Tag-arkiv: About me

Et organ om året

For et år siden, sådan da, kunne jeg skrive om et galdestensanfald, der gjorde så nas, at jeg hellere ville føde noget på størrelse med en mammut. Egentlig troede jeg aldrig, at der ville ske mig noget værre smertemæssigt end en fødsel og et galdestensanfald. Men der er kroppen så finurlig, at den fejrer 1 års galdestensanfaldsjubilæum og giver mig en blindtarmsbetændelse i gave.

Jeg var alene med Villum. Jacob var i Frankfurt.

Tirsdag aften skulle jeg liiige klippe mit pandehår og stikker saksen ind i mit venstre øje, mens Villum er i bad. Det var fedt. Irina passer Villum, mens jeg tager på Øjen-akutklinikken inde i centrum. Jeg tager bussen med 50 andre mennesker. Jeg har en vatrundel tapet for venstre øje og meget skævt pandehår. Det var sjovt at prøve. Heldigvis jeg er en upræcis torsk, der er ingen skade af karakter og jeg ser (heldigvis) ligenøjagtigt kun lige så ringe som jeg plejer.

Onsdag aften siger vi farvel til vores rigtig gode venner, der flytter til verdens ende (Cambridge). Jeg har forberedt mig i mange måneder, men jeg er ked af det og går i seng med ondt i maven. Jeg tror, det er en blanding af galdeblærefantomsmerter (jo jo – den er god nok, det kan man godt have) og ondt i sjælen.

Kl. 7 står jeg op efter en søvnløs og ringer til min gode og altid ven i nøden, Mia, der smider hvad hun har i hænderne og henter mig og V og følger mig på skadestuen. Og der ligger jeg så. På skadestuen. Igen. For 4. gang på et år. Som det allerførste konstaterer en kirurg, at det ikke er blindtarmsbetændelse og lader stafetten gå videre til (mange) andre læger.

Formiddag bliver til eftermiddag og jeg er efterhånden dopet med en mængde morfin, der burde slå et voksent menneske ihjel. CT-scanninger, ultralydsscanninger, urinprøver, blodprøver, EKG og mere morfin. Stemningen veksler mellem hysteriske latterudbrud og gråd. Eftermiddag bliver til aften og jeg bliver parkeret på et sengeafsnit – for hjem, kan jeg ikke komme. Villum overnatter hos Mia (stakkels dem) og Jacob er i al hast hoppet på et tog fra Frankfurt (stakkels ham) og jeg ligger høj på morfin med ondt i maven (stakkels mig). Næste morgen er der ikke noget nyt og jeg har stadig ondt i maven – men på tre timer bliver jeg tilset af tre overlæger og professorer, der mener at vide, at jeg har blindtarmsbetændelse (og så sender vi lige kirurgen fra dagen før en kærlig tanke). De vil gerne lave en undersøgende kikkertundersøgelse. Jo da – when in Rome. Jeg beder om 20 minutter, for jeg skal lige tænke over det og tisse (meget vigtigt). Og ringe til Jacob. Kl. 11 er jeg på vej på operationsbordet. Og kl. 12 er jeg på opvågningen uden blindtarm, men i hænderne på en masochist af en sygeplejerske, der synes at vide, at jeg bestemt ikke har ondt i mine indvolde efter sådan en omgang. Men pyt med det, som man siger. Det er sundt for sjælen at sige pyt, ikk?

Vi har en god og dyr sundhedsforsikring – den allerbedste, der kan købes for penge. Den køber os eneværelse på hospitalerne og ekspertise. Da vi valgte at opgradere fra mellemtrin til højeste trin, var jeg principielt imod det, og det førte også til en diskussion herhjemme, om hvad det gør ved et samfund, at der er den mulighed, at man kan købe sig til ekspertise. For vi fortjener alle sammen den allerbedste faglige viden, der er til rådighed, når vi er syge uanset om vi har råd eller ej. Men i dag er jeg glad for, at vi opgraderede for jeg er overbevist om, at det var derfor jeg endte på operationsbordet i stedet for i en taxa hjem med en røvfuld smertestillende i tasken og en sprængt blindtarm i maven.

Sikken uge. Jeg håber det stopper nu, for jeg har ikke flere organer, jeg synes, jeg kan undvære.

Jeg er hjemme, Jacob er hjemme, Villum sover i vores seng, jeg har tre nye huller i maveskindet, blindtarmen er væk, opsparingen er også væk, men alt er i sandhed godt.

 

image

Staycation here we come

Orange outdoor kino på Münsterplatz i centrum af Basel

Orangecinema på Münsterplatz i centrum af Basel

Vi er gået all in på Schweiz og holder derfor staycation. J er mildest talt sådan en smule træt af hoteller og restaurantmad og jeg ville egentlig ikke på nuværende tidspunkt føle, at jeg fik så meget ud af tiden, hvis madlavnings-, oprydnings- og vasketjans forfulgte mig på ferie. Så vi besluttede os for bare at være hjemme og sammen nu, hvor muligheden byder sig.

Hvad har vi så lavet af spændende ting, tænker du?  – den første uge var vi i Ikea utroligt mange gange – flere end jeg kunne ønske mig. Mit forhold til Ikea har udviklet sig fra at være uforbeholden kærligt til at være en anelse anstrengt. Men når pengene til indretning er færre end man ønsker sig, så ender vi altid i Ikea. So be it. Vi har også være et smut i Bern, som der kommer et indlæg om senere på ugen, og så har mit tyske ellers været på prøve, da vores vaskemaskine OG tørretumbler har valgt at gå på ferie for 14 dage side – sådan helt permanent. Heldigvis bruger vi engangsbleer her i huset og priser os lykkelige for det. Kryds fingre for, at den gnavne vaskemaskine-erstatningsmand jeg har generet med mit elendige tysk faktisk også kommer i morgen mellem 14-15 som (jeg tror) han har lovet.

Lige nu er jeg på vej i udendørscinema med H – sans bebe. Me like a lot! Vi har forberedt poden i over en uge på, at det er far, der putter i aften. Den eneste kommentar fra hans side, da jeg sagde, at nu var dagen kommet, hvor far skulle putte, var et rungende klart nej! Men her sidder jeg på café og nyder en kop te og en bitter lemon helt uden barn, men med masser af varmt tøj i tasken. Jeg er meget klar til kolde tæer og American Hustle og hyggeligt selskab med finneinnen og samtidig sender jeg en kærlig tanke til J, der er igang med at putte afkommet.

 

English recap:

We have gone all in on Switzerland so we are taking a staycation. J is to put it mildly sick of hotels and restaurant food and I wouldn’t feel it to be a proper holiday if the cooking, washing, and tidying followed me out of the country, so we decided just to stay at home in Basel and spend time with each other.

And now you are wondering what kinds of exciting things we have experienced during our stay cation ..? Well the first week more times than I could care to count. My relationship with Ikea has gone down hill – it used to ne a very loving one but now it is a bit tense. But when the more for new decor are fewer than you would want we end up in Ikea – And so be it.

We also went to Bern, I’ll be posting something about that soon, and my German has been sent to a test since our washer and dryer decided to take a (very permanent) holiday. Please cross your fingers that the grumpy man that I have been bothering all week is coming tomorrow between 14-15 as (I think) he promised.

Right now I am on my way to the Orange outdoor Cinema with H – sans bebe. Me like a lot! We have been preparing our offspring for over a week that it will be Daddy who will took him in tonight. The only thing V had to say to that this morning was: NO! But here I am – sitting on a café enjoying a cup of tea and a bitter lemon all alone, but with a bunch of arm clothing in my bag. I’m am very ready for cold toes and American Hustle and good company with my Finnish Friend and I am sending a loving thought back home to J, who’ll be putting V to bed as we speak.

Det færdige resultat

Endelig er vi fuldtallige

Endelig er vi samlet igen. J har været på den første (af mange) 14 dagesture, hvor V og jeg har været helt alene uden besøgende. Trods forventningen om det modsatte, overlevede vi alle tre.

Jeg har savnet og J har savnet og V har ikke kunnet forstå, hvorfor far ikke kommer hjem fra arbejde om aftenen, når vi skal spise. V’s savn er kommet til udtryk hver gang vi har set en mand, der ligner J bare en lille smule. V har peget uhæmmet og råbt med henrykt fryd og gennemtrægende stemme: ‘Bar! … bar! …  bar! …  BAR! … BAAAR! … BAAAAAAR!!!’.

Det første Bønnen gjorde, da han slog øjenene op i går var at sige far og det er jo ingen sag for mor at redde dagen, når far jo faktisk er kommet hjem. V og far har danset, hoppet og leget – og jeg har fået ro til at gå på toilettet med lukket dør (og helt uden gæster). Kæmpe win for mor er glad, far er glad og vigtigst af alt, V er glad.

Jeg bagte boller i går og efter J havde sovet en kort lur på ca. fire timer på sofaen, kunne vi hygge på terrassen med nybagte boller.

På grund af J’s rejse er vi bagud med vores lørdags-pizza-aftener, så vi lavede pizza i går aftes i stedet. Normalt køber vi pizzasovsen, men jeg havde frosset nogle rynkede tomater i fryseren i stedet for at smide dem ud, så i går lavede vi sovsen selv – løg, olivenolie, tomater, basilikum (tørret og frisk), sukker, salt og peber og en rest rød oliventapanade (så smider vi heller ikke den ud), blend det hele sammen og lad det så simre en times tid, mindre kan også gøre det hvis man har travlt. Det kan også godt betale sig økonomisk og smagsmæssigt at lave dejen selv og pizzasovsen for den skyld også. Det kræver en lillebitte smule forarbejde, men resultatet er også en del bedre end hvis man bruger, den der forarbejdede, gummiagtige pizzadej, og som lugter af 7eleven-butik.

Pizza in the making

Pizza in the making

Vi bruger en pizzasten og man kan lave det på på grill og i ovnen. Vi synes, at less is more – tomatsovs, serranoskinke, løg og bøffelmozzarella (den friske slags) og så parmasanost som tilbehør.

Det færdige resultat

Det færdige resultat – voila homemade pizza.

Bon appetit fra en fuldtallig familie på tre.

 

Svensk ødegårds-idyl

Familiens svenske ødegårds-idyl

De sociale medier svømmer denne sommer over med billeder af svensk ødegårds-idyl, hvilket er en god anledning til også at dele min families ødegårds-idyl.

Jeg praler og jeg ved det godt – Stugan er rød og overdådig. Der er både hus og skur og en kæmpe grund.

Den røde sommarstuga, hvor jeg har holdt sommerferie med min far og farmor i mange år består efterhånden udelukkende af minder og et utæt tag. Den blev overladt til sig selv og vind og vejr for 15 år siden, da min farmor blev syg og har desværre (næsten) ikke set en kærlig hånd siden da.

Min farmor og farfar byggede stugan i 50’erne og den var deres primitive home away from home. Der er intet bad eller toilet og kun et lille kammer med køjeseng og en sovesofa i stuen til de overnattende.

Dengang for år tilbage syntes jeg, det var et håbløst, kedeligt sted, fyldt med kludetæpper og tørrede blomster og umoderne nips. Nu tænker jeg på den kæmpestore have med blommetræerne, der altid havde besøg af områdets elge om efteråret. Flere solbær, ribs og blåbær end vi kunne spise os igennem på en sommer. Huset var fyldt med min farmors yndlingsblomst, røde pelargonier. De stod i lag i hver vindueskarm og ikke to urtepotter, der var ens. I kælderen stod glasflasker med pærecider og min farmors hjemmelavede solbærsaft. Og vi spiste blåbær med mælk og fløde til dessert ved spisebordet i det grønne køkken.

Translation: The social media are overflowing with the Swedish idyllic Ødegårde this summer, so I thought it to be a good occasion to show you my family’s Swedish vacation home.

I’m bragging I know – I can’t help it. Our vacation home I is red and lavish. There’s a house a shed and a huge garden. The red sommerstuga where I have spend all my holidays with my Father and Grandmother has seen better days and and now solely consists of old memories and a leaky roof. My Grandmother fell ill 15 years ago and since then the house has been left to itself.

My Grandparents build the small and humble house 60 years ago and it was their primitive home away from home. It has no shower or WC and only a small chamber with bunk beds and a sofa bed in the living room for overnight guests.

Way back when I thought it was a hopelessly boring place filled with rag carpets and dried flowers and dated nicknacks. Today I think of the huge garden with plum trees that are visited by elks in the Autumn. More blueberries, blackcurrants, and currants than we could possibly go through in one Summer. The house was filled with my Grandmother’s favourite flower, red pelargonies. They stood in layers on the windowsill and no two pots were alike. In the small basement my Grandmother kept cider and lots of glassbottled homemade blackcurrant-sirup – my favourite. we used to eat blueberries with milk and cream for dessert in the green kitchen.

diverse 024

Og her er det så i al sin pragt

diverse 038

Min far i sit rette element

diverse 033

Min farmors grønne køkken

diverse 028

Min farfars skur

diverse 046

diverse 047

Mjörn

En ventende, men ikke balladelavende V

En af de der dage

Jeg må lige starte det her indlæg med følgende forfatterbemærkning:

Jeg knuselsker V og jeg er enormt priviligeret og jeg ved det og jeg sætter pris på det. Jeg ved også, at der i skrivende stund foregår nogle frygtlige ting i Gaza, Syrien og Libyen bare for at nævne nogle få, som er så drønuretfærdige, at ingen ord er værdige nok til at beskrive det i dybden. Når det er sagt …

I går var en af de der dage, hvor jeg havde lyst til at skyde mig selv løbe hjemmefra.
I modsætning af hvad J helt sikkert vil mene, har jeg det ikke godt med rod, særligt hvis jeg ikke kan overskue, hvornår fanden jeg skal få mulighed for at rydde op. Jeg er sådan set selv et kæmpe rodehoved og jeg bruger rigtigt meget krudt på at blive bedre til at rydde op og så det er enormt enerverende, når poden forpurrer alle mine gode intentioner – når det sker bliver lunten kort og min stemme bliver så ulideligt skinger, at jeg får lyst til at give mig selv mundkurv på. Der har været talrige forsøg på at tale fornuft med mit 18 måneder gamle afkom. Altså sådan en ‘du kan nok forstå’-samtale, hvor V bare siger ja og nikker for så at fortsætte ufortrødent. Jeg tåler det ikke. Jeg har altid syntes, at jeg er rimelig tålmodig og sådan hipster-rummelig med rod og plads til V. Jeg havde egentligt troet, at jeg ville være sådan en så-lad-dog-barnet og han-skal-også-være-her-agtigt mor, men jeg magter det ærlig talt sjældent, for jeg kan ikke overskue de direkte konsekvenserne af  at være sådan og jeg føler mig efterhånden som en rigtigt stramtantet nej-siger og slet ikke som den mor jeg gerne vil være. Dage, hvor vi er ude ad døren før V kan efterlade legetøj i hele hytten og vi kan komme hjem til et nogenlunde ryddeligt hjem tæt på aftensmadstid er uvurdelige. Mit eneste våben mod rod inden vi skal ud ad døren er en placering på første række foran fjernsynet i klapvognen. Det er jeg virkeligt ikke stolt af det, men sådan er virkeligheden altså nogle gange.

Vores dage er jo ret ukomplicerede – vi sover til vi vågner, nogle gange er det til kl. 7 og andre gange er den 9 – oftest har jeg været vågen 3 gange på 8 timer (pitty me, please), men vi har det godt – ingen stress over ting vi skal nå eller at vi skal have presset venner og familie og leg ind i hverdage mellem 16-18 og i weekenderne og vi kan vimse rundt i nattøj dagen lang, hvis vi lyster. Mine største bekymringer er om jeg ødelægger V, fordi han ikke får input fra andre eller om han bliver en af de der irriterende unger, der ikke kan være sammen med andre børn, fordi han ikke har lært de sociale spilleregler. Og hvordan jeg får vores enorme madbudget til at strække måneden ud og om jeg får gjort rent uden at være nødsaget til at placere V i sin (tremme)seng. Alt er selvfølgelig relativt, men jeg har groft sagt ingen væsentlige bekymringer i livet.

Det gode ved at gå hjemme er, at vi er sammen hver dag. Jeg er der, når han lærer nye ord eller lærer nye ting og jeg får lov til at opleve hans uhæmmede begejstring, når han ser en dran, drakdår eller naller (Kran, traktor eller motorcykel(Hvordan det er blevet sådan, ved jeg ikke)) og til at trøste ham, når de er væk igen. Det vil jeg ikke bytte for noget i hele verden – men minusset ved at gå hjemme sammen hver dag er, at vi er sammen hver dag. I går skulle vi i legestue kl. 11 og det var en umulighed at komme ud ad døren. V blev ved med at rode i alle husets fem rum. Han er simpelthen bedre og hurtigere til at rode end jeg er til at rydde op. Og får han ikke sin vilje bruger han en meget insisterende lyd, som simpelthen kravler ind under huden på mig, mod mig. Og det var helt bestemt tilfældet i går og rigtigt mange af de dage, hvor vi skal noget. Altså kan de mærke det – når man skal ud af døren og ikke har tid til noget pis – eller hvordan foregår det?

Translation: I just want to start this blog post with the following writer’s note:

I looove V and I am very privileged. I know it and appreciate it. I also know that as I write this horrific things are happening in Gaza, Syria, and Libyria, just to name a few. Things so unjust that no words are dignified enough to describe it in depth. Having said this …

Yesterday was just one of those days where I want to shoot myself run away from home. In spite what J’s properly thinks – I don’t cope well with mess especially if I don’t know when I will have the opportunity to clear it. I am a very messy person myself and I have to use enormous amounts of energy to try keeping our home tidy so it is nerve wrecking when our offspring fucks with my good intentions – when that happens my fuse is very short and my voice becomes so very high-pitched that even I just want to stuff it with a sock to muffle the sound. There has been numerous attempts to talk sense into my 18 months-old. Numerous ‘you have to understand’ conversations where V says yes and nods and goes straight back to where he left off. I can’t bear it. I have always thought of myself as being a quite patient and hipster-tolerant mother in regards to mess and making room for V. I have always thought that I would become a a let-the-child and there-has-to-be-space-for-him-here-too kind of mother. But honestly I can rarely be like that because I don’t know how to deal with the direct consequenses if I am. I’m beginning to feel as a very uptight nay-sayer and not at all the mother I want to be. Those days where we are out the door before V can leave toys all over the house and we are able to come home to a reasonably tidy home are priceless. My only weapon against mess right before we have to get out the door is a front row seat right in front of the TV. I’m am not very proud of that, but that’s just reality.

Our days are quite uncomplicated – we sleep until we wake. Sometimes we get up 7 sometimes at 9. More often than not I have been awake 3 times in 8 hours (pitty me please), but we lead a comfortable life. No stress and we stay in our PJs the whole day if we want. My biggest concerns are if I am fucking V up, because he isn’t getting inputs from others or that he will become one of those intolerable children simply because he doesn’t know how to interact with other children. And how I get our very large budget for food to last through the month or how I’ll be able to clean without having to park V in his (crib)bed. Everything is of course relative, but all in all I have no no real worries in life.

The good thing about being at home with V is that we are together all day. I’m there when he learns new words and new things and I get to see his excitement when he spots a crane, traktor, or motorbike and I am there to comfort him when they are gone.I wouldn’t trade it for anything – but the not so good thing about being together everyday is that we are together every day. Yesterday we had to get out the door by 10.30 – but it was impossible to leave on time. V kept making a mess in every room of the house. He is simply better and faster at making a mess than I am tidying. And if he doesn’t get his way he will use his very annoying sound that just crawls under my skin. That was definitely the case yesterday and many of the other days when we have plans. What’s the deal with kids – do they just know when you don’t have time to deal with shit or how does it work?

Mandagsblomster

Grønne Gundeli

Gundeli, den bydel i Basel, hvor vi i det daglige slår vor folder, er et uskønt sammensurium af betonbyggerier og klassiske enkelt-familiehuse med grønne skodder. De har dog stort set alle meget fine forhaver med virkeligt flotte blomster – nogle vildtvoksende og andre arrangerede, men ens for dem alle er, at blomsterne stortrives. Grønne fingre løber i drikkevandet hernede.

Omme bagved scooterne er der altså en fiiin have :-)

Omme bagved scooterne er der altså en fiiin have :-)

Jeg har aldrig været god til at få noget til at vokse – det skulle da lige være dyngerne af tøj, der ligger slængt i soveværelset … og min taskesamling … og sko … jeg omformulerer, jeg er jævnt ringe til at holde planter i live, men Gundeli gør altså underværker for min selvtillid i det henseende.
En enkelt orkide blomstrer selvom den har været pænt medtaget af at være i min varetægt, vores Wisteria, er i gang med at kravle op til Fr. Bleichenbacher, vores overbo og roserne, har tæt på en million knopper, som bare venter på lidt solskin, så de kan springe ud. Ja jeg har endda bekæmpet væmmelige bladlus uden også at dræbe roserne. Det er skønt og utroligt, som i unglaublich, på en og samme gang.

Wisteria, der blomstrer fint for- og sensommer

Wisteria, der får flotte klaser af lilla blomster i for- og sensommer og en enkelt henslængt, men økologisk Basilikum

Man skulle tro det var påskemorgen med orkideens genopstandelse.

Påskemorgen?

 

Den her rose har ham den langfingrede ikke set endnu

Den her rose har den langfingrede ikke spottet endnu

Vores tomatplante købt for en slik i supermarkedet

Vores tomatplante købt for en slik i supermarkedet

Sandkassen og umodne tomater er et uskønt match

Sandkassen og umodne tomater er et uskønt match

Nu hvor det ikke er mig, der slår planterne ihjel, har jeg mit hyr med den langfingrede terrorists lemfældige omgang med moderens hjertebørn. Han vil ikke holde fingrene fra dem – og jeg ved, at han ved hvad nej betyder, han forstår, når jeg bjæffer en eller anden tilfældig kommando og han kan udføre de særeste ting til UG. Men når det kommer til at lade tomaterne og roserne være, så springer hans selektive hørelse ud i fuld flor. Ja, undskyld klichéen, men det er altså alvorligt det her, og så er det så sandt (som det er sagt. Hø hø.) Podens høst har i dag været syv neongrønne tomater og fem fine rosenknopper. Ak! Det må være universets hævn for da jeg, som barn, agerede guillotine og huggede alle hovederne af min mors tulipaner.

Desuden havde J og jeg noget, der ligner seksårsdag her i weekenden. Det gik op for mig lørdag aften, efter jeg havde sendt ham afsted til Guatemala. Jeg havde plantet min dertil indrettede i divaneseren for at trøstespise – jeg måtte have noget at styrke mig på, når jeg nu skulle være alene med Bønnen i 14 dage. Vi har aldrig dyrket årsdag eller andre sentimetaliteter, men i anledning  af vores dag købte jeg orange liljer til stuen og inviterede mig selv og V ud at spise fint i Ikea.

Tillykke med seksårsdagen til mig, men mest til J forståes.

Mandagsblomster

Mandagsblomster

 

Detox or something – Detox eller noget

Jeg forsøgte mig på noget detox for halvanden uges tid siden. Eftersom min diæt i halvandet år nu overordnet har bestået af kaffe og kulhydrater, tænkte jeg det måske kunne være ret fornuftigt at detoxe.

I 2007 spiste jeg slet ikke sukker og nogle år senere stoppede jeg igen, dog kun i tre måneder. Nå, men jeg syntes, det var på tide at få renset ud. Det hele startede egentligt med, at jeg spiste 18 Riesen – de der virkeligt gode karameller med mørk chokolade uden på og mørkt og velsmagende karamel inden i. I supermarkedet kunne man købe en 2-pak med 9 i hver og før end jeg vidste af det, havde jeg tømt først den ene og så den anden uden at blinke. 18 karameller er alligevel en sjat. Nu er jeg aldrig en, der har gemt de søde sager eller strukket indholdet af en Haribo-pose ud over flere dage. Næ, jeg æder sgu det hele og det går rimeligt stærkt. Og hvis vi ikke har noget i huset, ja så bager jeg da bare en kage. Nå, men de 18 karameller tog pippet fra mig og jeg fandt fluks en råkost-detox på nettet. Jeg skal ikke nyde noget af at sulte, hvis der er noget, der er værre end at skulle undvære kaffe og kage, så må det være at sulte. Så råkost-detoxen er genial. Man må spise alt, der kan rives til råkost og meget af det og frugt og nødder. Og så må man drikke caffe lat… nej urte-te til.

Translation: I tried to detox a couple of weeks ago. My diet has for a year and a half solely consisted of caffeine and carbohydrates, it sprung to mind that a detox might night be a bad idea.

In the whole of 2007 I didn’t touch sugar and some years later I abandoned sugar again this time only for three months though. Anyways, I thought it might be about time to do some cleansing. The whole thing started with me eating 18 Riesen – those really tasty dark caramels covered in dark chocolate. At the super market they sold a two-pack with 9 caramels in each packet. Before I knew of it I had finish first one and then the other without the blink of an eye. 18 caramels that is a tad. Well I have never been one to hide sweets or save the content of a bag of candy. Nope, I eat the entire thing and I’ll do it fast. And if we don’t have and sweets I will make some. Okay, so 18 caramels kind of got the best of me so I went online and found a detox-diet. I for one do not like to feel hungry, if there is anything worse than having to do without coffee and cake it must be feeling hungry. So the RÅKOST.detox is genius. You can eat anything you can shred on a shredder … and lots of it and you get to eat nuts and fruit. And get to pour it down with a caffe lat … no, herbal tea.

Og urtete

Alt det te, der ikke rigtigt bliver drukket

Coffee break - my favorite alone time

Coffee break – my favorite alone time

Jeg gjorde som jeg gør bedst – hoppede ud i det uden at overveje noget som helst, heller ikke hvordan jeg lige skulle gribe det an og om jeg havde nok rodfrugter, så jeg også kunne få noget mad. Kl. 14 havde jeg så meget hovedpine, at jeg næsten ikke kunne så oprejst, hvilket jeg jo gjorde alligevel for poden skal jo passes.

Det er sgu ret uhyggeligt at tænke på, at min krop er så forurenet, at jeg ikke kan klare mig 6 timer uden kaffe og sukker. Til aften måtte jeg give op og spise aftensmad.

Jeg lovede mig selv, at jeg ville tage den milde detox altså drikke tre store glas vand inden hvert måltid og droppe sukker. Det glemte jeg hurtigt alt om. For nogle dage sidenspiste jeg både chips og sådan nogle lækre snacks-tingester med solsikkekerner, cashewnødder og sesamfrø, der er honningglaserede. Som om de ikke var usunde nok, så smurte jeg også Nutella på dem – det smagte virkeligt godt. I går spiste jeg en is og i dag har jeg drukket cola (MED sukker! ) og spist mælkechokolade. Og prøv om du kan finde den mindste snert af dårlig samvittighed.

Min dårlige samvittighed forsvandt omtrendt samtidigt med veerne. I mange år her jeg trænet, og løbet og spist sundt, ikke for at få det bedre indvendigt, men udvendigt. Efter jeg har været gravid, født og ammet (som i stadig), synes jeg faktisk, at min krop er fin som den er. Nuvel, den måtte da hjertens gerne være fastere – der er faktisk mange ting, den gerne måtte være, men det er den ikke. Og skidt pyt med det. Endelig lever vi sammen, min krop og jeg, i fred og fordragelighed.

Lykken er … (blandt andet) en kimonokjole fra Ganni

For lige at følge op på min ønskeliste over materielle goder, kan jeg meddele, at jeg nu er den meget lykkelige ejer af denne smukke grå/blå sag med guldpaliletter fra Ganni. Det var kærlighed ved første cyber-blik, for jeg har faktisk kun set kjolen på nettet. På Rockpaperdresses’ meget fine blog, som jeg følger via bloglovin’. Pigen bag Rockpaperdresses hedder Cathrine, og hun har altid sådan nogle fine billeder og en super fed stil. Se billederne af kimonoen her.

Jeg kommer jo så sjældent ud, så jeg iførte mig den, da der var afslutning i V’s musikskole. Jeg var voldsomt overdressed, men WHO CARES! Jeg følte mig så flot og det var jeg også!

Indsæt selvfedt selfie her:

Selvfedt selfie

Selvfedt selfie – shitty hair, don’t care

Og det der gør det endnu bedre er, at borgere, bosat udenfor EU, kan få deres moms refunderet.

What’s not to like?!

——————————————————————————————————

Just to follow up on my wish list of worldly possessions I can inform you all that I’m now the happy owner of the most beautiful blue/grey dress with gold sequins from the Danish clothes brand Ganni. I had only seen the dress online before I ordered it – it was absolutely love at first cyber sight. I saw it on the Danish blog Rockpaperdresses which I follow on bloglovin’. The girl behind Rockpaperdresses is named Cathrine, she always has very beautiful pictures taken and I love her style – even though you don’t read Danish take a look anyways – for the pictures. You can see the pictures of the kimono here.

I rarely get the opportunity to go out so I wore the dress to V’s music school recital. I was excessively overdressed but WHO CARES! I felt beautiful and in all humility I was.

Insert full-of-myself-pose-selfie here

Selvfedt selfie

 

And what makes it even better is that residents outside of the EU gets their VAT refunded.

What’s not to like?!

Iført ankellange Lycra-løbegavanter

This one time at Copenhagen Marathon

Kender I det at være virkeligt uoplagt? Altså sådan rigtigt teenagedvask? Jeg var ude at løbe den anden dag – ikke fordi jeg gad, men fordi J sendte mig ud ad døren med et selvfedt ‘du kan takke mig bagefter’. Men jeg GAD OVERHOVEDET IKKE. Virkeligt virkeligt ikke. Dem der kender mig indgående ved, at jeg er udstyret med en skamkogt porre til rygrad og efter 10 minutters løb begyndte jeg at gå og ringede til min mor for at tale med hende i et kvarter om ingenting og så løbe de sidste 500 meter hjem. Jeg udstrålende tilsyneladende også vaskeægte ugidelighed, da jeg trådte ind ad døren for J skulle lige høre, om jeg nu have løbet eller om jeg bare var gået over på legepladsen for at sidde der i 45 minutter.

Iført ankellange Lycra-løbegavanter

Iført ankellange Lycra-løbegavanter

Torsdag aften var jeg afsted igen. Motivationen var anderledes i hus – en hel times afbræk fra verdens mest hysteriske afkom. V græder hysteriske nej’er i vildskab, hver gang han skal skiftes, have børstet tænder, have tøj på, spise morgenmad, rydde op efter sig (det har han nok fra moderen), have vasket hår – og sove. Jeg overlod puttetjansen til J og løb. Alt kan jo som bekendt løbes væk. Før i tiden var løb en dejlig overspringshandling, men jeg har også løbet kærestesorger, hovedpine, eksamensangst – og prutter væk. Da J og jeg lige var blevet kærester løb jeg hver gang, jeg havde luft i maven. Pigers prutter dufter jo ellers dejligt af roser, men jeg var alligevel for selvbevidst til bare at give den gas derhjemme (no pun intended), så jeg snørede løbeskoene og løb rosenduften ud af røven. Nu løber jeg hysteriske anfald væk – enten mine egne eller V’s.

Nå, men mens jeg løb kom jeg til at tænke på, hvor glad jeg engang var for at løbe, og hvor nemt det altid var at komme afsted og hvordan turen altid næsten løb sig selv. På med løbetøjet og musik i ørerne og så kunne jeg ellers løbe til Verdens ende. Tilbage i 2007 var jeg endda så vild for at løbe, at jeg helt frivilligt tilmeldte mig Copenhagen Marathon. Jeg løb et marathon. Altså faktisk løb jeg 18 km, og traskede, luntende og slæbte mig langs kantstenene i høj solskin de sidste 26,195 kilometer. Jeg var imponerende 5 timer og 25 minutter om de 42,195 kilometer. Tre gange blev jeg overhalet af feltets formentlig ældste deltager. Hver gang jeg så ham havde han erhvervet sig en ekstra forbinding et sted på kroppen, men han kom tilbage og hver gang var han stadig hurtigere end mig. Jeg kom ikke til skade – Jeg var bare utrolig langsom. Bagefter var jeg også ildrød på hele venstre side af kroppen for, jeg havde ikke overvejet at smøre mig ind i solcreme. Som garvet maratonløber (høhø) kan jeg også indvie de mindre garvede; det er en rigtig god ide at sætte plaster hen over brystvorterne. Det kan hænde at 42 kilometers løb, rask gang, trasken, ja endda slæb sætter sine tarvelige spor på brystvorterne. Ja, det er faktisk lige før, at der var rarere at starte med at amme.

Nå, men altså torsdag var der dejligt løbevejr. Sådan bare arme og shorts løbevejr. Hvis ikke det var, fordi jeg har brug for de knælange Lycra-løbebukser (og -trøje) til at holde flæsket fra at nå sin egenfrekvens. Flæsket er min følgesvend og Lycra er min ven. Jeg kan godt fortælle jer, at det føles rimeligt ubehageligt, når huden lever sit eget liv og banker mod asfalten og ikke er nået tilbage på plads, før jeg er klar til at tage næste skridt. Læs mere om Lycra her.

Vi har haft besøg af den dejligste svigermekanik siden fredag aften. Hun er ikke kun svigermekanik og meget glad for V – hun er også meget sød og det er dejligt at have besøg. Udover 4 kg lakrids har hun medbragt sommer og sol og lige knap 100 graders varme. I går var vi på tur langs Rhinen  – i dag har vi kun formodet at slæbe os de 100 meter, der er hen til nærmeste legeplads og tilbage igen.

Mens familien har holdt velfortjent siesta, har jeg forfattet dette indlæg!

 

———————————————-

Do you know how it feels to be really lethargic? Like really truely lazy? I was out running the other day – not because I wanted to, but because J sent me out the door with a smug ‘you can thank me later’. I really did NOT want to go AT ALL. Really really not. Those who know me in-depth knows that my spine is very much like a boiled to shame leek and after 10 minutes of running, I started walking and rang my mother just to talk to her for 15 minutes about nothing and then ran the last 500 meters home. Apparently I was radiating genuine indolence when I walked in the door because J asked if I had gone for the run or if I had simply walked to the playground next to our apartment to sit for 45 minutes.

On Thursday evening, I was off again. The urge to get out of the house was completely different – an entire hour’s break from the world’s most hysterical offspring. V cries hysterical no’s in ferocity every time he needs to have his diaper changed, his teeth brushed, get dressed, eat breakfast, clean up after himself (this skill he might just have inherited from his Mother), having his hair washed – when he has to go to bed. I left  the tugging in to J and ran. Everything can be run right. In the past, running was a nice procrastination, but I also run away heartaches, headaches, test anxiety – and farts. When J and I had just met I ran every time I had flatulence. Even though women farts smell of lovely roses, I was still too self-conscious to let go, so I tied my running shoes and ran the farts away. Now I run meltdowns away – either my own or V’s.

Well, while I ran, I came to think of how happy I was once to run, and how easy it always was to get going and how the run is always almost ran itself. Just on with the running gear and music in the earphones and I could run to the end of the world. Back in 2007, I was even so crazy about running that I willingly signed up for the Copenhagen Marathon. I ran a marathon. Well actually I ran 18 km, and plodding, lumbering, and dragged myself along the curbs in the scorching sun the last 26,195 km. I took me impressive 5 hours and 25 minutes to finish the 42.195 km. Three times I was overtaken by the field’s probably the oldest participant. Every time I saw him he had acquired an extra bandage somewhere on his body, but he came back and every time he was still faster than me. I did not get hurt – I was just incredibly slow. Afterwards I was also bright red on the whole left side of my body, I had not thought about using sunscreen on this bright and sunny day. As a seasoned marathon runner (haha) I can also inaugurate the less experienced; it’s a good idea to put a bandaid over ones nipples. It may happen that a 42-kilometer run, brisk walking, trudging and even dragging will set its tacky track on the nipples. If I had to choose I would properly choose a breastfeeding start-up to the unprotected nipple after a marathon situation any day of the week.

Anyways, on Thursday it was great running weather. Like T-shirts and shorts kind of running weather. If it was not because I needed the knee-length Lycra running pants (and shirt) to keep my bacon from reaching its resonant frequency. Bacon is my companion and Lycra is my friend. I can tell you that it feels fairly uncomfortable when the skin is living its own life and banks against the asphalt and do not come back in place before I’m ready to take the next step. Read more about Lycra here.

We have been visited by the nicest Mother-in-Law since Friday evening. She is not only my Mother-in-Law and very good with V – she is also very sweet and it’s very nice to have a visitor. In addition to the 4 kg licorice, she also brought summer and sun and just under 100 degrees. Yesterday we went on a trip along the Rhine – Today we have only managed to drag ourselves 100 meters to the nearest playground and back again.

While the family has had a well-deserved siesta, I have written this post!

 

 

Ov Ov - ja, det er en hund

All in a day’s work – en dags arbejde

Jeg har tænkt lidt over, hvad jeg bruger noget af min tid på, nu hvor vi ikke har outsourcet børnepasning.

V får serveret syv reelle måltider om dagen, det er 49 måltider om ugen. Det bliver også til 49 oprydninger om ugen – 2548 gange om året, hvor jeg (eller J) kravler rundt nede på gulvet og tørrer krummer op eller gnasket banan eller gennemtygget æble. I tror mig nok ikke, men nogle gange er jeg virkeligt dum i hovedet og doven for så stikker jeg ham bare en skive af noget, men så skal jeg bare rundt i hele lejligheden og samle spor af mad op, for drengen har en utrolig irriterende vane, hvor han efterlader rester rundt omkring i huset. Gerne nede i mine sko eller i sofaen eller i tøjskufferne – det er særligt træls, når jeg først finder dem flere dage senere.

Og hvad så med mine måltider? Jo, det består jo oftest af koffein og sukker. Nogle gange bliver det også til en stående håndmad eller tørre rugbrødskanter som V ikke gider røre. Men engang i mellem er jeg heldig, for så tilbyder V mig noget af det, han ikke kan lide – det er gerne prøvesmagt. Jeg kunne jo selvfølgelig bare takke nej, tænker du, men det kan jeg bare ikke få mig til, for jeg vil ikke være dumme mor. Det, at han vil dele noget af sit brugte kødpålæg med mig er jo rigtigt sødt og en god egenskab og jeg betaler gerne prisen for, at han er en villig deler.

Inden vi flyttede til Basel talte jeg med en kollega om, hvor fedt det egentligt er med en kantine på arbejdspladsen – LÆKKER mad, som er tilberedt for en til en, og som man bare kan fylde på tallerkenen og når man så er færdig med at spise, så afleverer man bare sit brugte service på en vogn. Og man skal ikke ned og rode rundt på gulvet omgivet af kolleger, der glor på en, før man kan komme videre med sine arbejdsopgaver. Love it – miss it! Men altså jeg vil ikke klage. For jeg sidder trods alt til bords med et af mine absolut yndlingsmennesker hver dag – 365 dage om året.

What goes in must come out – det bliver til ca. 8 (nogle gange er vi jo heldigere end andre) bleskift om dagen. Det er lige knap 3000 om året. Det er som regel rigtigt hyggeligt og smertefrit, men andre gange, hvor jeg også er dum i hovedet, så lader jeg den bette løbe rundt i hytten uden ble, fordi ‘det jo er lidt hyggeligt’ og det ender med, at han tisser eller pøller på gulvet, ja så har jeg bare lyst til at slå mig selv oven i hovedet med en kølle. Det kan virkeligt ikke betale sig at være doven, for det sker altid de dage, hvor gulvet er blevet vasket én gang.

Det bliver også hurtigt til ca. 200 kampe ved middagstid, der hvor han aldrig vil sove. Og til 365 godnathistorier og nå ja, så ca. 1460 natamninger, fordi vi har ikke fundet en anden løsning, der får ham til at sove igen, når han vågner om natten. Og så bliver det til 365 gange på et år, hvor han kommer ind i vores seng og hvor J sover i gæsteværelset, fordi V ynder at sove på tværs, meget gerne med tæerne begravet i mine næsebor.

Til gengæld har jeg på 17 måneder sovet tre nætter uden afbrydelser – det var dengang, jeg rejste væk og overlod V til hans far og mormor. Jeg gjorde et stort nummer ud af at lukke døren, når jeg skulle på toilettet eller i bad, hvilket ellers er ilde set her i huset. Det var tider. Men der var ingen at lege tagfat med eller tørre op efter eller trøste eller grine med. Jeg vælger hjemme – trods alt!

Og så bliver til ca. 10000 svar på 10000 ‘hvad er det?’ i løbet af dagen. Hver gang vi ser en lastbil eller en bil eller en fugl eller en kat eller en hund eller en cykel eller en knallert eller en ladvogn eller en gravko eller en traktor eller en myre eller en snegl eller en lastbil eller en bil eller en fugl eller en kat eller en hund eller en cykel eller en knallert eller en ladvogn eller en gravko eller en traktor eller en myre eller en snegl eller en lastbil eller en bil eller en fugl … well you get my point. Når vi spørger om noget, får vi mest et NEJ!

Ov Ov - ja, det er en hund

Ov Ov – ja, det er en hund

 

 

——

I have been thinking about how I spend my time now that we have not outsourced childcare.

V gets served seven meals a day – that’s 49 per week, that’s also 49 clean ups per week. 2548 times a year where I (or J) is down on the floor wiping up crumbs or mushed banana or chewed apple. You will properly not believe me, but sometimes I really stupid and lazy and I’ll just give him a slice of something, but then I’ll have to go around in the apartment to pick up traces of food, because the boy has a really annoying habit of leaving his leftovers around the house, in my shoes, in the sofa, or in my drawers – it is particulary  annoying when I find it days later.

And what about my meals? well they mostly consist of caffeine and sugar. Somestimes I get a quick sandwich or the dry edges from V’s bread which he doesn’t touch. But if I’m in luck V shares some of his food with me – some he has already tasted. You may think, that I could of course just say ‘no thank you’, but I just cannot get myself to do that. I don’t want to be stupid Mom. The fact that he will share some of his used food with me is just very sweet and a good ability and I don’t mind paying the price if he is willing to share.

Before we moved to Basel I spoke with a colleague about how cool it really is to have a canteen at work – DELICIOUS food that is prepared for you to you. And you can simply fill your plate and when you are finished eating put your used service on a trolley. Without having to get down on the floor and clean up the mess surrounded by colleagues who stare at you before getting on with your job. Love it – miss it! But then I will not complain. Because I get to sit down (after all) with one of my absolute favorite people every day – 365 days a year.

What goes in must come out – approx. 8 (sometimes we are luckier than others) diaper changes a day. That’s just under 3000 per year. It’s usually really nice and painless, but other times, when I’m an idiot and let the little one run around in the house without a diaper, because ‘it is indeed a little cozy’ and ends up peeing or pooping on the floor, I just want to beat myself over the head with a club. It is really not worth it being lazy, because it is always happens the days when the floor already has been washed once.

We will also have approx. 200 fight at noon, when he doesn’t want to sleep. And 365 bedtime stories and well, also approx. 1460 nighttime breast feeds because we haven’tt found another solution to get him back to sleep when he wakes up at night. And then it becomes 365 times in a year when he comes into our bed and where J will be sleeping in the guest room, because V likes to sleep across the bed – preferably with his toes buried in my nostrils.

But in 17 months I have slept three nights without any interruption – that was when I went away and left V alone with his father and grandmother. I made a big deal out of closing the door when I had to use the bathroom, which otherwise is frowned upon in this house. Those were the days. But there was no one to play tag  with or clean afterwards or to comfort or laugh with. I choose home – after all!

And then becomes approx. 10000 replies to 10000 ‘what is that?’ during the day. Every time we see a truck or a car or a bird or a cat or a dog or a bike or a moped or a pick-up truck or an excavator or a tractor or an ant or a snail or a truck or a car or a bird or a cat or a dog or a bike or a moped or a pick-up truck or an excavator or a tractor or an ant or a snail or a truck or a car or a bird … well you get my point. When I ask him something, I mostly get a NO!