensmaden og nød det fantastiske vejr. Jeg troede faktisk, at jeg var mor til V, men det viser sig, at jeg er mor til Manneken-Pis. På en halv time havde han afmærket sit imponerende territorie; terrassen, stuegulvet og vores sofa. Vi havde lige lavet sjov med, at jeg ville synes det ville være perfekt, hvis han tissede i sofaen, da jeg brændende ønsker mig en ny. Hvilket han så gjorde – tissede i sofaen. Det var alligevel ikke så forfærdeligt morsomt, da det kom til stykket, for vi har ikke råd til en ny, og vi må nu affinde os med at sidde i V’s toilet ind til vi har. Hashtag a little pee never killed anyone.

Morgenmad cum frokost

Morgenmad cum frokost

Jeg overdriver ikke, når jeg skriver, at det er en menneskealder siden, jeg har sovet så længe, at morgenmad blev til frokost – det hører ligesom livets sorgløse dage til (og dem er der i øvrigt alt for få af nu til dags), men jeg sov længe i dag. Det er slet slet ikke så dårligt. Desværre er det fordi vores Manneken-Pis er syg med feber og snot og tænder og ikke har sovet i nat – hvilket også betyder, at jeg heller ikke har. Han ynder jo at sove ved siden af (læs: oven på) mig. Heldigvis er J hjemme, så han tog over i morges, så jeg kunne indhente noget af det tabte og sov videre helt til kl. 11.30.

Den bette var også syg med feber og snot og tænder, da min mor var på besøg for 14 dage siden. Jeg troede egentligt, at en af belønningerne for at gå hjemme med sit eget barn, udover det jeg skrev om i forrige indlæg, er, at barnet er mindre sygt. Men sådan er det åbenbart ikke i vores tilfælde – selvfølgelig fristes jeg til at skrive. Bevares knægten skal selvfølgelig have tænder, men helt ærligt, så behøver han ikke at få de sidste fire og snotten kan vi i hvert fald sagtens klare os uden. Forhåbentlig sætter vi nogle point ind på sygdomskontoen, så det han er syg nu, er han ikke syg senere. Som min yndlingschef siger ‘Hvad er gjort, kommer ikke skidt tilbage’ og man skal altid lytte til og tro på en, der kan citere alle replikker fra Matador og som i øvrigt ellers er velbevandret i altid at have ret.

De døende planter

De nyindkøbte (og døende) planter. The fruit of my labour.

Vores hjem begynder efterhånden at tage form af … et hjem. I går fik vi købt potter og planter og samlet endnu flere Ikea-møbler, denne gang ud til vores store sydvestvendte terrasse. Det er et fantastisk uderum, vi har skabt med roser og lavendel i potter og med møbler – de bedste også fra Ikea. Min agronomiske selvtillid kan i øvrigt være på et meget lille sted og Jeg er ikke just kendt for mine grønne fingre. J mener også, at jeg nok skal få mit hyr med at holde planterne i live #devilvisneogdø. Men nu er de plantet og VANDET! Og jeg har sorte negle. Første sommer jeg boede i Ørestad sammen med J, gik vi også all in på der dersens altanidyl – opstammede lavendeler og margueritter og den slags (det koster jo en formue by the way). Man kunne nemt brødføde en afrikansk landsby i et år med den sum penge, vi har brugt på at gøre terrassen hyggelig, hvilket egentlig er noget svineri, men nu er det gjort. Anywhodooles så døde alle de flotte planter kort tid efter deres indtog på altanen: Der var bladlus i skidtet og jeg gjorde som min mor altid har gjort, når der var bladlus; sprøjtede dem med sæbevand. Jeg gav dem en ordentlig omgang, for de satans bladblus ikke skulle tage livet af mine planter. Både bladlus og planter døde og jeg mistænker voldsom sæbevandsoverdosis.
Heldigvis har jeg Sorøs svar på Søren Ryge Petersen som svigermor. Hun kan normalt få liv i enhver af mine udpinte planter, og dem er der mange af. Det må sgu da give lidt plante-cred, så de nyindkøbte af slagsen overlever – i hvert fald bare én sæson.

Aftensmad på terrassen

Aftensmad på terrassen

IMG_2705

Indlægget er forfattet på terrassen under den brændende sol. WIN!

 

————–

If you think that Manneken-Pis is a statue situated in Brussels, you’re wrong – he lives with us in Basel. Yesterday is was careless and really stupid and I let V run around without his diaper before he had to go to bed. We were sitting out on the terrace after dinner and enjoying the fantastic weather. I actually thought that I was the mother of V, but it turns out that I am the mother of Manneken-Pis. In half an hour he had marked his impressive territory; terrace, living room floor, and our sofa. We had just been joking that I would think it would be perfect if he peed on the couch because I really would like a new one. Which he did – peed on the sofa. Nevertheless, it was not so terribly funny when it came down to it, because we can not afford a new one, and now we must come to terms with sitting in V’s toilet until we have. Hashtag a little pee never killed anyone.

I am not exaggerating when I write that it is a lifetime since I’ve slept so long that breakfast became lunch – it is a legacy of the carefree days (and there are too few of them) but I slept late today. It’s certainly not as bad. Unfortunately, it is because our Manneken-Pis is sick with fever and snot and teeth and have not slept all the night – which also means I haven’t either. He likes sleeping next to (read on) me. Fortunately J is home, so he took over this morning so I could catch some of the lost sleep and I slept until 11.30 am.

The youngster was also sick with fever and snot and teeth, when my mother was here visiting 14 days ago. I thought that one of the rewards of staying at home with my child, in addition to what I wrote about in my previous post, is that the child is less sick. But this is obviously not the case – of course I am tempted to write. Granted the kid needs to have his teeth, but quite frankly, he does not need to get the last four and the snot we can certainly easily do without. Hopefully we’ll put some points into our child sick account, so what he is sick now, he won’t be sick later on.

Our home is starting to take form as … a home. Yesterday we bought pots and plants and put together even more Ikea furniture, this time for our large southwest facing terrace. It’s a great outdoor spaces we have created with roses and lavender in pots and the furniture – also the very best of Ikea. My agronomic confidence fits into a very small place and I’m not exactly known for my green thumb. J thinks that I’m going to have a job keeping the plants alive. Hashtag they will wilter and die. But now they are planted and WATERED! And I have black fingernails. The first summer I lived with J, we also went all-in on the idyllic balcony – lavender and daisies and stuff (it costs a fortune by the way). One could easily feed an entire African village for a year with the amount of money we spent on making the terrace cozy , which really is unheard of, but now it’s done. Anywhodooles all the beautiful plants die shortly after their arrival on our balcony: There were aphids in them and I did as my mother has always done when her plants have aphids; sprayed them with soapy water. I gave them a decent wash so that the aphids wouldn’t kill my plants. Both aphids and plants died and I suspect violent soapy water intoxication.

The post has been written on the terrace under the scorching sun. WIN!