Kategoriarkiv: The everyday experiences

IMG_6864

Til græskar-festival i provinsen og glade børn

I den tid vi har været i Schweiz har vi været til et utal af messer, besøgt markeder, loppemarkeder og festivaler. Vi har været til Herbstmesse, Art Basel, Basel World, Basel Fasnacht, Weinachtsmesse, Basler Weinmesse og for to uger siden var Villum og jeg afsted til Kürbis-festival med min veninde T, hendes mand og deres to børn. Villum leger rigtigt godt med deres den ældste og jeg ligeså med deres mor.

Det er egentlig ikke noget for mig, jeg køber sjældent noget og jeg får pip af alle de mennesker, der taler højt og breder sig. Men det er samtidigt også sjovt at prøve noget jeg normalt ville gå langt udenom i Danmark.

Jeg havde ladet J blive hjemme, fordi han i al alvor slet ikke gider den slags. Joken gik derfor på, hvad man dog skulle gøre for at slippe for at tage med hustruen til schweizisk græskar-festival på Mathis-hof i Binningen … Ja, hvad kan jeg sige, man skal være meget MEGET heldig.

Aldrig har jeg oplevet græskar være så hypet som hernede. Schweizerne er meget begejsterede for græskar. Der er græskar over det hele i øjeblikket – græskar i ovnen, græskar-suppe (Det lavede jeg sidste år, og kunne konstatere at det er roden til galdestensanfald, så det laver jeg ikke igen), græskar-øl, græskar på spyd, græskar-kage og græskartærte og så masser af græskar til dekoration og så taler vi i det hele taget meget om Kürbis i tysk-timerne.

Ungerne var også meget begejstrede for at være til græskar-festival. Der var køer, høns, en legeplads, en labyrint lavet i en majsmark og halmballer, der kunne kravles på og traktorer og en masse andet som drengehjerter begærer. Det er fantatisk hvordan duften sendte mig tilbage i barndommen – tilbage til folkeskolen og helt hjem til Maj-Lis fra min klasse og ind i deres stald og tilbage til dengang i 9., hvor jeg var i skolepraktik hos en bondemand lidt udenfor Sulsted sammen med en håndfuld andre. Han dyrkede sukkerroer og holdte køer. Og hans hus var plasteret til i fluefangeklisterstrimler, det var så klamt, at vi måtte spise vores frokost udenfor i 10 graders varme.

Tilbage til græskar-festivalen. Festpladsen var omkranset af stalde, så vi fik serveret vores Wiener-pølser lige ved siden af møddingen. Hernede er der ingen smileyordning, der dræber små og hyggelige traditioner, som den her græskar-festival. Maden blev anrettet på bedste schweiziske facon – med de bare næver og pølserne med brød smagte dejligt alligevel.

Der var pluk-selv dahliaer og alpehorn og selvsagt græskar en masse og til allersidst (og vel også allerbedst) var der et meget træt barn, der insisterede på at få en pind med hjem.

 

 

 

 

 

Et organ om året

For et år siden, sådan da, kunne jeg skrive om et galdestensanfald, der gjorde så nas, at jeg hellere ville føde noget på størrelse med en mammut. Egentlig troede jeg aldrig, at der ville ske mig noget værre smertemæssigt end en fødsel og et galdestensanfald. Men der er kroppen så finurlig, at den fejrer 1 års galdestensanfaldsjubilæum og giver mig en blindtarmsbetændelse i gave.

Jeg var alene med Villum. Jacob var i Frankfurt.

Tirsdag aften skulle jeg liiige klippe mit pandehår og stikker saksen ind i mit venstre øje, mens Villum er i bad. Det var fedt. Irina passer Villum, mens jeg tager på Øjen-akutklinikken inde i centrum. Jeg tager bussen med 50 andre mennesker. Jeg har en vatrundel tapet for venstre øje og meget skævt pandehår. Det var sjovt at prøve. Heldigvis jeg er en upræcis torsk, der er ingen skade af karakter og jeg ser (heldigvis) ligenøjagtigt kun lige så ringe som jeg plejer.

Onsdag aften siger vi farvel til vores rigtig gode venner, der flytter til verdens ende (Cambridge). Jeg har forberedt mig i mange måneder, men jeg er ked af det og går i seng med ondt i maven. Jeg tror, det er en blanding af galdeblærefantomsmerter (jo jo – den er god nok, det kan man godt have) og ondt i sjælen.

Kl. 7 står jeg op efter en søvnløs og ringer til min gode og altid ven i nøden, Mia, der smider hvad hun har i hænderne og henter mig og V og følger mig på skadestuen. Og der ligger jeg så. På skadestuen. Igen. For 4. gang på et år. Som det allerførste konstaterer en kirurg, at det ikke er blindtarmsbetændelse og lader stafetten gå videre til (mange) andre læger.

Formiddag bliver til eftermiddag og jeg er efterhånden dopet med en mængde morfin, der burde slå et voksent menneske ihjel. CT-scanninger, ultralydsscanninger, urinprøver, blodprøver, EKG og mere morfin. Stemningen veksler mellem hysteriske latterudbrud og gråd. Eftermiddag bliver til aften og jeg bliver parkeret på et sengeafsnit – for hjem, kan jeg ikke komme. Villum overnatter hos Mia (stakkels dem) og Jacob er i al hast hoppet på et tog fra Frankfurt (stakkels ham) og jeg ligger høj på morfin med ondt i maven (stakkels mig). Næste morgen er der ikke noget nyt og jeg har stadig ondt i maven – men på tre timer bliver jeg tilset af tre overlæger og professorer, der mener at vide, at jeg har blindtarmsbetændelse (og så sender vi lige kirurgen fra dagen før en kærlig tanke). De vil gerne lave en undersøgende kikkertundersøgelse. Jo da – when in Rome. Jeg beder om 20 minutter, for jeg skal lige tænke over det og tisse (meget vigtigt). Og ringe til Jacob. Kl. 11 er jeg på vej på operationsbordet. Og kl. 12 er jeg på opvågningen uden blindtarm, men i hænderne på en masochist af en sygeplejerske, der synes at vide, at jeg bestemt ikke har ondt i mine indvolde efter sådan en omgang. Men pyt med det, som man siger. Det er sundt for sjælen at sige pyt, ikk?

Vi har en god og dyr sundhedsforsikring – den allerbedste, der kan købes for penge. Den køber os eneværelse på hospitalerne og ekspertise. Da vi valgte at opgradere fra mellemtrin til højeste trin, var jeg principielt imod det, og det førte også til en diskussion herhjemme, om hvad det gør ved et samfund, at der er den mulighed, at man kan købe sig til ekspertise. For vi fortjener alle sammen den allerbedste faglige viden, der er til rådighed, når vi er syge uanset om vi har råd eller ej. Men i dag er jeg glad for, at vi opgraderede for jeg er overbevist om, at det var derfor jeg endte på operationsbordet i stedet for i en taxa hjem med en røvfuld smertestillende i tasken og en sprængt blindtarm i maven.

Sikken uge. Jeg håber det stopper nu, for jeg har ikke flere organer, jeg synes, jeg kan undvære.

Jeg er hjemme, Jacob er hjemme, Villum sover i vores seng, jeg har tre nye huller i maveskindet, blindtarmen er væk, opsparingen er også væk, men alt er i sandhed godt.

 

image

We welcome a new member to our family

imageI sidste uge havde vi fornøjelsen af besøg af Inger. Min veninde fra mødregruppen.

Det var skønt med besøg. Vi havde nogle dejlige dage – en hel dag og to halve. Tirsdag eftermiddag efter ankomst bagte jeg en kage, der var helt ad helvede til – fuldstændig uspiselig. Jeg troede næsten ikke mine øjne. Så er jeg alligevel bare almindelig dødelig.

Vejret var en rigtig møgkælling på vores hele dag. Og selvom vi havde joket med, at vi ville køre indtil vi mødte solskin, endte vi med at blive i Basel – hvad gør lidt regn og slud og koldbrand-befængte tæer og fingre i godt selskab – vi kunne snakke os varme. Vi vandrede byen tynd besøgte butikker og cafeer og gik langs Rhinen. Villum fik brændt krudt af på legepladsen og vi fik kage og kaffe.

Torsdag blev vi enige om at blive i Gundeldingen – her er fine secondhand og brockis (genbrugsbutikker) og det er tæt på Hovedbanen SBB. I den brocki, der ligger rundt om hjørnet er der masser af legetøj som V elsker at lege med. Men da vi ikke kunne blive hængende der hele dagen (de voksne blev utålmodige) måtte jeg bære en hysterisk 2-årig ud af butikken. Det er ellers normalt meget smart at lade ham lege derinde. Han kan lege med legetøjet og rode hele butikken til, uden at jeg behøver at købe nogle af tingene med hjem. Win!

Villum ville på legepladsen, vi andre ville i Wizo og kigge gamle sager og se hvilken skønhed, der stod og ventede på os. Det tog noget overtalelse og en røvfuld billeder, før Jacob godtog det som et godt køb. Han er stadig ikke heeelt solgt, men det er jeg. Jacob siger, at han ville være nemmere at overbevise om dens berettigelse, hvis den var lavet af en eller anden særlig. Det har dog vist sig svært at bevise. Så hvis der er nogen ude bag skærmene, der ved noget om sådan nogle sager, så giv endelig lyd, for jeg er lost og google er slet slet ikke min ven i øjeblikket. Believe me I have tried.

image

image

Man sidder fantastisk i den og den dufter af kernelæder og så taler den til en, når man sætter sig. Et i mine øjne rigtigt stykke møbelkunst af eg og udspændt kernelæder. J siger halvtørt, at han jo har halvpart i den, men for nu står den i vores stue – forhåbentlig i mange mange år også hvis den viser sig at være nul ører værd.

Tak til Inger for besøg (hende fik jeg ingen billeder af), men jeg har masser af den anden skønhed.

Av!

Ironisk er det, at jeg lørdag morgen udgiver et indlæg om, at sumperen er død, for så senere på dagen at blive så dårlig, at jeg været træt lige siden og derfor ikke har lavet mange huslige gerninger andet end mad til V.

Det er altså ikke altid lykken at ofre familiens nærvær for at få mere tid sammen som treenighed. Specielt ikke, når man rammes af et galdestensanfald, mens faderen er i Indien. AV på krop og sjæl. Jeg måtte overlade en sovende Bønne til min ungarnske veninde. Han vågende midt nat til en forholdsvis fremmed mand, sin svigerfar, Zsofias far – heldigvis gik det nogenlunde til jeg kom hjem igen 2 timer senere. Nå, men det kunne jo ikke være anderledes – Det er fandengalme smertefuldt med et galdestensanfald og jeg var unægteligt døden nær, så jeg måtte afsted på hospitalet. Thank God for friends! Vi regner ikke med, at V har lidt overlast – om ikke andet må vi have ham til psykolog, når han bliver ældre.

Meget dramatisk var det også – jeg blev hentet af en ambulance og kom afsted i mit søndagstøj, uden briller, penge, nøgler eller sko. Det var et eller andet sted ligegyldigt på turen til hospitalet, men da jeg skulle hjem igen med taxa, var det mindre ligegyldigt.

 

Hvem har brug for sko når man kan trække i sådan nogle moderigtige plastikfutter

Moderigtige plastikfutter

 

Den husmoderlige sumper

Det var egentligt meningen at dette indlæg skulle have været færdig i går, men så blev fredag til lørdag, fordi tiden gik helt af sig selv, men her er det. Ha’ en rigtig dejlig dag!

Min søde hjælper smagte på alt vores frugt, mens jeg skar grøntsagerne i tern

Min søde hjælper smagte på alt vores frugt, mens jeg skar grøntsagerne i tern

Så er der for alvor gået husmoderlig hausfrau i den her i Basel – fordi jeg har dårlig samvittighed. Jeg har jo for så vidt rigtigt mange timer i døgnet til at lege med Villum og klare alt det huslige og praktiske og alligevel er det som om, at der ikke er timer nok. Jeg kan godt føle, at selvom jeg slet ikke har nået at lege med V i løbet af dagen, så er maden ikke nær så spændende og varieret som den kunne være og soveværelset roder stadig roder og opvasken ikke taget. Jeg er kommet frem til at min værste fjende er min evne til at lade mig distrahere og mit optimiske forhold til tid.

Som en del af min åbenbaring er vi begyndt at stå tidligere op. Det er ellers slet ikke min stil at stå tidligt op, men hvis vi sover til kl. 9 som vi ynder, kommer vi simpelthen for sent igang med dagen. Efter vi er flyttet til Basel er dagen gået på må og få og jeg er ligeså langsomt begyndt at gøre oprør med sumperiet. Det burde kunne lade sig gøre – selv for mig – at komme ud af fjerene og igang med dagen før kl. 11. Jeg gik i køkkenet Så i dag har jeg, udover at lægge et ton vasketøj sammen også lavet græskarsuppe til aftensmad på forhånd (se opskriften her). Jeg har også slået en dej sammen, så vi også kan få hjemmebagt grydebrød til suppen. Af princip bryder jeg mig ikke om at lade ting gå til spilde, så de græskarkerner, jeg fjernede fra græskaret valgte jeg riste (Se fremgangsmåden her.)

Mht. grydebrødet så kræver de fleste opskrifter 12-18 timers hævning. Det havde jeg altså ikke tid til, da det var en slags impulsbagning, så jeg måtte hive en kanin op ad hatten i form af mere gær og afkorte hævetiden.

Mit grydebrød

Mit grydebrød

Derudover har jeg nået at være i bad, drukket to kopper kaffe og været på en lang gåtur i Bruderholz med V’s kæreste og hendes mor. Janteloven kan rende mig – I rocked today!

Om Villum kan jeg fortælle, at han er en fantastisk dygtig til selv at tage gummistøvler på, at han slår mig 17 gange om dagen og er fascineret af edderkopper – så i går jagtede han edderkopper indenfor i ført gule gummistøvler (som han selv havde taget på) og han slog mig, når jeg ikke gjorde som han ville. Det er dødfrustrende, men han er heldigvis vildt sød alligevel.

Happy and sad

Jacob tog afsted til Indien i går morges. 14 dage alene med V er begyndt. Heldigvis er jeg startet til tysk og V bliver afleveret i den vuggestue, der er tilknyttet skolen i de timer, jeg er til undervisning. Han er så dejlig træt de dage, hvor vi har været afsted. Det er skønt for mig for det er ensbetydende med, at han sover bedre om natten. Can I get an Amen!? De dage, hvor jeg har undervisning om eftermiddagen, er vi på legepladsen om formiddagen. Det kræver en del af mine organisatoriske evner, der mildest talt ikke er særligt misundelsesværdige, men det er gået over al forventning og jeg har endda haft Bønnens legekammerat med, uden at miste nogen af dem.

Det er også gået over al forventning med vuggestuen, for V græder kun i afleveringsøjeblikket og ellers får han ros af pædagogerne. Jeg er stolt af V og meget lettet over nu at kunne lave andet end mad og rod.

Jeg er gået igang med at lave et helt nyt Iphoto-bibliotek med de billeder, vi har kunne skrabe sammen af det, der blev genskabt, Icloud og J’s fotobibliotek – noget er gået tabt, men vi har heldigvis masser af billeder, fordi jeg er besat af en manisk fotograf. Med afsæt i min til tider upædagogiske fotodokumentation (den kan du læse om her) er her en lille billedserie med podens ansigter. Jeg elsker ‘ked af det’-øjeblikkene, men jeg er glad for, at jeg trods alt også har kunne forevige en smilende V.

Så værsågo – happy and sad og rigtig god søndag.

Og så var der dengang til fastelavn:

image

Staycation here we come

Orange outdoor kino på Münsterplatz i centrum af Basel

Orangecinema på Münsterplatz i centrum af Basel

Vi er gået all in på Schweiz og holder derfor staycation. J er mildest talt sådan en smule træt af hoteller og restaurantmad og jeg ville egentlig ikke på nuværende tidspunkt føle, at jeg fik så meget ud af tiden, hvis madlavnings-, oprydnings- og vasketjans forfulgte mig på ferie. Så vi besluttede os for bare at være hjemme og sammen nu, hvor muligheden byder sig.

Hvad har vi så lavet af spændende ting, tænker du?  – den første uge var vi i Ikea utroligt mange gange – flere end jeg kunne ønske mig. Mit forhold til Ikea har udviklet sig fra at være uforbeholden kærligt til at være en anelse anstrengt. Men når pengene til indretning er færre end man ønsker sig, så ender vi altid i Ikea. So be it. Vi har også være et smut i Bern, som der kommer et indlæg om senere på ugen, og så har mit tyske ellers været på prøve, da vores vaskemaskine OG tørretumbler har valgt at gå på ferie for 14 dage side – sådan helt permanent. Heldigvis bruger vi engangsbleer her i huset og priser os lykkelige for det. Kryds fingre for, at den gnavne vaskemaskine-erstatningsmand jeg har generet med mit elendige tysk faktisk også kommer i morgen mellem 14-15 som (jeg tror) han har lovet.

Lige nu er jeg på vej i udendørscinema med H – sans bebe. Me like a lot! Vi har forberedt poden i over en uge på, at det er far, der putter i aften. Den eneste kommentar fra hans side, da jeg sagde, at nu var dagen kommet, hvor far skulle putte, var et rungende klart nej! Men her sidder jeg på café og nyder en kop te og en bitter lemon helt uden barn, men med masser af varmt tøj i tasken. Jeg er meget klar til kolde tæer og American Hustle og hyggeligt selskab med finneinnen og samtidig sender jeg en kærlig tanke til J, der er igang med at putte afkommet.

 

English recap:

We have gone all in on Switzerland so we are taking a staycation. J is to put it mildly sick of hotels and restaurant food and I wouldn’t feel it to be a proper holiday if the cooking, washing, and tidying followed me out of the country, so we decided just to stay at home in Basel and spend time with each other.

And now you are wondering what kinds of exciting things we have experienced during our stay cation ..? Well the first week more times than I could care to count. My relationship with Ikea has gone down hill – it used to ne a very loving one but now it is a bit tense. But when the more for new decor are fewer than you would want we end up in Ikea – And so be it.

We also went to Bern, I’ll be posting something about that soon, and my German has been sent to a test since our washer and dryer decided to take a (very permanent) holiday. Please cross your fingers that the grumpy man that I have been bothering all week is coming tomorrow between 14-15 as (I think) he promised.

Right now I am on my way to the Orange outdoor Cinema with H – sans bebe. Me like a lot! We have been preparing our offspring for over a week that it will be Daddy who will took him in tonight. The only thing V had to say to that this morning was: NO! But here I am – sitting on a café enjoying a cup of tea and a bitter lemon all alone, but with a bunch of arm clothing in my bag. I’m am very ready for cold toes and American Hustle and good company with my Finnish Friend and I am sending a loving thought back home to J, who’ll be putting V to bed as we speak.

Det røde trehjulede lyn

V og den grønne lykke

Lykken er at se V køre på traktor

V er vild med køretøjer. Gravkøer, kranbiler, traktorer, lastbiler, biler, ladvogne, kassebiler you name it. Særligt de tohjulede har fundet vejen til V’s hjerte – de er allesammen samlet i kategorien ‘nana’. I det her tilfælde tror vi, at V kastede ordet knallert op i luften og da han greb det, var det blevet til ‘nana’, men vi har stadig den forklaring til gode.

Jeg er vild med at genbruge og overtage mere eller mindre brugte ting til billige penge, så jeg er til J’s fortrydelse, blevet medlem af en køb og salg-gruppe på facebook. J mener, at jeg har et lidt for veludviklet samlergen, som jeg også dyrker lidt for heftigt til hans smag. Jeg kan egentligt ikke sige at jeg er helt uenig, men jeg kan fortælle, at jeg har gjort mig nogle rigtigt gode køb og fund. J er vist ikke helt enig og han synes, at vi bor i en genbrugsbutik – men hvornår var det en skidt ting spørger jeg bare?

På trods af, at vores (forkælede) afkom absolut ikke mangler legetøj, må jeg på det kraftigste tøjle mig selv, når der kommer legetøj i form af kraner, lastbiler, garager, tog mv. op i  gruppen. Men jeg kunne altså ikke stoppe mig selv, da dette flotte røde lyn blev sat til salg  på siden. 20 (sølle) CHF måtte jeg smide – og som I kan se er trussetyven vild med det og mest, når der køres inden for selvfølgelig. Hvis jeg kunne slippe afsted med det havde vi en hel vognpark bestående af motorcykler, knallerter, kranbiler, traktorer og gravkøer stående ude i vores lille have bare for at nyde stjernerne i mit barns øjne.

V på det trehjulede lyn

V på det trehjulede lyn

Jeg havde undertiden ikke helt tænkt købet igennem – godt nok er V en stor dreng, men cyklen er altså ikke lavet til hans størrelse og han kan ikke nå begge pedaler på samme tid eller finde ud af at styre for den sags skyld, så V bliver voldsomt frustreret og er dagligt på grådens rand, fordi den skide cykel ikke vil det, han vil. Han kan til gengæld finde ud af at kravle op på sædet og rejse sig, så vi andre kommer på hårdt arbejde igen og hele tiden. Men hvad gør man ikke for at underholde barnet. Det er også god underholdning for faderen, når jeg forsøger at dirigere V rundt i lejligheden med mit hjemmekonstruerede højre/venstre, som lyder cirka sådan her: ‘til højre, ikke den højre, den anden højre. Hov til venstre, nej til højre forresten, nej jeg mente venstre …’. Nå hvad selv en omvej går vel fremad.

Turtelduerne på udflugt

Save your kisses for me

… Your kisses for me save all your kisses for me
Bye bye baby bye bye don’t cry honey don’t cry
Going to walk out this door but I’ll soon be back for more
Kisses for me save all your kisses for me …

V kysser på andre end mig og sin far … jeg synes, det er dejligt, at han er en kærlig dreng, der gerne deler ud af kys og også gerne tager imod. Lige nu deler han glædeligt ud til både piger og drenge, og han er da heller ikke for fin til at at jagte de store piger på legepladsen – ikke altid med lige stor success. Han har allerede måtte lide nogle frygtelige nederlag, som gør ondt helt ind i moderens hjertekule, som når han satser hele butikken og går efter legepladsens ubetinget fineste og ældste pige. Jeg skal lige hilse at sige, at ‘Talk to the hand’-attituden er universel og ikke lader sig begrænse af eventuelle sprogbarrierer.

Men den gode V er ikke helt uden talenter, for han har allerede sin anden kæreste i sit meget unge liv. Den første var mormor. Hun gav sig selv titlen kort efter podens ankomst. Præcis syv dage gik der, hvis jeg husker ret.

Kæreste nummer to er den meget kære og snakkesaglige Zsofia, der er tre uger ældre end V. De hygger sig og V spørger efter Bea flere gange om dagen. Turtelduerne må desværre undvære hinanden hele august og september med, men sådan er det at være afkom af immigranter. V og mor glæder sig i hvert fald til gensyn med V’s kæreste i slutningen af september.

Da jeg hørte Brotherhood of Man i dag blev jeg en kende sentimental – lige nu er det bare om at tage imod alle de våde kys vi får og nyde dem, for pludselig er vi de absolut sidste, han gider kysse.

Translation: V is kissing others than me and his Dad … I think it is great that he is such a loving boy that he kisses and gets kissed. At the moment he kisses both girls and boys, and he isn’t scared of hunting down the girls at the playground, which doesn’t always go as well as he would probably have liked it to. Those harsh defeats go straight to his mother’s soft heart i.e. when he goes all in and leans in to kiss the playground’s oldest and cutest girl. Lets just say that the ‘talk to the hand’-attitude is universal.

A lass the good V is not completely without talent because he already has his second girlfriend. The first was my mother. She gave herself the title short after V’s arrival. Exactly seven days if memory serves me right.

Girlfriend no. II is the very VERY cute and very talkative Zsofia, who is three weeks older than V. They have a great time together and see each other a couple of times a week and V asks after Be a many times a day. Unfortunately the love birds must do without each other for most of August and September – it is tough to be children of immigrants. V and Mum are looking forward to the end of September where the love birds can be reunited.

IMG_3480

Turtelduerne på udflugt

Turtelduerne på udflugt

Det færdige resultat

Endelig er vi fuldtallige

Endelig er vi samlet igen. J har været på den første (af mange) 14 dagesture, hvor V og jeg har været helt alene uden besøgende. Trods forventningen om det modsatte, overlevede vi alle tre.

Jeg har savnet og J har savnet og V har ikke kunnet forstå, hvorfor far ikke kommer hjem fra arbejde om aftenen, når vi skal spise. V’s savn er kommet til udtryk hver gang vi har set en mand, der ligner J bare en lille smule. V har peget uhæmmet og råbt med henrykt fryd og gennemtrægende stemme: ‘Bar! … bar! …  bar! …  BAR! … BAAAR! … BAAAAAAR!!!’.

Det første Bønnen gjorde, da han slog øjenene op i går var at sige far og det er jo ingen sag for mor at redde dagen, når far jo faktisk er kommet hjem. V og far har danset, hoppet og leget – og jeg har fået ro til at gå på toilettet med lukket dør (og helt uden gæster). Kæmpe win for mor er glad, far er glad og vigtigst af alt, V er glad.

Jeg bagte boller i går og efter J havde sovet en kort lur på ca. fire timer på sofaen, kunne vi hygge på terrassen med nybagte boller.

På grund af J’s rejse er vi bagud med vores lørdags-pizza-aftener, så vi lavede pizza i går aftes i stedet. Normalt køber vi pizzasovsen, men jeg havde frosset nogle rynkede tomater i fryseren i stedet for at smide dem ud, så i går lavede vi sovsen selv – løg, olivenolie, tomater, basilikum (tørret og frisk), sukker, salt og peber og en rest rød oliventapanade (så smider vi heller ikke den ud), blend det hele sammen og lad det så simre en times tid, mindre kan også gøre det hvis man har travlt. Det kan også godt betale sig økonomisk og smagsmæssigt at lave dejen selv og pizzasovsen for den skyld også. Det kræver en lillebitte smule forarbejde, men resultatet er også en del bedre end hvis man bruger, den der forarbejdede, gummiagtige pizzadej, og som lugter af 7eleven-butik.

Pizza in the making

Pizza in the making

Vi bruger en pizzasten og man kan lave det på på grill og i ovnen. Vi synes, at less is more – tomatsovs, serranoskinke, løg og bøffelmozzarella (den friske slags) og så parmasanost som tilbehør.

Det færdige resultat

Det færdige resultat – voila homemade pizza.

Bon appetit fra en fuldtallig familie på tre.