Tag-arkiv: Family

Af banen af banen, her kommer bananen…

… Til Danmark på ferie igen.

For halvanden måned siden kom vi retur til Schweiz efter fem uger i Danmark. Det var fem dejlige, udmattende, travle, begivenhedsrige, fantastiske, blæsende (og regnfulde) uger.

Vi rejste land og rige rundt i bil og tog frem og tilbage og kaffe (meget kaffe) og kage (faktisk rigtigt meget kage) – så meget at vægten sagde + 2 kg da vi vendte snuden hjemad. (Når der serveres romkugler, så er det ude af mine hænder).

Vores rejseplan lød: København – Dianalund – Norsminde – Aalborg – Aarhus – Lønstrup – Aalborg – København – Esbjerg – Aalborg. Derudover besøgte vi også Rungsted x 2, Skodsborg, Dianalund og Vedbæk.

Og det blev til familiehygge, venindehygge, hotelovernatning /ub (uden barn), visitter og savn.

Og om 6 dage tager vi endnu fem uger godt og vel. Denne gang er rejseplanen som følger: København – Aarhus – Skagen – Aalborg. Og vi glæder os. Efter 2 måneders mere eller mindre konstant hedebølge uden regn eller air condition af nogen nævneværdig grad glæder vi os til lidt køligere temperature og et skybrud eller to.

Vi glæder os til at mødes med gode venner og famile og til holde ferie sammen – også selvom J helt sikkert allerede er træt ved tanken om at være sammen konstant og hele tiden og påtænker at pakke både PC og playstation – og jeg lige pt ikke kan overskue, at det er Airbnb, vi har booket og ikke et all inclusive ophold et sted med pool, hvor det eneste dagligdagsstress vi tager med hjemmefra er Villums hysteri. Hysteri over for få sutter eller forkerte sko eller for få biler, eller at dynen vender forkert eller tandbørstningen eller Ipad’en eller påklædning, eller at han ikke må få en cola eller chokolade eller lakridser?!  (WTF! to år gammel. TO!) Nogen kalder det ferie – nu må vi se.

 

Intet nyt …

… er som bekendt godt nyt. Eftersom mit sidste indlæg handlede om sygdom og rædselssmerter, kunne man vel sagtens tro, at jeg havde stillet træskoene. Men jeg lever heldigvis i bedste velgående. Om end med ondt i maven efter at have konsumeret 425 g Super Piratos siden sidste søndag. Jo, der var engang, hvor jeg med lethed (og en vis hurtighed) kunne fortære i omegnen af 300 g lakrids dagligt, men det er i sandhed nye tider. Lakridsen har mistet sit moment. Det gik galt mellem os, da jeg var gravid med V, mere præcist september 2014. Jeg havde spist syv Tyrkisk Peber bolsjer om aftenen og lå med halsbrand den halve nat. Jeg måtte endda ringe og melde mig syg til min dagvagt alene af den årsag. Det var vattet, men jeg var så utrolig dårlig. Lad det blive mellem dig og mig. Nå, det var et sidespor.

Lakridserne blev købt i Aalborg lufthavns Tax free butik på vej hjem fra en dejlig optankningsferie i det nordjyske. 14 dejlige dage med veninder og famile, en hyggelig et års fødselsdag og masser af frisk luft og ellers ingenting. Villum blev sædvanen tro syg og jeg ligeså – og vi tog bacillerne med hjem til Basel og nu ligger J i en slags limbo. Who knows if he will make it – Heldigvis er han døbt.

Og så man lige, at der ligger to på hinanden følgende indlæg om sygdom. Som vi dog hygger her på bloggen. Hvordan går det med jer derude? Nogen, der er dårlige?

Som en lille indskudt bemærkning kan jeg berette, at den syge ‘mal Mere’, stik imod alle råd om god hygiejne, har været i køkkenet. Der er bagt rugbrød (det er i øvrigt også en mangelvare) og havregrynskager her i weekenden. Det næste bliver vel, at jeg skal til at sylte rødbeder, for det kan de heller ikke finde ud af hernede.

Slutteligt får I lige lidt billeder fra vores ferie. Vær så god og selv tak

Den husmoderlige sumper

Det var egentligt meningen at dette indlæg skulle have været færdig i går, men så blev fredag til lørdag, fordi tiden gik helt af sig selv, men her er det. Ha’ en rigtig dejlig dag!

Min søde hjælper smagte på alt vores frugt, mens jeg skar grøntsagerne i tern

Min søde hjælper smagte på alt vores frugt, mens jeg skar grøntsagerne i tern

Så er der for alvor gået husmoderlig hausfrau i den her i Basel – fordi jeg har dårlig samvittighed. Jeg har jo for så vidt rigtigt mange timer i døgnet til at lege med Villum og klare alt det huslige og praktiske og alligevel er det som om, at der ikke er timer nok. Jeg kan godt føle, at selvom jeg slet ikke har nået at lege med V i løbet af dagen, så er maden ikke nær så spændende og varieret som den kunne være og soveværelset roder stadig roder og opvasken ikke taget. Jeg er kommet frem til at min værste fjende er min evne til at lade mig distrahere og mit optimiske forhold til tid.

Som en del af min åbenbaring er vi begyndt at stå tidligere op. Det er ellers slet ikke min stil at stå tidligt op, men hvis vi sover til kl. 9 som vi ynder, kommer vi simpelthen for sent igang med dagen. Efter vi er flyttet til Basel er dagen gået på må og få og jeg er ligeså langsomt begyndt at gøre oprør med sumperiet. Det burde kunne lade sig gøre – selv for mig – at komme ud af fjerene og igang med dagen før kl. 11. Jeg gik i køkkenet Så i dag har jeg, udover at lægge et ton vasketøj sammen også lavet græskarsuppe til aftensmad på forhånd (se opskriften her). Jeg har også slået en dej sammen, så vi også kan få hjemmebagt grydebrød til suppen. Af princip bryder jeg mig ikke om at lade ting gå til spilde, så de græskarkerner, jeg fjernede fra græskaret valgte jeg riste (Se fremgangsmåden her.)

Mht. grydebrødet så kræver de fleste opskrifter 12-18 timers hævning. Det havde jeg altså ikke tid til, da det var en slags impulsbagning, så jeg måtte hive en kanin op ad hatten i form af mere gær og afkorte hævetiden.

Mit grydebrød

Mit grydebrød

Derudover har jeg nået at være i bad, drukket to kopper kaffe og været på en lang gåtur i Bruderholz med V’s kæreste og hendes mor. Janteloven kan rende mig – I rocked today!

Om Villum kan jeg fortælle, at han er en fantastisk dygtig til selv at tage gummistøvler på, at han slår mig 17 gange om dagen og er fascineret af edderkopper – så i går jagtede han edderkopper indenfor i ført gule gummistøvler (som han selv havde taget på) og han slog mig, når jeg ikke gjorde som han ville. Det er dødfrustrende, men han er heldigvis vildt sød alligevel.

Kids room 4 BLOG

Et lille pip og et lille tip

Kids room 4 BLOG

Der har været meget stille på bloggen den sidste måned. Det er det, der sker, når man har travlt med at holde ferie i Danmark – Det er virkelig utrolig tidskonsumerende at besøge venner, drikke kaffe og spise kage. Inden afrejse nåede jeg også lige at slette hele mit IPhoto-bibliotek. Det betød, at min Mac måtte en tur på værksted til en omgang recovery. Den handling får stemplet ‘Dobbelt d’;  dumt og dyrt. Det kostede os de fleste videoer af V fra januar frem til nu og det har kostet omkring 2000 danske makroner (av!) at forsøge at få dem frem igen – uden held (dobbelt av!).

Nå, men sket er sket og heldigvis er det ikke selve drengen, der er forsvundet. I skrivende stund sidder han ved siden af mig og spiser hjemmebagt brownie, så jeg kan få et øjeblik for mig selv. Han lever i bedste velgående selvom, han har pådraget sig en overordentlig omgang morsyge. Igen.

Nu, hvor jeg ikke kan bryste mig af nye indlæg på bloggen, kan jeg henvise til Tzinzi, som har lavet et fint indlæg på sin blog om Villums værelse. Du kan læse det her på Tzinzis blog og mens du gør det, vil jeg drikke en kop kaffe og fejre, at jeg nåede at gøre rent inden arvingen vågnede. Det er de små glæder, der gør hele forskellen. Apropos små glæder, så har V lært at sige sit navn. Og det er muligvis noget af det sødeste, jeg nogensinde kommer til at opleve.

Tchüss!

 

 

Turtelduerne på udflugt

Save your kisses for me

… Your kisses for me save all your kisses for me
Bye bye baby bye bye don’t cry honey don’t cry
Going to walk out this door but I’ll soon be back for more
Kisses for me save all your kisses for me …

V kysser på andre end mig og sin far … jeg synes, det er dejligt, at han er en kærlig dreng, der gerne deler ud af kys og også gerne tager imod. Lige nu deler han glædeligt ud til både piger og drenge, og han er da heller ikke for fin til at at jagte de store piger på legepladsen – ikke altid med lige stor success. Han har allerede måtte lide nogle frygtelige nederlag, som gør ondt helt ind i moderens hjertekule, som når han satser hele butikken og går efter legepladsens ubetinget fineste og ældste pige. Jeg skal lige hilse at sige, at ‘Talk to the hand’-attituden er universel og ikke lader sig begrænse af eventuelle sprogbarrierer.

Men den gode V er ikke helt uden talenter, for han har allerede sin anden kæreste i sit meget unge liv. Den første var mormor. Hun gav sig selv titlen kort efter podens ankomst. Præcis syv dage gik der, hvis jeg husker ret.

Kæreste nummer to er den meget kære og snakkesaglige Zsofia, der er tre uger ældre end V. De hygger sig og V spørger efter Bea flere gange om dagen. Turtelduerne må desværre undvære hinanden hele august og september med, men sådan er det at være afkom af immigranter. V og mor glæder sig i hvert fald til gensyn med V’s kæreste i slutningen af september.

Da jeg hørte Brotherhood of Man i dag blev jeg en kende sentimental – lige nu er det bare om at tage imod alle de våde kys vi får og nyde dem, for pludselig er vi de absolut sidste, han gider kysse.

Translation: V is kissing others than me and his Dad … I think it is great that he is such a loving boy that he kisses and gets kissed. At the moment he kisses both girls and boys, and he isn’t scared of hunting down the girls at the playground, which doesn’t always go as well as he would probably have liked it to. Those harsh defeats go straight to his mother’s soft heart i.e. when he goes all in and leans in to kiss the playground’s oldest and cutest girl. Lets just say that the ‘talk to the hand’-attitude is universal.

A lass the good V is not completely without talent because he already has his second girlfriend. The first was my mother. She gave herself the title short after V’s arrival. Exactly seven days if memory serves me right.

Girlfriend no. II is the very VERY cute and very talkative Zsofia, who is three weeks older than V. They have a great time together and see each other a couple of times a week and V asks after Be a many times a day. Unfortunately the love birds must do without each other for most of August and September – it is tough to be children of immigrants. V and Mum are looking forward to the end of September where the love birds can be reunited.

IMG_3480

Turtelduerne på udflugt

Turtelduerne på udflugt

Det færdige resultat

Endelig er vi fuldtallige

Endelig er vi samlet igen. J har været på den første (af mange) 14 dagesture, hvor V og jeg har været helt alene uden besøgende. Trods forventningen om det modsatte, overlevede vi alle tre.

Jeg har savnet og J har savnet og V har ikke kunnet forstå, hvorfor far ikke kommer hjem fra arbejde om aftenen, når vi skal spise. V’s savn er kommet til udtryk hver gang vi har set en mand, der ligner J bare en lille smule. V har peget uhæmmet og råbt med henrykt fryd og gennemtrægende stemme: ‘Bar! … bar! …  bar! …  BAR! … BAAAR! … BAAAAAAR!!!’.

Det første Bønnen gjorde, da han slog øjenene op i går var at sige far og det er jo ingen sag for mor at redde dagen, når far jo faktisk er kommet hjem. V og far har danset, hoppet og leget – og jeg har fået ro til at gå på toilettet med lukket dør (og helt uden gæster). Kæmpe win for mor er glad, far er glad og vigtigst af alt, V er glad.

Jeg bagte boller i går og efter J havde sovet en kort lur på ca. fire timer på sofaen, kunne vi hygge på terrassen med nybagte boller.

På grund af J’s rejse er vi bagud med vores lørdags-pizza-aftener, så vi lavede pizza i går aftes i stedet. Normalt køber vi pizzasovsen, men jeg havde frosset nogle rynkede tomater i fryseren i stedet for at smide dem ud, så i går lavede vi sovsen selv – løg, olivenolie, tomater, basilikum (tørret og frisk), sukker, salt og peber og en rest rød oliventapanade (så smider vi heller ikke den ud), blend det hele sammen og lad det så simre en times tid, mindre kan også gøre det hvis man har travlt. Det kan også godt betale sig økonomisk og smagsmæssigt at lave dejen selv og pizzasovsen for den skyld også. Det kræver en lillebitte smule forarbejde, men resultatet er også en del bedre end hvis man bruger, den der forarbejdede, gummiagtige pizzadej, og som lugter af 7eleven-butik.

Pizza in the making

Pizza in the making

Vi bruger en pizzasten og man kan lave det på på grill og i ovnen. Vi synes, at less is more – tomatsovs, serranoskinke, løg og bøffelmozzarella (den friske slags) og så parmasanost som tilbehør.

Det færdige resultat

Det færdige resultat – voila homemade pizza.

Bon appetit fra en fuldtallig familie på tre.

 

Svensk ødegårds-idyl

Familiens svenske ødegårds-idyl

De sociale medier svømmer denne sommer over med billeder af svensk ødegårds-idyl, hvilket er en god anledning til også at dele min families ødegårds-idyl.

Jeg praler og jeg ved det godt – Stugan er rød og overdådig. Der er både hus og skur og en kæmpe grund.

Den røde sommarstuga, hvor jeg har holdt sommerferie med min far og farmor i mange år består efterhånden udelukkende af minder og et utæt tag. Den blev overladt til sig selv og vind og vejr for 15 år siden, da min farmor blev syg og har desværre (næsten) ikke set en kærlig hånd siden da.

Min farmor og farfar byggede stugan i 50’erne og den var deres primitive home away from home. Der er intet bad eller toilet og kun et lille kammer med køjeseng og en sovesofa i stuen til de overnattende.

Dengang for år tilbage syntes jeg, det var et håbløst, kedeligt sted, fyldt med kludetæpper og tørrede blomster og umoderne nips. Nu tænker jeg på den kæmpestore have med blommetræerne, der altid havde besøg af områdets elge om efteråret. Flere solbær, ribs og blåbær end vi kunne spise os igennem på en sommer. Huset var fyldt med min farmors yndlingsblomst, røde pelargonier. De stod i lag i hver vindueskarm og ikke to urtepotter, der var ens. I kælderen stod glasflasker med pærecider og min farmors hjemmelavede solbærsaft. Og vi spiste blåbær med mælk og fløde til dessert ved spisebordet i det grønne køkken.

Translation: The social media are overflowing with the Swedish idyllic Ødegårde this summer, so I thought it to be a good occasion to show you my family’s Swedish vacation home.

I’m bragging I know – I can’t help it. Our vacation home I is red and lavish. There’s a house a shed and a huge garden. The red sommerstuga where I have spend all my holidays with my Father and Grandmother has seen better days and and now solely consists of old memories and a leaky roof. My Grandmother fell ill 15 years ago and since then the house has been left to itself.

My Grandparents build the small and humble house 60 years ago and it was their primitive home away from home. It has no shower or WC and only a small chamber with bunk beds and a sofa bed in the living room for overnight guests.

Way back when I thought it was a hopelessly boring place filled with rag carpets and dried flowers and dated nicknacks. Today I think of the huge garden with plum trees that are visited by elks in the Autumn. More blueberries, blackcurrants, and currants than we could possibly go through in one Summer. The house was filled with my Grandmother’s favourite flower, red pelargonies. They stood in layers on the windowsill and no two pots were alike. In the small basement my Grandmother kept cider and lots of glassbottled homemade blackcurrant-sirup – my favourite. we used to eat blueberries with milk and cream for dessert in the green kitchen.

diverse 024

Og her er det så i al sin pragt

diverse 038

Min far i sit rette element

diverse 033

Min farmors grønne køkken

diverse 028

Min farfars skur

diverse 046

diverse 047

Mjörn

En ventende, men ikke balladelavende V

En af de der dage

Jeg må lige starte det her indlæg med følgende forfatterbemærkning:

Jeg knuselsker V og jeg er enormt priviligeret og jeg ved det og jeg sætter pris på det. Jeg ved også, at der i skrivende stund foregår nogle frygtlige ting i Gaza, Syrien og Libyen bare for at nævne nogle få, som er så drønuretfærdige, at ingen ord er værdige nok til at beskrive det i dybden. Når det er sagt …

I går var en af de der dage, hvor jeg havde lyst til at skyde mig selv løbe hjemmefra.
I modsætning af hvad J helt sikkert vil mene, har jeg det ikke godt med rod, særligt hvis jeg ikke kan overskue, hvornår fanden jeg skal få mulighed for at rydde op. Jeg er sådan set selv et kæmpe rodehoved og jeg bruger rigtigt meget krudt på at blive bedre til at rydde op og så det er enormt enerverende, når poden forpurrer alle mine gode intentioner – når det sker bliver lunten kort og min stemme bliver så ulideligt skinger, at jeg får lyst til at give mig selv mundkurv på. Der har været talrige forsøg på at tale fornuft med mit 18 måneder gamle afkom. Altså sådan en ‘du kan nok forstå’-samtale, hvor V bare siger ja og nikker for så at fortsætte ufortrødent. Jeg tåler det ikke. Jeg har altid syntes, at jeg er rimelig tålmodig og sådan hipster-rummelig med rod og plads til V. Jeg havde egentligt troet, at jeg ville være sådan en så-lad-dog-barnet og han-skal-også-være-her-agtigt mor, men jeg magter det ærlig talt sjældent, for jeg kan ikke overskue de direkte konsekvenserne af  at være sådan og jeg føler mig efterhånden som en rigtigt stramtantet nej-siger og slet ikke som den mor jeg gerne vil være. Dage, hvor vi er ude ad døren før V kan efterlade legetøj i hele hytten og vi kan komme hjem til et nogenlunde ryddeligt hjem tæt på aftensmadstid er uvurdelige. Mit eneste våben mod rod inden vi skal ud ad døren er en placering på første række foran fjernsynet i klapvognen. Det er jeg virkeligt ikke stolt af det, men sådan er virkeligheden altså nogle gange.

Vores dage er jo ret ukomplicerede – vi sover til vi vågner, nogle gange er det til kl. 7 og andre gange er den 9 – oftest har jeg været vågen 3 gange på 8 timer (pitty me, please), men vi har det godt – ingen stress over ting vi skal nå eller at vi skal have presset venner og familie og leg ind i hverdage mellem 16-18 og i weekenderne og vi kan vimse rundt i nattøj dagen lang, hvis vi lyster. Mine største bekymringer er om jeg ødelægger V, fordi han ikke får input fra andre eller om han bliver en af de der irriterende unger, der ikke kan være sammen med andre børn, fordi han ikke har lært de sociale spilleregler. Og hvordan jeg får vores enorme madbudget til at strække måneden ud og om jeg får gjort rent uden at være nødsaget til at placere V i sin (tremme)seng. Alt er selvfølgelig relativt, men jeg har groft sagt ingen væsentlige bekymringer i livet.

Det gode ved at gå hjemme er, at vi er sammen hver dag. Jeg er der, når han lærer nye ord eller lærer nye ting og jeg får lov til at opleve hans uhæmmede begejstring, når han ser en dran, drakdår eller naller (Kran, traktor eller motorcykel(Hvordan det er blevet sådan, ved jeg ikke)) og til at trøste ham, når de er væk igen. Det vil jeg ikke bytte for noget i hele verden – men minusset ved at gå hjemme sammen hver dag er, at vi er sammen hver dag. I går skulle vi i legestue kl. 11 og det var en umulighed at komme ud ad døren. V blev ved med at rode i alle husets fem rum. Han er simpelthen bedre og hurtigere til at rode end jeg er til at rydde op. Og får han ikke sin vilje bruger han en meget insisterende lyd, som simpelthen kravler ind under huden på mig, mod mig. Og det var helt bestemt tilfældet i går og rigtigt mange af de dage, hvor vi skal noget. Altså kan de mærke det – når man skal ud af døren og ikke har tid til noget pis – eller hvordan foregår det?

Translation: I just want to start this blog post with the following writer’s note:

I looove V and I am very privileged. I know it and appreciate it. I also know that as I write this horrific things are happening in Gaza, Syria, and Libyria, just to name a few. Things so unjust that no words are dignified enough to describe it in depth. Having said this …

Yesterday was just one of those days where I want to shoot myself run away from home. In spite what J’s properly thinks – I don’t cope well with mess especially if I don’t know when I will have the opportunity to clear it. I am a very messy person myself and I have to use enormous amounts of energy to try keeping our home tidy so it is nerve wrecking when our offspring fucks with my good intentions – when that happens my fuse is very short and my voice becomes so very high-pitched that even I just want to stuff it with a sock to muffle the sound. There has been numerous attempts to talk sense into my 18 months-old. Numerous ‘you have to understand’ conversations where V says yes and nods and goes straight back to where he left off. I can’t bear it. I have always thought of myself as being a quite patient and hipster-tolerant mother in regards to mess and making room for V. I have always thought that I would become a a let-the-child and there-has-to-be-space-for-him-here-too kind of mother. But honestly I can rarely be like that because I don’t know how to deal with the direct consequenses if I am. I’m beginning to feel as a very uptight nay-sayer and not at all the mother I want to be. Those days where we are out the door before V can leave toys all over the house and we are able to come home to a reasonably tidy home are priceless. My only weapon against mess right before we have to get out the door is a front row seat right in front of the TV. I’m am not very proud of that, but that’s just reality.

Our days are quite uncomplicated – we sleep until we wake. Sometimes we get up 7 sometimes at 9. More often than not I have been awake 3 times in 8 hours (pitty me please), but we lead a comfortable life. No stress and we stay in our PJs the whole day if we want. My biggest concerns are if I am fucking V up, because he isn’t getting inputs from others or that he will become one of those intolerable children simply because he doesn’t know how to interact with other children. And how I get our very large budget for food to last through the month or how I’ll be able to clean without having to park V in his (crib)bed. Everything is of course relative, but all in all I have no no real worries in life.

The good thing about being at home with V is that we are together all day. I’m there when he learns new words and new things and I get to see his excitement when he spots a crane, traktor, or motorbike and I am there to comfort him when they are gone.I wouldn’t trade it for anything – but the not so good thing about being together everyday is that we are together every day. Yesterday we had to get out the door by 10.30 – but it was impossible to leave on time. V kept making a mess in every room of the house. He is simply better and faster at making a mess than I am tidying. And if he doesn’t get his way he will use his very annoying sound that just crawls under my skin. That was definitely the case yesterday and many of the other days when we have plans. What’s the deal with kids – do they just know when you don’t have time to deal with shit or how does it work?

IMG_3043

Guests and Schleusenfahrt

For nogle indlæg siden (læs det her) lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville holde 14 dages pause fra løberiet igen. Fail – nu er der gået langt over 14 dage og den seje start venter (igen) forude. Det er tidkrævende at have gæster og være alene med poden, så ballerne er ikke blevet fastere og bloggen er ikke blevet dyrket den sidste tid.

J kom hjem lørdag aften efter to ugers arbejde i Argentina. Og om halvanden uge tager han atter afsted, denne gang til Guatemala. Da vi flyttede til Basel, var vi indforstået med rejserne. Det er præmissen for på længere sigt at få et roligere familieliv. Jeg nyder alt den tid, vi har sammen med V og hinanden, når vi er sammen. MEN, det er alligevel voldsomt hårdt at savne J og være alene med V og at skulle omstille sig hver 14. dag på enten at være alene eller at skulle være tre i lejligheden og det er virkeligt hårdt at tænke på, at J’s rejseplan de fem måneder indeholder 4 styks 14-dages-ture. Jeg glæder mig til december, hvor vi rejser med til USA.

Nu pønser jeg på om jeg skal tage til Danmark, mens J er afsted i juli, for der sker ikke noget i Basel. Ingen musikskole, ingen legestue og ingen finsk ven.

I forgårs kørte mine forældre mod Danmark efter endnu et stop her i Basel. Bønnen har nydt besøgene og han har været rigtigt godt underholdt, først af farmor og derefter mormor og bedstefar.

Da farmor var på besøg var der +35 grader alle dagene, så sightseeing blev holdt på et absolut minimum, men vi søgte tilflugt på Rhinen på den absolut varmeste dag og vi nød godt af sejlturens briser. Det var en Schleusenfahrt fra Basel Schifflände til Rheinfelden. Turen varede to en halv time og man skal lægge ca. en times hjemtransport til fra Rheinfelden, hvis man skal retur til Basel. Husk at medbringe drikkevand og meget af det – vi brugte omtrendt lige mange penge på drikkevarer som på selve billetterne, det er jävelsk dyrt at være kronisk angst for at tørste.
Denne fine slusetur på Rhinen fik mig til at tænke på dengang min klasse på gymnasiet kom på ekstraordinær rystesammen-tur i 2.g, fordi vores klasse var uhomogen. Fire dage i kano i den svenske natur. Hvis jeg husker ret spiste jeg vores gruppes mad på to dage og jeg fik en skovflåt med hjem som souvenir.
På den tur lærte jeg følgende:
jeg spiser mere end de fleste
det er hårdest at sidde foran i en kano
jeg kan IKKE besørge i naturen
Stena Lines toiletbåse kan være meget sjove, de de indtages af en gymnasieklasse
og slutteligt hvordan man absolut overhovedet ikke skal gribe en skovflåt an.

Fiskerhytte langs Rhinen

Fiskerhytte langs Rhinen

Rheinschwimmers

Rheinschwimmers 

Langs Rhinens bred er der strande (også til de nøgne solbadere, det opdagede jeg først, efter at have knipset løs med kameraet) og små fiskerhuse bygget ind i skranten. Det er sjovt at se hvordan floden bruges til afkøling, når resten af byen overopheder – se flere fotografier her.

Iført ankellange Lycra-løbegavanter

This one time at Copenhagen Marathon

Kender I det at være virkeligt uoplagt? Altså sådan rigtigt teenagedvask? Jeg var ude at løbe den anden dag – ikke fordi jeg gad, men fordi J sendte mig ud ad døren med et selvfedt ‘du kan takke mig bagefter’. Men jeg GAD OVERHOVEDET IKKE. Virkeligt virkeligt ikke. Dem der kender mig indgående ved, at jeg er udstyret med en skamkogt porre til rygrad og efter 10 minutters løb begyndte jeg at gå og ringede til min mor for at tale med hende i et kvarter om ingenting og så løbe de sidste 500 meter hjem. Jeg udstrålende tilsyneladende også vaskeægte ugidelighed, da jeg trådte ind ad døren for J skulle lige høre, om jeg nu have løbet eller om jeg bare var gået over på legepladsen for at sidde der i 45 minutter.

Iført ankellange Lycra-løbegavanter

Iført ankellange Lycra-løbegavanter

Torsdag aften var jeg afsted igen. Motivationen var anderledes i hus – en hel times afbræk fra verdens mest hysteriske afkom. V græder hysteriske nej’er i vildskab, hver gang han skal skiftes, have børstet tænder, have tøj på, spise morgenmad, rydde op efter sig (det har han nok fra moderen), have vasket hår – og sove. Jeg overlod puttetjansen til J og løb. Alt kan jo som bekendt løbes væk. Før i tiden var løb en dejlig overspringshandling, men jeg har også løbet kærestesorger, hovedpine, eksamensangst – og prutter væk. Da J og jeg lige var blevet kærester løb jeg hver gang, jeg havde luft i maven. Pigers prutter dufter jo ellers dejligt af roser, men jeg var alligevel for selvbevidst til bare at give den gas derhjemme (no pun intended), så jeg snørede løbeskoene og løb rosenduften ud af røven. Nu løber jeg hysteriske anfald væk – enten mine egne eller V’s.

Nå, men mens jeg løb kom jeg til at tænke på, hvor glad jeg engang var for at løbe, og hvor nemt det altid var at komme afsted og hvordan turen altid næsten løb sig selv. På med løbetøjet og musik i ørerne og så kunne jeg ellers løbe til Verdens ende. Tilbage i 2007 var jeg endda så vild for at løbe, at jeg helt frivilligt tilmeldte mig Copenhagen Marathon. Jeg løb et marathon. Altså faktisk løb jeg 18 km, og traskede, luntende og slæbte mig langs kantstenene i høj solskin de sidste 26,195 kilometer. Jeg var imponerende 5 timer og 25 minutter om de 42,195 kilometer. Tre gange blev jeg overhalet af feltets formentlig ældste deltager. Hver gang jeg så ham havde han erhvervet sig en ekstra forbinding et sted på kroppen, men han kom tilbage og hver gang var han stadig hurtigere end mig. Jeg kom ikke til skade – Jeg var bare utrolig langsom. Bagefter var jeg også ildrød på hele venstre side af kroppen for, jeg havde ikke overvejet at smøre mig ind i solcreme. Som garvet maratonløber (høhø) kan jeg også indvie de mindre garvede; det er en rigtig god ide at sætte plaster hen over brystvorterne. Det kan hænde at 42 kilometers løb, rask gang, trasken, ja endda slæb sætter sine tarvelige spor på brystvorterne. Ja, det er faktisk lige før, at der var rarere at starte med at amme.

Nå, men altså torsdag var der dejligt løbevejr. Sådan bare arme og shorts løbevejr. Hvis ikke det var, fordi jeg har brug for de knælange Lycra-løbebukser (og -trøje) til at holde flæsket fra at nå sin egenfrekvens. Flæsket er min følgesvend og Lycra er min ven. Jeg kan godt fortælle jer, at det føles rimeligt ubehageligt, når huden lever sit eget liv og banker mod asfalten og ikke er nået tilbage på plads, før jeg er klar til at tage næste skridt. Læs mere om Lycra her.

Vi har haft besøg af den dejligste svigermekanik siden fredag aften. Hun er ikke kun svigermekanik og meget glad for V – hun er også meget sød og det er dejligt at have besøg. Udover 4 kg lakrids har hun medbragt sommer og sol og lige knap 100 graders varme. I går var vi på tur langs Rhinen  – i dag har vi kun formodet at slæbe os de 100 meter, der er hen til nærmeste legeplads og tilbage igen.

Mens familien har holdt velfortjent siesta, har jeg forfattet dette indlæg!

 

———————————————-

Do you know how it feels to be really lethargic? Like really truely lazy? I was out running the other day – not because I wanted to, but because J sent me out the door with a smug ‘you can thank me later’. I really did NOT want to go AT ALL. Really really not. Those who know me in-depth knows that my spine is very much like a boiled to shame leek and after 10 minutes of running, I started walking and rang my mother just to talk to her for 15 minutes about nothing and then ran the last 500 meters home. Apparently I was radiating genuine indolence when I walked in the door because J asked if I had gone for the run or if I had simply walked to the playground next to our apartment to sit for 45 minutes.

On Thursday evening, I was off again. The urge to get out of the house was completely different – an entire hour’s break from the world’s most hysterical offspring. V cries hysterical no’s in ferocity every time he needs to have his diaper changed, his teeth brushed, get dressed, eat breakfast, clean up after himself (this skill he might just have inherited from his Mother), having his hair washed – when he has to go to bed. I left  the tugging in to J and ran. Everything can be run right. In the past, running was a nice procrastination, but I also run away heartaches, headaches, test anxiety – and farts. When J and I had just met I ran every time I had flatulence. Even though women farts smell of lovely roses, I was still too self-conscious to let go, so I tied my running shoes and ran the farts away. Now I run meltdowns away – either my own or V’s.

Well, while I ran, I came to think of how happy I was once to run, and how easy it always was to get going and how the run is always almost ran itself. Just on with the running gear and music in the earphones and I could run to the end of the world. Back in 2007, I was even so crazy about running that I willingly signed up for the Copenhagen Marathon. I ran a marathon. Well actually I ran 18 km, and plodding, lumbering, and dragged myself along the curbs in the scorching sun the last 26,195 km. I took me impressive 5 hours and 25 minutes to finish the 42.195 km. Three times I was overtaken by the field’s probably the oldest participant. Every time I saw him he had acquired an extra bandage somewhere on his body, but he came back and every time he was still faster than me. I did not get hurt – I was just incredibly slow. Afterwards I was also bright red on the whole left side of my body, I had not thought about using sunscreen on this bright and sunny day. As a seasoned marathon runner (haha) I can also inaugurate the less experienced; it’s a good idea to put a bandaid over ones nipples. It may happen that a 42-kilometer run, brisk walking, trudging and even dragging will set its tacky track on the nipples. If I had to choose I would properly choose a breastfeeding start-up to the unprotected nipple after a marathon situation any day of the week.

Anyways, on Thursday it was great running weather. Like T-shirts and shorts kind of running weather. If it was not because I needed the knee-length Lycra running pants (and shirt) to keep my bacon from reaching its resonant frequency. Bacon is my companion and Lycra is my friend. I can tell you that it feels fairly uncomfortable when the skin is living its own life and banks against the asphalt and do not come back in place before I’m ready to take the next step. Read more about Lycra here.

We have been visited by the nicest Mother-in-Law since Friday evening. She is not only my Mother-in-Law and very good with V – she is also very sweet and it’s very nice to have a visitor. In addition to the 4 kg licorice, she also brought summer and sun and just under 100 degrees. Yesterday we went on a trip along the Rhine – Today we have only managed to drag ourselves 100 meters to the nearest playground and back again.

While the family has had a well-deserved siesta, I have written this post!