Månedsarkiv: oktober 2015

IMG_6864

Til græskar-festival i provinsen og glade børn

I den tid vi har været i Schweiz har vi været til et utal af messer, besøgt markeder, loppemarkeder og festivaler. Vi har været til Herbstmesse, Art Basel, Basel World, Basel Fasnacht, Weinachtsmesse, Basler Weinmesse og for to uger siden var Villum og jeg afsted til Kürbis-festival med min veninde T, hendes mand og deres to børn. Villum leger rigtigt godt med deres den ældste og jeg ligeså med deres mor.

Det er egentlig ikke noget for mig, jeg køber sjældent noget og jeg får pip af alle de mennesker, der taler højt og breder sig. Men det er samtidigt også sjovt at prøve noget jeg normalt ville gå langt udenom i Danmark.

Jeg havde ladet J blive hjemme, fordi han i al alvor slet ikke gider den slags. Joken gik derfor på, hvad man dog skulle gøre for at slippe for at tage med hustruen til schweizisk græskar-festival på Mathis-hof i Binningen … Ja, hvad kan jeg sige, man skal være meget MEGET heldig.

Aldrig har jeg oplevet græskar være så hypet som hernede. Schweizerne er meget begejsterede for græskar. Der er græskar over det hele i øjeblikket – græskar i ovnen, græskar-suppe (Det lavede jeg sidste år, og kunne konstatere at det er roden til galdestensanfald, så det laver jeg ikke igen), græskar-øl, græskar på spyd, græskar-kage og græskartærte og så masser af græskar til dekoration og så taler vi i det hele taget meget om Kürbis i tysk-timerne.

Ungerne var også meget begejstrede for at være til græskar-festival. Der var køer, høns, en legeplads, en labyrint lavet i en majsmark og halmballer, der kunne kravles på og traktorer og en masse andet som drengehjerter begærer. Det er fantatisk hvordan duften sendte mig tilbage i barndommen – tilbage til folkeskolen og helt hjem til Maj-Lis fra min klasse og ind i deres stald og tilbage til dengang i 9., hvor jeg var i skolepraktik hos en bondemand lidt udenfor Sulsted sammen med en håndfuld andre. Han dyrkede sukkerroer og holdte køer. Og hans hus var plasteret til i fluefangeklisterstrimler, det var så klamt, at vi måtte spise vores frokost udenfor i 10 graders varme.

Tilbage til græskar-festivalen. Festpladsen var omkranset af stalde, så vi fik serveret vores Wiener-pølser lige ved siden af møddingen. Hernede er der ingen smileyordning, der dræber små og hyggelige traditioner, som den her græskar-festival. Maden blev anrettet på bedste schweiziske facon – med de bare næver og pølserne med brød smagte dejligt alligevel.

Der var pluk-selv dahliaer og alpehorn og selvsagt græskar en masse og til allersidst (og vel også allerbedst) var der et meget træt barn, der insisterede på at få en pind med hjem.

 

 

 

 

 

Et organ om året

For et år siden, sådan da, kunne jeg skrive om et galdestensanfald, der gjorde så nas, at jeg hellere ville føde noget på størrelse med en mammut. Egentlig troede jeg aldrig, at der ville ske mig noget værre smertemæssigt end en fødsel og et galdestensanfald. Men der er kroppen så finurlig, at den fejrer 1 års galdestensanfaldsjubilæum og giver mig en blindtarmsbetændelse i gave.

Jeg var alene med Villum. Jacob var i Frankfurt.

Tirsdag aften skulle jeg liiige klippe mit pandehår og stikker saksen ind i mit venstre øje, mens Villum er i bad. Det var fedt. Irina passer Villum, mens jeg tager på Øjen-akutklinikken inde i centrum. Jeg tager bussen med 50 andre mennesker. Jeg har en vatrundel tapet for venstre øje og meget skævt pandehår. Det var sjovt at prøve. Heldigvis jeg er en upræcis torsk, der er ingen skade af karakter og jeg ser (heldigvis) ligenøjagtigt kun lige så ringe som jeg plejer.

Onsdag aften siger vi farvel til vores rigtig gode venner, der flytter til verdens ende (Cambridge). Jeg har forberedt mig i mange måneder, men jeg er ked af det og går i seng med ondt i maven. Jeg tror, det er en blanding af galdeblærefantomsmerter (jo jo – den er god nok, det kan man godt have) og ondt i sjælen.

Kl. 7 står jeg op efter en søvnløs og ringer til min gode og altid ven i nøden, Mia, der smider hvad hun har i hænderne og henter mig og V og følger mig på skadestuen. Og der ligger jeg så. På skadestuen. Igen. For 4. gang på et år. Som det allerførste konstaterer en kirurg, at det ikke er blindtarmsbetændelse og lader stafetten gå videre til (mange) andre læger.

Formiddag bliver til eftermiddag og jeg er efterhånden dopet med en mængde morfin, der burde slå et voksent menneske ihjel. CT-scanninger, ultralydsscanninger, urinprøver, blodprøver, EKG og mere morfin. Stemningen veksler mellem hysteriske latterudbrud og gråd. Eftermiddag bliver til aften og jeg bliver parkeret på et sengeafsnit – for hjem, kan jeg ikke komme. Villum overnatter hos Mia (stakkels dem) og Jacob er i al hast hoppet på et tog fra Frankfurt (stakkels ham) og jeg ligger høj på morfin med ondt i maven (stakkels mig). Næste morgen er der ikke noget nyt og jeg har stadig ondt i maven – men på tre timer bliver jeg tilset af tre overlæger og professorer, der mener at vide, at jeg har blindtarmsbetændelse (og så sender vi lige kirurgen fra dagen før en kærlig tanke). De vil gerne lave en undersøgende kikkertundersøgelse. Jo da – when in Rome. Jeg beder om 20 minutter, for jeg skal lige tænke over det og tisse (meget vigtigt). Og ringe til Jacob. Kl. 11 er jeg på vej på operationsbordet. Og kl. 12 er jeg på opvågningen uden blindtarm, men i hænderne på en masochist af en sygeplejerske, der synes at vide, at jeg bestemt ikke har ondt i mine indvolde efter sådan en omgang. Men pyt med det, som man siger. Det er sundt for sjælen at sige pyt, ikk?

Vi har en god og dyr sundhedsforsikring – den allerbedste, der kan købes for penge. Den køber os eneværelse på hospitalerne og ekspertise. Da vi valgte at opgradere fra mellemtrin til højeste trin, var jeg principielt imod det, og det førte også til en diskussion herhjemme, om hvad det gør ved et samfund, at der er den mulighed, at man kan købe sig til ekspertise. For vi fortjener alle sammen den allerbedste faglige viden, der er til rådighed, når vi er syge uanset om vi har råd eller ej. Men i dag er jeg glad for, at vi opgraderede for jeg er overbevist om, at det var derfor jeg endte på operationsbordet i stedet for i en taxa hjem med en røvfuld smertestillende i tasken og en sprængt blindtarm i maven.

Sikken uge. Jeg håber det stopper nu, for jeg har ikke flere organer, jeg synes, jeg kan undvære.

Jeg er hjemme, Jacob er hjemme, Villum sover i vores seng, jeg har tre nye huller i maveskindet, blindtarmen er væk, opsparingen er også væk, men alt er i sandhed godt.