Månedsarkiv: oktober 2014

Av!

Ironisk er det, at jeg lørdag morgen udgiver et indlæg om, at sumperen er død, for så senere på dagen at blive så dårlig, at jeg været træt lige siden og derfor ikke har lavet mange huslige gerninger andet end mad til V.

Det er altså ikke altid lykken at ofre familiens nærvær for at få mere tid sammen som treenighed. Specielt ikke, når man rammes af et galdestensanfald, mens faderen er i Indien. AV på krop og sjæl. Jeg måtte overlade en sovende Bønne til min ungarnske veninde. Han vågende midt nat til en forholdsvis fremmed mand, sin svigerfar, Zsofias far – heldigvis gik det nogenlunde til jeg kom hjem igen 2 timer senere. Nå, men det kunne jo ikke være anderledes – Det er fandengalme smertefuldt med et galdestensanfald og jeg var unægteligt døden nær, så jeg måtte afsted på hospitalet. Thank God for friends! Vi regner ikke med, at V har lidt overlast – om ikke andet må vi have ham til psykolog, når han bliver ældre.

Meget dramatisk var det også – jeg blev hentet af en ambulance og kom afsted i mit søndagstøj, uden briller, penge, nøgler eller sko. Det var et eller andet sted ligegyldigt på turen til hospitalet, men da jeg skulle hjem igen med taxa, var det mindre ligegyldigt.

 

Hvem har brug for sko når man kan trække i sådan nogle moderigtige plastikfutter

Moderigtige plastikfutter

 

Den husmoderlige sumper

Det var egentligt meningen at dette indlæg skulle have været færdig i går, men så blev fredag til lørdag, fordi tiden gik helt af sig selv, men her er det. Ha’ en rigtig dejlig dag!

Min søde hjælper smagte på alt vores frugt, mens jeg skar grøntsagerne i tern

Min søde hjælper smagte på alt vores frugt, mens jeg skar grøntsagerne i tern

Så er der for alvor gået husmoderlig hausfrau i den her i Basel – fordi jeg har dårlig samvittighed. Jeg har jo for så vidt rigtigt mange timer i døgnet til at lege med Villum og klare alt det huslige og praktiske og alligevel er det som om, at der ikke er timer nok. Jeg kan godt føle, at selvom jeg slet ikke har nået at lege med V i løbet af dagen, så er maden ikke nær så spændende og varieret som den kunne være og soveværelset roder stadig roder og opvasken ikke taget. Jeg er kommet frem til at min værste fjende er min evne til at lade mig distrahere og mit optimiske forhold til tid.

Som en del af min åbenbaring er vi begyndt at stå tidligere op. Det er ellers slet ikke min stil at stå tidligt op, men hvis vi sover til kl. 9 som vi ynder, kommer vi simpelthen for sent igang med dagen. Efter vi er flyttet til Basel er dagen gået på må og få og jeg er ligeså langsomt begyndt at gøre oprør med sumperiet. Det burde kunne lade sig gøre – selv for mig – at komme ud af fjerene og igang med dagen før kl. 11. Jeg gik i køkkenet Så i dag har jeg, udover at lægge et ton vasketøj sammen også lavet græskarsuppe til aftensmad på forhånd (se opskriften her). Jeg har også slået en dej sammen, så vi også kan få hjemmebagt grydebrød til suppen. Af princip bryder jeg mig ikke om at lade ting gå til spilde, så de græskarkerner, jeg fjernede fra græskaret valgte jeg riste (Se fremgangsmåden her.)

Mht. grydebrødet så kræver de fleste opskrifter 12-18 timers hævning. Det havde jeg altså ikke tid til, da det var en slags impulsbagning, så jeg måtte hive en kanin op ad hatten i form af mere gær og afkorte hævetiden.

Mit grydebrød

Mit grydebrød

Derudover har jeg nået at være i bad, drukket to kopper kaffe og været på en lang gåtur i Bruderholz med V’s kæreste og hendes mor. Janteloven kan rende mig – I rocked today!

Om Villum kan jeg fortælle, at han er en fantastisk dygtig til selv at tage gummistøvler på, at han slår mig 17 gange om dagen og er fascineret af edderkopper – så i går jagtede han edderkopper indenfor i ført gule gummistøvler (som han selv havde taget på) og han slog mig, når jeg ikke gjorde som han ville. Det er dødfrustrende, men han er heldigvis vildt sød alligevel.

Happy and sad

Jacob tog afsted til Indien i går morges. 14 dage alene med V er begyndt. Heldigvis er jeg startet til tysk og V bliver afleveret i den vuggestue, der er tilknyttet skolen i de timer, jeg er til undervisning. Han er så dejlig træt de dage, hvor vi har været afsted. Det er skønt for mig for det er ensbetydende med, at han sover bedre om natten. Can I get an Amen!? De dage, hvor jeg har undervisning om eftermiddagen, er vi på legepladsen om formiddagen. Det kræver en del af mine organisatoriske evner, der mildest talt ikke er særligt misundelsesværdige, men det er gået over al forventning og jeg har endda haft Bønnens legekammerat med, uden at miste nogen af dem.

Det er også gået over al forventning med vuggestuen, for V græder kun i afleveringsøjeblikket og ellers får han ros af pædagogerne. Jeg er stolt af V og meget lettet over nu at kunne lave andet end mad og rod.

Jeg er gået igang med at lave et helt nyt Iphoto-bibliotek med de billeder, vi har kunne skrabe sammen af det, der blev genskabt, Icloud og J’s fotobibliotek – noget er gået tabt, men vi har heldigvis masser af billeder, fordi jeg er besat af en manisk fotograf. Med afsæt i min til tider upædagogiske fotodokumentation (den kan du læse om her) er her en lille billedserie med podens ansigter. Jeg elsker ‘ked af det’-øjeblikkene, men jeg er glad for, at jeg trods alt også har kunne forevige en smilende V.

Så værsågo – happy and sad og rigtig god søndag.

Og så var der dengang til fastelavn: