Kategoriarkiv: Uncategorized

Une courte visite en France

Egentlig ville jeg have skrevet lidt om og vist billeder fra vores skønne sommerferie i august, men da jeg er typen, der glemmer sit kamera i Danmark, ville det vise siglidt problematisk, så det må vente. I stedet kan jeg fortælle, at min mor rejste med Villum og mig til Basel. Jacob var kørt hjem halvanden uge tidligere for at gå på arbejde (han var træt af at holde ferie, siger han selv).

Min mor var på besøg i knap en uge, vi havde ikke meget i kalenderen andet end en tur til Frankrig. Selvom vi bor klods op ad den franske grænse, er det stadig vildt eksotisk med en tur til Le France. Vi besluttede os for at tage en tur til Colmar ca. 45 minutters kørsel fra Basel. Jeg har været der en gang tidligere, da V og jeg var på dagstur med Mia og Ellen. Det er en utrolig smuk by med kanaler og gondoler og flotte gamle bindingsværkshuse. Menuen var varieret og fransk; Tarte de flambe med bacon og løg og crepes med Nutella – senere fik vi mere kage og kaffe.

Selvom der ‘kun’ var denne enkelte ting i kalender var vi godt tilfreds. Vi er nok en smule lade af natur, så derfor er det noget af en bedrift, når vi har bedrevet noget også selvom det mest handler om kaffe og kage.

Hi December, bye December

Jo jo, her går det glimrende, så meget endda, at jeg helt glemmer at blogge. Første, anden, tredje og endda fjerde søndag i advent, operation, jul med besøg, nytår med besøg, Villums fødselsdag og stur stur fødselsdagsfest er passeret i sådan en hast, at jeg slet ikke kan begribe, at tiden går så hurtigt. Snart har vi været i Basel et år og det er i virkeligheden slet ikke til at forstå under foliehatten.

Et lille resumé af de forgangene begivenheder (jeg skal gøre det kort, så ingen falder i søvn):

Første søndag i advent var vi med Den danske klub til juletræsfest. Det var stort for Villum at møde julemanden. Lige dele benovelse og skræk prægede oplevelsen og jeg var virkeligt glad for slikposen.

Anden søndag i advent brugte jeg på skadestuen med et galdeblæreanfald. Det var smertefuldt. Men på plussiden kunne jeg sove en lur på den hårde briks efter en håndfuld smertestillende. Villum var i gode hænder hos vores danske venner.

Midt i december fik jeg fjernet galdeblæren. Jacob var alene med Villum i tre dage, mens jeg var på hospitalet og staklen (altså faderen) var træt for han har ingen bryster.

Vi havde besøg både jul og nytår først af farmor og dernæst et spontant besøg af min veninde fra Aalborg. Det var så hyggeligt med besøg. Vi fik også besøg af Julemanden; det taler Villum stadig om: ‘JullemandEN. Stort kæg, stort år, stor mavE og store tøvler og gaaaver. Mange gaver’.
Gaver og gaver og flere gaver. Villum kan godt lide gaver og han kan i hvert fald også lige Julemanden, særligt når han får gaver.

Nytårsaften blev fejret med vennerne fra vejen og veninden fra Aalborg og det var hyggeligt. Alle, selv de to to årige, var vågne til kl. 12. Sidste år sov 2/3 af familien på de tidspunkt, så det er da et skridt i den rigtige retning.

Her kommer lidt billeder fra vores december

 

1. søndag i advent

Søndag var vi til Villums første juletræsfest med Den Danske klub i Basel. Da jeg, som nogen ved, er et gevaldigt rodehoved, var jeg DEN irriterende og insisterende mor, som først tilmeldte os fire dage før arrangementet og seks dage efter sidste tilmeldingsfrist. Så da jeg blev spurgt om, jeg kunne tage en julekage med, måtte jeg bage jødekager med min lille nissehjælper i håb om, at vi ville blive husket for andet end en al, al for sen tilmelding. imageFesten blev holdt uden faderen – han er igen rejst udenlands og kommer først hjem igen om 14 dage. Villum har efterfølgende talt enormt om Julemanden og han har allerede kædet den gamle fætter sammen med det at få gaver. Som han dog slægter på sin mor på nogle uhensigtsmæssige områder.

Julen fejrer vi i Schweiz og vi får Jacobs mor på besøg. Jeg er meget spændt på, hvordan det bliver at holde jul for første gang og i et land, hvor jeg ikke ved hvor og om jeg kan finde de ting, vi normalt bruger til en julemiddag. Jeg er ikke rigtigt sådan en person, der får tingene til at ske, så jeg er også meget spændt på, hvordan det kommer til at gå med at lave rødkål og kirsebærsovs fra bunden. Just in case har vi reserveret plads i svigermors kuffert til de konserverede varer. Og så er der det der med at bestille en and. Jeg kunne såmænd klare mig uden julemad i det hele taget, men da jeg herhjemme foreslog andebryst istedet for en hel and til tre personer (for vi skal selvfølgelig også have flæskesteg), gik Jacob i baglås, så nu er jagten gået ind på en and, der er gået lystigt og smilende i døden, for jeg er alligevel ideologisk nok til, at den ikke skal komme fra køledisken. Og den skal bestemt heller ikke være konventionelt opdrættet – men jeg ved ikke rigtigt helt, hvor jeg finder sådan en økologisk, fritgående krabat, der har levet et sødt liv her i regionen.

Intet nyt …

… er som bekendt godt nyt. Eftersom mit sidste indlæg handlede om sygdom og rædselssmerter, kunne man vel sagtens tro, at jeg havde stillet træskoene. Men jeg lever heldigvis i bedste velgående. Om end med ondt i maven efter at have konsumeret 425 g Super Piratos siden sidste søndag. Jo, der var engang, hvor jeg med lethed (og en vis hurtighed) kunne fortære i omegnen af 300 g lakrids dagligt, men det er i sandhed nye tider. Lakridsen har mistet sit moment. Det gik galt mellem os, da jeg var gravid med V, mere præcist september 2014. Jeg havde spist syv Tyrkisk Peber bolsjer om aftenen og lå med halsbrand den halve nat. Jeg måtte endda ringe og melde mig syg til min dagvagt alene af den årsag. Det var vattet, men jeg var så utrolig dårlig. Lad det blive mellem dig og mig. Nå, det var et sidespor.

Lakridserne blev købt i Aalborg lufthavns Tax free butik på vej hjem fra en dejlig optankningsferie i det nordjyske. 14 dejlige dage med veninder og famile, en hyggelig et års fødselsdag og masser af frisk luft og ellers ingenting. Villum blev sædvanen tro syg og jeg ligeså – og vi tog bacillerne med hjem til Basel og nu ligger J i en slags limbo. Who knows if he will make it – Heldigvis er han døbt.

Og så man lige, at der ligger to på hinanden følgende indlæg om sygdom. Som vi dog hygger her på bloggen. Hvordan går det med jer derude? Nogen, der er dårlige?

Som en lille indskudt bemærkning kan jeg berette, at den syge ‘mal Mere’, stik imod alle råd om god hygiejne, har været i køkkenet. Der er bagt rugbrød (det er i øvrigt også en mangelvare) og havregrynskager her i weekenden. Det næste bliver vel, at jeg skal til at sylte rødbeder, for det kan de heller ikke finde ud af hernede.

Slutteligt får I lige lidt billeder fra vores ferie. Vær så god og selv tak

Evil mother og en markedsdag i Frankrig

Vi er jo sådan nogle markedstyper (eller noget), så da chancen bød sig for at komme til et marked i Alsace bed vi på – Sammen med Jacobs kollega, hans kone og deres to børn åd, drak og ødslede vi med pengene på Jacobs allersidste feriedag. Hvad markedet hedder ved jeg ikke, men det var sådan et kombineret mad- og landbrugsmarked med traktorer og alt hvad der er godt her i livet.

Jeg havde fyldt lommerne med alle de Euro, jeg ikke fik brugt sidste gang, vi var i Frankrig (læs om turen her) og i modsætningen til sidste gang blev de brugt – på syndige sager.

Imens diverse franskmænd fik sig en henslængt sandwich bestående af fois gras og hvid baguette to go, gik vi, som de civiliserede mennesker vi naturligvis er, hen og bestillte noget fra en restaurant. Da menukortet selvfølgelig var på fransk, faldt valget på noget med porc. BUM! Havde der været en engelsk oversættelse af menuen, var jeg gået langt udenom den her ret og det havde været synd. Svineknæ smager herligt. Den her dag var fuld af mundorgasmer. For det var denondelyneme noget af det møreste og mest smagfulde kød jeg nogensinde har smagt.

Jeg smagte eclair for første gang – Rimeligt pissegodt! Meganitte at jeg midt i dagens anden mundorgasme tabte den sidste og relativt store bid ned på min venstre fod, så chokoladecremen gravede sig godt ind i mine nyloner – men på den anden side var det også megagodt at have lidt til senere.

Dittes Canon d. 3. september 2014 607

Vi købte 12 vaskeægte franske macarons – Jeg har kun været så heldig at prøve det hobbykonditterne kalder macawrongs – når der er noget at udsætte på udseendet, men ikke smagen. Macawrongs eller macarons er altså rimeligt fucking godt! Jeg forstår ikke hvorfor noget så lækkert, overhovedet sælges i pakker af 12 styk. Men anyways, som I nok kan regne ud er de spist og jeg anbefaler, at man prøver dem med Nutella og knas og dem med karamel. Og dem med hindbær og chokolade eller bare een af hver – for det er hele den (eventuelt) dårlige samvittighed værd. Basta.

Macarights

Macarights

 

Der var også pandekager, chokolader, marcipan og saltflødekarameller – klistrede og klamme flødekarameller, der smelter i munden og som kostede syv euro for en snoldet pose, men som så til gengæld varede i næsten tre hele dage. Og så var der vin, champagne og ost, skinke og pølser i lange baner.

 

Nu er V jo ikke ligefrem nogen kostfornægter og han smager gerne på alt, så han spiste sig igennem eclair (allernådigst delt med moderen), pandekage, macarons og svineknæ og det med den største fornøjelse. Den allerstørste fornøjelse var dog, da han kom op på en af de gamle traktorer, der stod udstillet på markedet og allerstørst var skuffelsen, da han måtte dele den med de andre forventningsfulde drengebørn.
Imens jeg var i fuld sving med at fotodokumentere vores dag på markedet fik jeg titlen Evil Mother af Jacobs kollega, der ikke er helt uden humor. Jeg ynder jo at dokumentere vores ture og dagligdag, så jeg tager mange billeder – Også når V er ked af det. Mens jeg var gravid, fik jeg rådet, at vi skulle huske også at tage billeder af de stunder, hvor tingene ikke spiller.
Så med fare for at de sociale myndigheder kommer efter mig, tilstår jeg denne upædagogiske praksis. Bevares det er da virkeligt politisk ukorrekt, men det er altså faktisk nogle af de mest sigende billeder og videoer, vi har, og så elsker jeg jo bare V præcis som han er; hysterisk og glad og en dreng, der virkeligt elsker traktorer højere end noget andet.
Og fordi vi var i Alsace har jeg oversat titlen til fransk og taget den til mig. Mal Mère, qui c’est moi.

Og hermed politisk ukorrekte billeddokumentation af V, der må sige farvel til traktoren.

Svensk ødegårds-idyl

Familiens svenske ødegårds-idyl

De sociale medier svømmer denne sommer over med billeder af svensk ødegårds-idyl, hvilket er en god anledning til også at dele min families ødegårds-idyl.

Jeg praler og jeg ved det godt – Stugan er rød og overdådig. Der er både hus og skur og en kæmpe grund.

Den røde sommarstuga, hvor jeg har holdt sommerferie med min far og farmor i mange år består efterhånden udelukkende af minder og et utæt tag. Den blev overladt til sig selv og vind og vejr for 15 år siden, da min farmor blev syg og har desværre (næsten) ikke set en kærlig hånd siden da.

Min farmor og farfar byggede stugan i 50’erne og den var deres primitive home away from home. Der er intet bad eller toilet og kun et lille kammer med køjeseng og en sovesofa i stuen til de overnattende.

Dengang for år tilbage syntes jeg, det var et håbløst, kedeligt sted, fyldt med kludetæpper og tørrede blomster og umoderne nips. Nu tænker jeg på den kæmpestore have med blommetræerne, der altid havde besøg af områdets elge om efteråret. Flere solbær, ribs og blåbær end vi kunne spise os igennem på en sommer. Huset var fyldt med min farmors yndlingsblomst, røde pelargonier. De stod i lag i hver vindueskarm og ikke to urtepotter, der var ens. I kælderen stod glasflasker med pærecider og min farmors hjemmelavede solbærsaft. Og vi spiste blåbær med mælk og fløde til dessert ved spisebordet i det grønne køkken.

Translation: The social media are overflowing with the Swedish idyllic Ødegårde this summer, so I thought it to be a good occasion to show you my family’s Swedish vacation home.

I’m bragging I know – I can’t help it. Our vacation home I is red and lavish. There’s a house a shed and a huge garden. The red sommerstuga where I have spend all my holidays with my Father and Grandmother has seen better days and and now solely consists of old memories and a leaky roof. My Grandmother fell ill 15 years ago and since then the house has been left to itself.

My Grandparents build the small and humble house 60 years ago and it was their primitive home away from home. It has no shower or WC and only a small chamber with bunk beds and a sofa bed in the living room for overnight guests.

Way back when I thought it was a hopelessly boring place filled with rag carpets and dried flowers and dated nicknacks. Today I think of the huge garden with plum trees that are visited by elks in the Autumn. More blueberries, blackcurrants, and currants than we could possibly go through in one Summer. The house was filled with my Grandmother’s favourite flower, red pelargonies. They stood in layers on the windowsill and no two pots were alike. In the small basement my Grandmother kept cider and lots of glassbottled homemade blackcurrant-sirup – my favourite. we used to eat blueberries with milk and cream for dessert in the green kitchen.

diverse 024

Og her er det så i al sin pragt

diverse 038

Min far i sit rette element

diverse 033

Min farmors grønne køkken

diverse 028

Min farfars skur

diverse 046

diverse 047

Mjörn

Mandagsblomster

Grønne Gundeli

Gundeli, den bydel i Basel, hvor vi i det daglige slår vor folder, er et uskønt sammensurium af betonbyggerier og klassiske enkelt-familiehuse med grønne skodder. De har dog stort set alle meget fine forhaver med virkeligt flotte blomster – nogle vildtvoksende og andre arrangerede, men ens for dem alle er, at blomsterne stortrives. Grønne fingre løber i drikkevandet hernede.

Omme bagved scooterne er der altså en fiiin have :-)

Omme bagved scooterne er der altså en fiiin have :-)

Jeg har aldrig været god til at få noget til at vokse – det skulle da lige være dyngerne af tøj, der ligger slængt i soveværelset … og min taskesamling … og sko … jeg omformulerer, jeg er jævnt ringe til at holde planter i live, men Gundeli gør altså underværker for min selvtillid i det henseende.
En enkelt orkide blomstrer selvom den har været pænt medtaget af at være i min varetægt, vores Wisteria, er i gang med at kravle op til Fr. Bleichenbacher, vores overbo og roserne, har tæt på en million knopper, som bare venter på lidt solskin, så de kan springe ud. Ja jeg har endda bekæmpet væmmelige bladlus uden også at dræbe roserne. Det er skønt og utroligt, som i unglaublich, på en og samme gang.

Wisteria, der blomstrer fint for- og sensommer

Wisteria, der får flotte klaser af lilla blomster i for- og sensommer og en enkelt henslængt, men økologisk Basilikum

Man skulle tro det var påskemorgen med orkideens genopstandelse.

Påskemorgen?

 

Den her rose har ham den langfingrede ikke set endnu

Den her rose har den langfingrede ikke spottet endnu

Vores tomatplante købt for en slik i supermarkedet

Vores tomatplante købt for en slik i supermarkedet

Sandkassen og umodne tomater er et uskønt match

Sandkassen og umodne tomater er et uskønt match

Nu hvor det ikke er mig, der slår planterne ihjel, har jeg mit hyr med den langfingrede terrorists lemfældige omgang med moderens hjertebørn. Han vil ikke holde fingrene fra dem – og jeg ved, at han ved hvad nej betyder, han forstår, når jeg bjæffer en eller anden tilfældig kommando og han kan udføre de særeste ting til UG. Men når det kommer til at lade tomaterne og roserne være, så springer hans selektive hørelse ud i fuld flor. Ja, undskyld klichéen, men det er altså alvorligt det her, og så er det så sandt (som det er sagt. Hø hø.) Podens høst har i dag været syv neongrønne tomater og fem fine rosenknopper. Ak! Det må være universets hævn for da jeg, som barn, agerede guillotine og huggede alle hovederne af min mors tulipaner.

Desuden havde J og jeg noget, der ligner seksårsdag her i weekenden. Det gik op for mig lørdag aften, efter jeg havde sendt ham afsted til Guatemala. Jeg havde plantet min dertil indrettede i divaneseren for at trøstespise – jeg måtte have noget at styrke mig på, når jeg nu skulle være alene med Bønnen i 14 dage. Vi har aldrig dyrket årsdag eller andre sentimetaliteter, men i anledning  af vores dag købte jeg orange liljer til stuen og inviterede mig selv og V ud at spise fint i Ikea.

Tillykke med seksårsdagen til mig, men mest til J forståes.

Mandagsblomster

Mandagsblomster

 

IMG_3274

Always do your homework – a trip to Belfort Marché aux Puces

IMG_3274Det har været en dejlig begivenhedsrig weekend. I går var vi til en meget hyggelig sammenkomst hos en af J’s kolleger. Det er dejligt at møde nogle af de mennesker J jo faktisk bruger allermest tid sammen med. V faldt i søvn på vej hjem derfra og den sene lur ødelagde hele vores normale aftenrutine. Ud ad vinduet med to af de tre r’er, som sundhedsplejerskerne prædiker om. I går var der ingen ro og der var ingen regelmæssighed – og efter en times hysterisk skrigeri kapitulerede vi. Med roen og regelmæssigheden røg også vores voksentid ud ad vinduet, for V var oppe til kl. 23.30. Hvad ofrer man ikke for at få barnet til at stoppe med at skrige sine lunger ud. Det er også hyggeligere ikke at have voksentid end at have et surt barn. Tror jeg nok…

I dag har jeg været i Frankrig for første gang nogensinde. Da jeg var yngre talte jeg også lande med, som jeg havde fløjet over, men i dag kan jeg endelig sætte en knappenål i det franske land på verdenskortet. Jeg er en smule frankofil anlagt og hovedkuls forelsket i det franske sprog. Når jeg engang er færdig med at lære tysk, er jeg bare over mega meget klar til at rocke det franske – jeg kan allerede mærke at jeg bliver god til det. Da vi spiste frokost i dag lykkedes det mig næsten at bede om en ekstra gaffel. Fransk er på min ‘to learn before I die’-liste, lige over pli, ryddelighed og ordentlighed. Der er nok større chance for, at jeg lærer fransk. Mais oui mon cherié.

Translation: It has been an eventful week-end. Saturday we went to a cosy get-together with J’s colleagues. It was very nice meeting the people J spends most of his time with. V enjoyed himself very much and fell asleep on the way home. The late nap messed completely with our normal routines. In Denmark the Child health nurses preach regularity, rest, and cleanliness. Out the window went two of the three. Saturday evening there were absolutely no calm and no regularity. And after one hour’s hysterical screaming we capitulated. With rest and regularity our adult time also went out the window, because V was up until 11.30 pm – why not sacrifice our one time for a happy baby – we don’t like to have our evenings to ourselves any way so there… I guess.

Yesterday I visited France for the first time ever. When I was younger I would count the countries I had flown over as visited, but now I can finally pin France on the world map. I’m a bit francophile and head over heals in love with the French language – when I’m done learning German I’m definitely completely ready to rock French. I already know that I’ll be good at it. Yesterday at lunch I almost managed to ask for a fork. French is on my to learn before I die list – just above courtesy, tidiness, and orderliness. There’s a better chance of me learning French – Mais oui mon cherié.

Sådan så jeg ud da jeg var i Frankrig.

Sådan så jeg ud da jeg var i Frankrig første gang. This is me visiting France for the first time.

Nå, men i dag lod det sig endeligt gøre at komme afsted på loppemarked i Belfort, Frankrig, som jeg har fået anbefalet af min finske ven. Hver den første søndag i måneden i alle årets måneder (undtaget i december og januar) afholdes Østfrankrigs største loppemarked. Det skulle være rigtigt fint med flotte vintagesko, gammelt porcelæn og flotte gamle møbler. Vi kørte kun forkert en gang og vi kom også kun op at skændes en enkelt gang over mine vejanvisninger på vores vej dertil. J mener, jeg er håbløst elendig til at vise vej – jeg mener til gengæld, at navigationen på Iphones er fuldkommen umulig at arbejde med. Og med de argumenter kom vi ikke rigtigt videre i den diskussion. Givet så er det muligvis svært at blive ledt af en, der ikke kan kan hitte rede på højre og ventre, og som synes at det at pege må være sufficient. Men det er ikke mig der er noget galt med, det er navigationen.

Vi kørte hjemmefra kl 10.45, og jeg troede sådan set vi var i rimelig tid, for det kunne da ikke lukke tidligere end kl. 15. Men det kunne det. Vi aner det gode Marché aux Puces og jeg glæder mig som et lille barn, med alle sine lommepenge fra sparegrisen, til at spotte lækre ting, som mit samlerhjerte ønsker sig til vores hjem, da J tørt konstaterer, at de da er ved at pakke sammen. For satan, hvor er det typisk os. Det var også kun en lille kort tur på fem kvarter for at komme dertil.

Translation: Anyways, today we finally went to the Belfort Marché aux Puces, which was recommended to me by my Finnish friend. Every other Sunday 10 months out of 12 Easten France’s largest flea market is held here. Beautiful vintage clothes and shoes, old porcelain and beautiful old furniture. We only took one wrong turn and only once did we exchange words. J thinks I am awful at giving directions – I on the other hand think that the navigation on iPhones is impossible to work with. With those arguments the discussion ended. It might be difficult being navigated by a person who doesn’t know left from right and who thinks that pointing must be sufficient. But I am not at fault, it’s definitely the navigation.

We left home at 10.45 am. I thought that we were in good time because the market couldn’t possibly close before 3pm. But it could and it did. We spot the flea market and I am as excited as a little child with all her pocket money, and can’t wait to go hunting for things for our home, when J says: ‘it is closing down’. Goddammit that is so typical us. It is only a short drive of an hour and 15 minutes.

Det eneste formildende omstændighed er, at vi nu ved, at det starter kl. 8 og lukker kl. 12! Heldigvis er J også hjemme den næste første i måneden, og så tager vi bare afsted igen, gør vi.

Translation: The only mitigation circumstance is, that we now know that is starts at 8 and closes at 12.

Se flotte billeder af Marche aux Puces fra Tziniz’ blog her.

I mens vi havde været på tur til Frankrig havde der været storm i Basel – vores fine terrasse så meget stormomsust ud. Stole og planter var væltet og låget fra sandkassen var fløjet over i roserne. Ja, det lignede i sandhed et bombet lokum. Jeg var så forhippet på at redde mine flotte planter, at jeg slet ikke fik taget et billede til bloggen.

While we were on our little excursion to France, a storm had passed through Basel – our lovely terrace had taken a server hit. Chairs and plants had been knocked over and the lid from V’s sandbox had flown into our rosebushes. I didn’t get a picture for the blog I went straight into a ’save-our-plants’-mode.

I’m still here

Der har været stille her på bloggen – Vi har haft gæster langvejs fra over to omgange inden for 14 dage. Først af J’s mor, som I måske ved, og senere mine forældre. Det er så dejligt med besøg – Det er hyggeligt og så sker der noget i vores meget rolige hverdag.

Meeen jeg har også haft Mac issues. Pludselig ville skidtet ikke starte… eller det ville den godt, men den vidste hvid skærm efter indlogning. Åbentbart har jeg formået at fylde computeren op med omtrent 4 GB billeder på seks måneder hovedsageligt af vores dejlige afkom selvfølgelig.

Jeg er svært inkompetent, når det kommer til Apples produkter, så jeg siger tak til livlinerne i cyber space for at få mig i gang igen.