Et organ om året

For et år siden, sådan da, kunne jeg skrive om et galdestensanfald, der gjorde så nas, at jeg hellere ville føde noget på størrelse med en mammut. Egentlig troede jeg aldrig, at der ville ske mig noget værre smertemæssigt end en fødsel og et galdestensanfald. Men der er kroppen så finurlig, at den fejrer 1 års galdestensanfaldsjubilæum og giver mig en blindtarmsbetændelse i gave.

Jeg var alene med Villum. Jacob var i Frankfurt.

Tirsdag aften skulle jeg liiige klippe mit pandehår og stikker saksen ind i mit venstre øje, mens Villum er i bad. Det var fedt. Irina passer Villum, mens jeg tager på Øjen-akutklinikken inde i centrum. Jeg tager bussen med 50 andre mennesker. Jeg har en vatrundel tapet for venstre øje og meget skævt pandehår. Det var sjovt at prøve. Heldigvis jeg er en upræcis torsk, der er ingen skade af karakter og jeg ser (heldigvis) ligenøjagtigt kun lige så ringe som jeg plejer.

Onsdag aften siger vi farvel til vores rigtig gode venner, der flytter til verdens ende (Cambridge). Jeg har forberedt mig i mange måneder, men jeg er ked af det og går i seng med ondt i maven. Jeg tror, det er en blanding af galdeblærefantomsmerter (jo jo – den er god nok, det kan man godt have) og ondt i sjælen.

Kl. 7 står jeg op efter en søvnløs og ringer til min gode og altid ven i nøden, Mia, der smider hvad hun har i hænderne og henter mig og V og følger mig på skadestuen. Og der ligger jeg så. På skadestuen. Igen. For 4. gang på et år. Som det allerførste konstaterer en kirurg, at det ikke er blindtarmsbetændelse og lader stafetten gå videre til (mange) andre læger.

Formiddag bliver til eftermiddag og jeg er efterhånden dopet med en mængde morfin, der burde slå et voksent menneske ihjel. CT-scanninger, ultralydsscanninger, urinprøver, blodprøver, EKG og mere morfin. Stemningen veksler mellem hysteriske latterudbrud og gråd. Eftermiddag bliver til aften og jeg bliver parkeret på et sengeafsnit – for hjem, kan jeg ikke komme. Villum overnatter hos Mia (stakkels dem) og Jacob er i al hast hoppet på et tog fra Frankfurt (stakkels ham) og jeg ligger høj på morfin med ondt i maven (stakkels mig). Næste morgen er der ikke noget nyt og jeg har stadig ondt i maven – men på tre timer bliver jeg tilset af tre overlæger og professorer, der mener at vide, at jeg har blindtarmsbetændelse (og så sender vi lige kirurgen fra dagen før en kærlig tanke). De vil gerne lave en undersøgende kikkertundersøgelse. Jo da – when in Rome. Jeg beder om 20 minutter, for jeg skal lige tænke over det og tisse (meget vigtigt). Og ringe til Jacob. Kl. 11 er jeg på vej på operationsbordet. Og kl. 12 er jeg på opvågningen uden blindtarm, men i hænderne på en masochist af en sygeplejerske, der synes at vide, at jeg bestemt ikke har ondt i mine indvolde efter sådan en omgang. Men pyt med det, som man siger. Det er sundt for sjælen at sige pyt, ikk?

Vi har en god og dyr sundhedsforsikring – den allerbedste, der kan købes for penge. Den køber os eneværelse på hospitalerne og ekspertise. Da vi valgte at opgradere fra mellemtrin til højeste trin, var jeg principielt imod det, og det førte også til en diskussion herhjemme, om hvad det gør ved et samfund, at der er den mulighed, at man kan købe sig til ekspertise. For vi fortjener alle sammen den allerbedste faglige viden, der er til rådighed, når vi er syge uanset om vi har råd eller ej. Men i dag er jeg glad for, at vi opgraderede for jeg er overbevist om, at det var derfor jeg endte på operationsbordet i stedet for i en taxa hjem med en røvfuld smertestillende i tasken og en sprængt blindtarm i maven.

Sikken uge. Jeg håber det stopper nu, for jeg har ikke flere organer, jeg synes, jeg kan undvære.

Jeg er hjemme, Jacob er hjemme, Villum sover i vores seng, jeg har tre nye huller i maveskindet, blindtarmen er væk, opsparingen er også væk, men alt er i sandhed godt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *