En ventende, men ikke balladelavende V

En af de der dage

Jeg må lige starte det her indlæg med følgende forfatterbemærkning:

Jeg knuselsker V og jeg er enormt priviligeret og jeg ved det og jeg sætter pris på det. Jeg ved også, at der i skrivende stund foregår nogle frygtlige ting i Gaza, Syrien og Libyen bare for at nævne nogle få, som er så drønuretfærdige, at ingen ord er værdige nok til at beskrive det i dybden. Når det er sagt …

I går var en af de der dage, hvor jeg havde lyst til at skyde mig selv løbe hjemmefra.
I modsætning af hvad J helt sikkert vil mene, har jeg det ikke godt med rod, særligt hvis jeg ikke kan overskue, hvornår fanden jeg skal få mulighed for at rydde op. Jeg er sådan set selv et kæmpe rodehoved og jeg bruger rigtigt meget krudt på at blive bedre til at rydde op og så det er enormt enerverende, når poden forpurrer alle mine gode intentioner – når det sker bliver lunten kort og min stemme bliver så ulideligt skinger, at jeg får lyst til at give mig selv mundkurv på. Der har været talrige forsøg på at tale fornuft med mit 18 måneder gamle afkom. Altså sådan en ‘du kan nok forstå’-samtale, hvor V bare siger ja og nikker for så at fortsætte ufortrødent. Jeg tåler det ikke. Jeg har altid syntes, at jeg er rimelig tålmodig og sådan hipster-rummelig med rod og plads til V. Jeg havde egentligt troet, at jeg ville være sådan en så-lad-dog-barnet og han-skal-også-være-her-agtigt mor, men jeg magter det ærlig talt sjældent, for jeg kan ikke overskue de direkte konsekvenserne af  at være sådan og jeg føler mig efterhånden som en rigtigt stramtantet nej-siger og slet ikke som den mor jeg gerne vil være. Dage, hvor vi er ude ad døren før V kan efterlade legetøj i hele hytten og vi kan komme hjem til et nogenlunde ryddeligt hjem tæt på aftensmadstid er uvurdelige. Mit eneste våben mod rod inden vi skal ud ad døren er en placering på første række foran fjernsynet i klapvognen. Det er jeg virkeligt ikke stolt af det, men sådan er virkeligheden altså nogle gange.

Vores dage er jo ret ukomplicerede – vi sover til vi vågner, nogle gange er det til kl. 7 og andre gange er den 9 – oftest har jeg været vågen 3 gange på 8 timer (pitty me, please), men vi har det godt – ingen stress over ting vi skal nå eller at vi skal have presset venner og familie og leg ind i hverdage mellem 16-18 og i weekenderne og vi kan vimse rundt i nattøj dagen lang, hvis vi lyster. Mine største bekymringer er om jeg ødelægger V, fordi han ikke får input fra andre eller om han bliver en af de der irriterende unger, der ikke kan være sammen med andre børn, fordi han ikke har lært de sociale spilleregler. Og hvordan jeg får vores enorme madbudget til at strække måneden ud og om jeg får gjort rent uden at være nødsaget til at placere V i sin (tremme)seng. Alt er selvfølgelig relativt, men jeg har groft sagt ingen væsentlige bekymringer i livet.

Det gode ved at gå hjemme er, at vi er sammen hver dag. Jeg er der, når han lærer nye ord eller lærer nye ting og jeg får lov til at opleve hans uhæmmede begejstring, når han ser en dran, drakdår eller naller (Kran, traktor eller motorcykel(Hvordan det er blevet sådan, ved jeg ikke)) og til at trøste ham, når de er væk igen. Det vil jeg ikke bytte for noget i hele verden – men minusset ved at gå hjemme sammen hver dag er, at vi er sammen hver dag. I går skulle vi i legestue kl. 11 og det var en umulighed at komme ud ad døren. V blev ved med at rode i alle husets fem rum. Han er simpelthen bedre og hurtigere til at rode end jeg er til at rydde op. Og får han ikke sin vilje bruger han en meget insisterende lyd, som simpelthen kravler ind under huden på mig, mod mig. Og det var helt bestemt tilfældet i går og rigtigt mange af de dage, hvor vi skal noget. Altså kan de mærke det – når man skal ud af døren og ikke har tid til noget pis – eller hvordan foregår det?

Translation: I just want to start this blog post with the following writer’s note:

I looove V and I am very privileged. I know it and appreciate it. I also know that as I write this horrific things are happening in Gaza, Syria, and Libyria, just to name a few. Things so unjust that no words are dignified enough to describe it in depth. Having said this …

Yesterday was just one of those days where I want to shoot myself run away from home. In spite what J’s properly thinks – I don’t cope well with mess especially if I don’t know when I will have the opportunity to clear it. I am a very messy person myself and I have to use enormous amounts of energy to try keeping our home tidy so it is nerve wrecking when our offspring fucks with my good intentions – when that happens my fuse is very short and my voice becomes so very high-pitched that even I just want to stuff it with a sock to muffle the sound. There has been numerous attempts to talk sense into my 18 months-old. Numerous ‘you have to understand’ conversations where V says yes and nods and goes straight back to where he left off. I can’t bear it. I have always thought of myself as being a quite patient and hipster-tolerant mother in regards to mess and making room for V. I have always thought that I would become a a let-the-child and there-has-to-be-space-for-him-here-too kind of mother. But honestly I can rarely be like that because I don’t know how to deal with the direct consequenses if I am. I’m beginning to feel as a very uptight nay-sayer and not at all the mother I want to be. Those days where we are out the door before V can leave toys all over the house and we are able to come home to a reasonably tidy home are priceless. My only weapon against mess right before we have to get out the door is a front row seat right in front of the TV. I’m am not very proud of that, but that’s just reality.

Our days are quite uncomplicated – we sleep until we wake. Sometimes we get up 7 sometimes at 9. More often than not I have been awake 3 times in 8 hours (pitty me please), but we lead a comfortable life. No stress and we stay in our PJs the whole day if we want. My biggest concerns are if I am fucking V up, because he isn’t getting inputs from others or that he will become one of those intolerable children simply because he doesn’t know how to interact with other children. And how I get our very large budget for food to last through the month or how I’ll be able to clean without having to park V in his (crib)bed. Everything is of course relative, but all in all I have no no real worries in life.

The good thing about being at home with V is that we are together all day. I’m there when he learns new words and new things and I get to see his excitement when he spots a crane, traktor, or motorbike and I am there to comfort him when they are gone.I wouldn’t trade it for anything – but the not so good thing about being together everyday is that we are together every day. Yesterday we had to get out the door by 10.30 – but it was impossible to leave on time. V kept making a mess in every room of the house. He is simply better and faster at making a mess than I am tidying. And if he doesn’t get his way he will use his very annoying sound that just crawls under my skin. That was definitely the case yesterday and many of the other days when we have plans. What’s the deal with kids – do they just know when you don’t have time to deal with shit or how does it work?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *