Tag-arkiv: Family

IMG_2511

Dreiländer-eck – The name says it all

Dreiänder-eck, Basel

Dreiänder-eck, Basel

Det har indtil videre været en ualmindelig stille dag på kontoret. V-mand vågnende 9.30 og var klar til middagslur igen kl. 11.30. Det er hårdt at gå i seng samme tid som solen. Vejret er trist og udenfor falder regnen roligt i store tunge dråber på den varme jord.

Jeg synes, jeg vil benytte den stille lejlighed til at fortælle om en forbløffende kedelig udflugt, vi var på for nogle uger siden. Til dem, der ikke ved det, kan jeg fortælle, at Basel ligger i Nord-Vest Schweiz klods op ad Tyskland og Frankrig. Således mødes de tre landes grænser i Dreiländer-eck. Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde en romantiseret forestilling om det sted, måske regnede jeg med, at det ville minde om Grenen i Skagen, hvor Kattegat og Skagerraks vande mødes.

IMG_0775

Hvad kan jeg sige, det var på ingen måde lige så flot og stemningsfyldt som Grenen og der var ingen, der forsøgte at komme heeelt ud på spidsen og lave den der Se-mig-se-mig-jeg-er-helt-ude-at-stå-på-det-yderste-af-Schweiz’-spids-pose, som folk ellers gør på Grenen, for der var ingen mennesker på dette særdeles uskønne sted. Jeg kan ikke rigtigt forstå det, for der er ellers kælet for detaljerne på stedet og det er meget smukt placeret midt inde i Basels industrihavn. Noget mere misundelsesværdige er de tyske og franske sider. En bro forbinder de to lande og på den franske side, var der sågar en hel røvfuld svaner ved Rhinens bred, som jeg selvfølgelig ikke tog nogle billeder af. Vi spiste is og var sammen – det er det bedste, der er at sige om den tur. Hvor om alting er så handler den her blog jo om alt – også det kedelige. Så her får I nogle billeder fra det sjæleforladte sted.

 

——————————-

It has been an unusually quiet day at the office so far. V-man woke at 9.30 am and was ready for his nap at 11.30. It is tough going to bed at the same time as the sun.  The weather is bad and the rain is falling in big, heavy drops on the warm ground.

I want to use this quiet moment to tell you about an extremely boring trip we had a couple of weeks ago. To those who aren’t aware of where Basel is situated, I can tell you that it is tucked neatly right between the German and French borders. The place where the borders meet is called Dreiländer-eck. I don’t know why I had such a romanticized picture of the place, maybe it is because of Grenen, the very northern tip of Denmark where the waters of Skagerrak and Kattegat meet.

What can I tell you, it was not anything like Grenen, and no one tried to go al the way out on the northern most tip and do a look-at-me-look-at-me-im-all-the-way-out-on-the-tip-pose, like sightseers do in Skagen, because there weren’t anybody there at this very unpretty place. I don’t really get because there has been such attention to detail at this place and is is so beautifully situated right in the heart of Basel’s industrial habour. A little more enviable are the German and French sides. A bridge connects the two countries and on the French side there were even a whole bunch of big white swans by the shore of the Rhein. We had ice-cream and spent time together, that’s properly the best thing about the trip. Anyways this blog is about everything, also the boring so here are some pictures from the trip. 

Morgenmad cum frokost

Green thumbs, dirty nails, and the mother of Manneken-Pis – Grønne fingre, sorte negle og mor til Manneken-Pis

Hvis du tror, at Manneken-Pis er en statue i Bruxelles, så tager du fejl – han bor hjemme hos os i Basel. I går var jeg skødesløs og rigtig dum i hovedet og lod V rende rundt uden ble, inden han skulle i seng. Vi sad ude på terrassen efter aftensmaden og nød det fantastiske vejr. Jeg troede faktisk, at jeg var mor til V, men det viser sig, at jeg er mor til Manneken-Pis. På en halv time havde han afmærket sit imponerende territorie; terrassen, stuegulvet og vores sofa. Vi havde lige lavet sjov med, at jeg ville synes det ville være perfekt, hvis han tissede i sofaen, da jeg brændende ønsker mig en ny. Hvilket han så gjorde – tissede i sofaen. Det var alligevel ikke så forfærdeligt morsomt, da det kom til stykket, for vi har ikke råd til en ny, og vi må nu affinde os med at sidde i V’s toilet ind til vi har. Hashtag a little pee never killed anyone.

Morgenmad cum frokost

Morgenmad cum frokost

Jeg overdriver ikke, når jeg skriver, at det er en menneskealder siden, jeg har sovet så længe, at morgenmad blev til frokost – det hører ligesom livets sorgløse dage til (og dem er der i øvrigt alt for få af nu til dags), men jeg sov længe i dag. Det er slet slet ikke så dårligt. Desværre er det fordi vores Manneken-Pis er syg med feber og snot og tænder og ikke har sovet i nat – hvilket også betyder, at jeg heller ikke har. Han ynder jo at sove ved siden af (læs: oven på) mig. Heldigvis er J hjemme, så han tog over i morges, så jeg kunne indhente noget af det tabte og sov videre helt til kl. 11.30.

Den bette var også syg med feber og snot og tænder, da min mor var på besøg for 14 dage siden. Jeg troede egentligt, at en af belønningerne for at gå hjemme med sit eget barn, udover det jeg skrev om i forrige indlæg, er, at barnet er mindre sygt. Men sådan er det åbenbart ikke i vores tilfælde – selvfølgelig fristes jeg til at skrive. Bevares knægten skal selvfølgelig have tænder, men helt ærligt, så behøver han ikke at få de sidste fire og snotten kan vi i hvert fald sagtens klare os uden. Forhåbentlig sætter vi nogle point ind på sygdomskontoen, så det han er syg nu, er han ikke syg senere. Som min yndlingschef siger ‘Hvad er gjort, kommer ikke skidt tilbage’ og man skal altid lytte til og tro på en, der kan citere alle replikker fra Matador og som i øvrigt ellers er velbevandret i altid at have ret.

De døende planter

De nyindkøbte (og døende) planter. The fruit of my labour.

Vores hjem begynder efterhånden at tage form af … et hjem. I går fik vi købt potter og planter og samlet endnu flere Ikea-møbler, denne gang ud til vores store sydvestvendte terrasse. Det er et fantastisk uderum, vi har skabt med roser og lavendel i potter og med møbler – de bedste også fra Ikea. Min agronomiske selvtillid kan i øvrigt være på et meget lille sted og Jeg er ikke just kendt for mine grønne fingre. J mener også, at jeg nok skal få mit hyr med at holde planterne i live #devilvisneogdø. Men nu er de plantet og VANDET! Og jeg har sorte negle. Første sommer jeg boede i Ørestad sammen med J, gik vi også all in på der dersens altanidyl – opstammede lavendeler og margueritter og den slags (det koster jo en formue by the way). Man kunne nemt brødføde en afrikansk landsby i et år med den sum penge, vi har brugt på at gøre terrassen hyggelig, hvilket egentlig er noget svineri, men nu er det gjort. Anywhodooles så døde alle de flotte planter kort tid efter deres indtog på altanen: Der var bladlus i skidtet og jeg gjorde som min mor altid har gjort, når der var bladlus; sprøjtede dem med sæbevand. Jeg gav dem en ordentlig omgang, for de satans bladblus ikke skulle tage livet af mine planter. Både bladlus og planter døde og jeg mistænker voldsom sæbevandsoverdosis.
Heldigvis har jeg Sorøs svar på Søren Ryge Petersen som svigermor. Hun kan normalt få liv i enhver af mine udpinte planter, og dem er der mange af. Det må sgu da give lidt plante-cred, så de nyindkøbte af slagsen overlever – i hvert fald bare én sæson.

Aftensmad på terrassen

Aftensmad på terrassen

IMG_2705

Indlægget er forfattet på terrassen under den brændende sol. WIN!

 

————–

If you think that Manneken-Pis is a statue situated in Brussels, you’re wrong – he lives with us in Basel. Yesterday is was careless and really stupid and I let V run around without his diaper before he had to go to bed. We were sitting out on the terrace after dinner and enjoying the fantastic weather. I actually thought that I was the mother of V, but it turns out that I am the mother of Manneken-Pis. In half an hour he had marked his impressive territory; terrace, living room floor, and our sofa. We had just been joking that I would think it would be perfect if he peed on the couch because I really would like a new one. Which he did – peed on the sofa. Nevertheless, it was not so terribly funny when it came down to it, because we can not afford a new one, and now we must come to terms with sitting in V’s toilet until we have. Hashtag a little pee never killed anyone.

I am not exaggerating when I write that it is a lifetime since I’ve slept so long that breakfast became lunch – it is a legacy of the carefree days (and there are too few of them) but I slept late today. It’s certainly not as bad. Unfortunately, it is because our Manneken-Pis is sick with fever and snot and teeth and have not slept all the night – which also means I haven’t either. He likes sleeping next to (read on) me. Fortunately J is home, so he took over this morning so I could catch some of the lost sleep and I slept until 11.30 am.

The youngster was also sick with fever and snot and teeth, when my mother was here visiting 14 days ago. I thought that one of the rewards of staying at home with my child, in addition to what I wrote about in my previous post, is that the child is less sick. But this is obviously not the case – of course I am tempted to write. Granted the kid needs to have his teeth, but quite frankly, he does not need to get the last four and the snot we can certainly easily do without. Hopefully we’ll put some points into our child sick account, so what he is sick now, he won’t be sick later on.

Our home is starting to take form as … a home. Yesterday we bought pots and plants and put together even more Ikea furniture, this time for our large southwest facing terrace. It’s a great outdoor spaces we have created with roses and lavender in pots and the furniture – also the very best of Ikea. My agronomic confidence fits into a very small place and I’m not exactly known for my green thumb. J thinks that I’m going to have a job keeping the plants alive. Hashtag they will wilter and die. But now they are planted and WATERED! And I have black fingernails. The first summer I lived with J, we also went all-in on the idyllic balcony – lavender and daisies and stuff (it costs a fortune by the way). One could easily feed an entire African village for a year with the amount of money we spent on making the terrace cozy , which really is unheard of, but now it’s done. Anywhodooles all the beautiful plants die shortly after their arrival on our balcony: There were aphids in them and I did as my mother has always done when her plants have aphids; sprayed them with soapy water. I gave them a decent wash so that the aphids wouldn’t kill my plants. Both aphids and plants died and I suspect violent soapy water intoxication.

The post has been written on the terrace under the scorching sun. WIN!

Ov Ov - ja, det er en hund

All in a day’s work – en dags arbejde

Jeg har tænkt lidt over, hvad jeg bruger noget af min tid på, nu hvor vi ikke har outsourcet børnepasning.

V får serveret syv reelle måltider om dagen, det er 49 måltider om ugen. Det bliver også til 49 oprydninger om ugen – 2548 gange om året, hvor jeg (eller J) kravler rundt nede på gulvet og tørrer krummer op eller gnasket banan eller gennemtygget æble. I tror mig nok ikke, men nogle gange er jeg virkeligt dum i hovedet og doven for så stikker jeg ham bare en skive af noget, men så skal jeg bare rundt i hele lejligheden og samle spor af mad op, for drengen har en utrolig irriterende vane, hvor han efterlader rester rundt omkring i huset. Gerne nede i mine sko eller i sofaen eller i tøjskufferne – det er særligt træls, når jeg først finder dem flere dage senere.

Og hvad så med mine måltider? Jo, det består jo oftest af koffein og sukker. Nogle gange bliver det også til en stående håndmad eller tørre rugbrødskanter som V ikke gider røre. Men engang i mellem er jeg heldig, for så tilbyder V mig noget af det, han ikke kan lide – det er gerne prøvesmagt. Jeg kunne jo selvfølgelig bare takke nej, tænker du, men det kan jeg bare ikke få mig til, for jeg vil ikke være dumme mor. Det, at han vil dele noget af sit brugte kødpålæg med mig er jo rigtigt sødt og en god egenskab og jeg betaler gerne prisen for, at han er en villig deler.

Inden vi flyttede til Basel talte jeg med en kollega om, hvor fedt det egentligt er med en kantine på arbejdspladsen – LÆKKER mad, som er tilberedt for en til en, og som man bare kan fylde på tallerkenen og når man så er færdig med at spise, så afleverer man bare sit brugte service på en vogn. Og man skal ikke ned og rode rundt på gulvet omgivet af kolleger, der glor på en, før man kan komme videre med sine arbejdsopgaver. Love it – miss it! Men altså jeg vil ikke klage. For jeg sidder trods alt til bords med et af mine absolut yndlingsmennesker hver dag – 365 dage om året.

What goes in must come out – det bliver til ca. 8 (nogle gange er vi jo heldigere end andre) bleskift om dagen. Det er lige knap 3000 om året. Det er som regel rigtigt hyggeligt og smertefrit, men andre gange, hvor jeg også er dum i hovedet, så lader jeg den bette løbe rundt i hytten uden ble, fordi ‘det jo er lidt hyggeligt’ og det ender med, at han tisser eller pøller på gulvet, ja så har jeg bare lyst til at slå mig selv oven i hovedet med en kølle. Det kan virkeligt ikke betale sig at være doven, for det sker altid de dage, hvor gulvet er blevet vasket én gang.

Det bliver også hurtigt til ca. 200 kampe ved middagstid, der hvor han aldrig vil sove. Og til 365 godnathistorier og nå ja, så ca. 1460 natamninger, fordi vi har ikke fundet en anden løsning, der får ham til at sove igen, når han vågner om natten. Og så bliver det til 365 gange på et år, hvor han kommer ind i vores seng og hvor J sover i gæsteværelset, fordi V ynder at sove på tværs, meget gerne med tæerne begravet i mine næsebor.

Til gengæld har jeg på 17 måneder sovet tre nætter uden afbrydelser – det var dengang, jeg rejste væk og overlod V til hans far og mormor. Jeg gjorde et stort nummer ud af at lukke døren, når jeg skulle på toilettet eller i bad, hvilket ellers er ilde set her i huset. Det var tider. Men der var ingen at lege tagfat med eller tørre op efter eller trøste eller grine med. Jeg vælger hjemme – trods alt!

Og så bliver til ca. 10000 svar på 10000 ‘hvad er det?’ i løbet af dagen. Hver gang vi ser en lastbil eller en bil eller en fugl eller en kat eller en hund eller en cykel eller en knallert eller en ladvogn eller en gravko eller en traktor eller en myre eller en snegl eller en lastbil eller en bil eller en fugl eller en kat eller en hund eller en cykel eller en knallert eller en ladvogn eller en gravko eller en traktor eller en myre eller en snegl eller en lastbil eller en bil eller en fugl … well you get my point. Når vi spørger om noget, får vi mest et NEJ!

Ov Ov - ja, det er en hund

Ov Ov – ja, det er en hund

 

 

——

I have been thinking about how I spend my time now that we have not outsourced childcare.

V gets served seven meals a day – that’s 49 per week, that’s also 49 clean ups per week. 2548 times a year where I (or J) is down on the floor wiping up crumbs or mushed banana or chewed apple. You will properly not believe me, but sometimes I really stupid and lazy and I’ll just give him a slice of something, but then I’ll have to go around in the apartment to pick up traces of food, because the boy has a really annoying habit of leaving his leftovers around the house, in my shoes, in the sofa, or in my drawers – it is particulary  annoying when I find it days later.

And what about my meals? well they mostly consist of caffeine and sugar. Somestimes I get a quick sandwich or the dry edges from V’s bread which he doesn’t touch. But if I’m in luck V shares some of his food with me – some he has already tasted. You may think, that I could of course just say ‘no thank you’, but I just cannot get myself to do that. I don’t want to be stupid Mom. The fact that he will share some of his used food with me is just very sweet and a good ability and I don’t mind paying the price if he is willing to share.

Before we moved to Basel I spoke with a colleague about how cool it really is to have a canteen at work – DELICIOUS food that is prepared for you to you. And you can simply fill your plate and when you are finished eating put your used service on a trolley. Without having to get down on the floor and clean up the mess surrounded by colleagues who stare at you before getting on with your job. Love it – miss it! But then I will not complain. Because I get to sit down (after all) with one of my absolute favorite people every day – 365 days a year.

What goes in must come out – approx. 8 (sometimes we are luckier than others) diaper changes a day. That’s just under 3000 per year. It’s usually really nice and painless, but other times, when I’m an idiot and let the little one run around in the house without a diaper, because ‘it is indeed a little cozy’ and ends up peeing or pooping on the floor, I just want to beat myself over the head with a club. It is really not worth it being lazy, because it is always happens the days when the floor already has been washed once.

We will also have approx. 200 fight at noon, when he doesn’t want to sleep. And 365 bedtime stories and well, also approx. 1460 nighttime breast feeds because we haven’tt found another solution to get him back to sleep when he wakes up at night. And then it becomes 365 times in a year when he comes into our bed and where J will be sleeping in the guest room, because V likes to sleep across the bed – preferably with his toes buried in my nostrils.

But in 17 months I have slept three nights without any interruption – that was when I went away and left V alone with his father and grandmother. I made a big deal out of closing the door when I had to use the bathroom, which otherwise is frowned upon in this house. Those were the days. But there was no one to play tag  with or clean afterwards or to comfort or laugh with. I choose home – after all!

And then becomes approx. 10000 replies to 10000 ‘what is that?’ during the day. Every time we see a truck or a car or a bird or a cat or a dog or a bike or a moped or a pick-up truck or an excavator or a tractor or an ant or a snail or a truck or a car or a bird or a cat or a dog or a bike or a moped or a pick-up truck or an excavator or a tractor or an ant or a snail or a truck or a car or a bird … well you get my point. When I ask him something, I mostly get a NO!

One year christening anniversary – Et års dåbsdag

I dag er det et år siden, at V blev døbt. Det var en virkelig dejlig dag, der overgik alle mine forventninger. Jeg synes, vi er heldige, at så mange ville komme den lange vej for at fejre vores lille dreng.

Senere vil vi tænde dåbslyset, som vi fik besked på. Hvorfor ved jeg ikke, men mon ikke det er så Gud ikke kommer efter os senere :-).

Vi gør det som det passer os, jeg tror sgu, jeg bager en kage til seancen, så bliver J glad og vi kan invitere venner og familie til komsammen i Gundeli.

Velkommen hjemme hos os til kaffe og kage, alle sammen! Skal vi sige kl. 16?

Bønnen og jeg

Bønnen og jeg

————–

One year ago today V was christened. It was a really lovely day, which surpassed all my expectations. I consider us very lucky that so many of our friends and family travelled the way in order to celebrate our son.

Later today we will light the christening candle we received, as you are supposed to. Why I don’t know, maybe so God won’t come after us later :-).

We do whatever we want, I think I’ll bake a cake, that will make J happy and we can invite friends and family over.

Welcome everybody to cake and coffee at our place. Shall we say at 4?

Jacob og Villum kigger på fisk og haletudser

The art of losing possessions and not having enough Bargeld

Min modsætning og jeg sidder i skrivende stund og nyder et glas vin. Hver vores slags selvfølgelig. J har engang sagt, at det værste ved mig er, at jeg ikke er til at dele en flaske rødvin med. Jeg har lige overstået den første løbetur på 14 dage (jeg holder aldrig 14 dages pause igen) og vi har haft en dejlig dag på udflugt til Merian Gärten, en oase med landbrug, cafe, en lille dam og flotte blomster i bede, der ligger 20 minutters gåtur fra vores hjem. Der er flot og meget ordentligt, det er vist en typisk schweizisk oase. Vi har igen haft det dejligste vejr, måske mine ben faktisk bliver brune i år.

——–

At the moment my opposite and I are enjoying a glass of wine. Two different kinds of course. J has said that the most difficult thing about me is that we can’t share a bottle of red wine. I just completed the first (semi) run in two weeks (I will never take a two week break again) and we have had a lovely day in Merian Gärten, an oasis with farming, a café, a little pond and beautiful flowers, which lies only 20 minutes walk from our home. It is beautiful and very neat, it must be a very typical Swiss oasis. That weather has been very nice, maybe my legs will get some colour this year.

En til dig og en til mig

En til dig og en til mig

————

 

Jacob og Villum kigger på fisk og haletudser

J og V kigger på fisk og haletudser

Vi nåede kun lige at få vores drikkevarer serveret før jeg opdagede, at jeg har tabt min jakke. Nuvel det var ikke verdens dyreste jakke, men jeg hader hader HADER at miste ting. Så jeg endte med at gå vejen tilbage, hvor vi kom fra, men jakken var væk. Da jeg kommer traskende retur til J og V, er kagen (næsten) spist og der er kun min lunkne latte macchiato tilbage. Regningen kommer og jeg vifter betalingsvilligt med kortet, da tjeneren siger de to på nuværende tidspunkt mest irriterende tyske ord: nur Bargeld. Nu er det sådan, at vor portefeuille sjældent flyder over med guldkontanter og da de sølle 5 Euro og 4 Fr. 20 Cents, den indeholdt, ikke rigtigt var nok til at betale gildet, så J måtte ud og lede efter en hæveautomat – det tog kun 50 minutter, hvilket er komplet absurd i et land, der tilbeder kontanter. På trods af at det faktisk kun var ud- og hjemturen, vi tilbragte sammen alle tre, så var det en dejlig dag i Merian Gärten. Vi planlægger et visit, når J’s mor kommer på besøg i næste måned, der tager vi afsted med rigeligt Bargeld og uden overtøj, så skal vi nok få det rigtigt hyggeligt sammen hele dagen.

 

————–

We only just got our drinks served when I realized that I had lost my jacket on the way to Merian Gärten. It isn’t the World’s most expensive jacket but I hate hate HATE losing possessions. Så I ended up walking all the way back in search for the jacket, but by then it was gone. When I came back to J and V, the cake was (almost) eaten and the only thing left is my lukewarm latte macchiato. We get the cheque and I am waving my card when she utters the two for the time being most annoying German words: nur Bargeld. More often than not our portefeuille is very low on cash, and this was also the case now so J went out to find a cash machine – it only took 50 or so minutes, which is completely absurd in a country that adores cash. Even though we only were together the three of us on our way to the park and back, we had a very nice day. We are planning to go again when J’s mother comes to visit us next month – then we will make sure to have plenty of cash in our pockets and no coats to make sure that we can spend the whole day together.

————

Når nu jeg i sandhed ikke bryder mig om at miste ejendele, ja hvem gør i virkeligheden det?, så bilder jeg mig selv ind, at jeg har været urimeligt uheldig i denne uge.

For to uger siden var vi til konfirmation hos J’s nevø R. Og da jeg jo sjældent kommer ud, flottede jeg mig og købte et par fine dråbeformede perleøreringe af den slags, der ikke har lås. Jeg nåede at have begge øreringe i min varetægt i halvanden uge, før jeg tabte den ene (Man skulle tro det var min rekord, men da min mor og hendes mand skulle giftes købte jeg også øreringe og nåede kun at have dem på i et par timer før den ene forsvandt). Det var dejligt mens det varede og så er det jo formidabelt, at have en tilbage til at minde mig om, hvad jeg har mistet.

 

Den ensomme perleørering

Den ensomme perleørering

Før i tiden var jeg ellers virkelig god til at genfinde tabte sager. Fx tabte jeg engang en broche på vej hjem fra tandlægen. Jeg havde fået den forærende af min bedste og den fandt jeg da igen efter en ihærdig søgning. Og det sort og hvide Swatch-ur, der forsvandt to gange, efter jeg havde glemt det til volleytræning, det fik jeg da også igen. Men den glædelige evne til at genfinde, held kan man vel også kalde det, er væk i hvert fald for øjeblikket. Men hvad gør det, for minderne om mine (tidligere) ejendele kan ingen tage fra mig. Ej heller deres nye ejere.

 

————–

When I really hate losing possessions, I consider myself being very unlucky this week as I also lost an earring.

Two weeks ago we where in Denmark and went to J’s nephew’s confirmation, and because I so very rarely get to go out I splashed and go myself a beautiful set of pearl earrings. I had both earrings in my custody for a week and a half before losing one (I would say it was some sort of record, but it isn’t. When my Mother and husband got married I also bought earrings and only got to wear them for a couple of hours before one was missing). It was very nice while it lasted, and I just love the fact that I have one left to keep reminding me of the one I lost.

Usually I have been very good at relocating lost items. I.E. I once lost a brooch on my way back from the dentist, it had been given to me by my Grandmother, and I found it again after an intense search. And the black and white Swatch watch I lost twice, after leaving it behind after volleyball practice I also found. But the joyful ability to relocate, some might even call it luck, has disappeared at least for the time being. But it doesn’t matter – the lovely memories of my (former) possessions cannot be taken from me – not even by their new owners.

 

Ditte