Tag-arkiv: Our home

Det røde trehjulede lyn

V og den grønne lykke

Lykken er at se V køre på traktor

V er vild med køretøjer. Gravkøer, kranbiler, traktorer, lastbiler, biler, ladvogne, kassebiler you name it. Særligt de tohjulede har fundet vejen til V’s hjerte – de er allesammen samlet i kategorien ‘nana’. I det her tilfælde tror vi, at V kastede ordet knallert op i luften og da han greb det, var det blevet til ‘nana’, men vi har stadig den forklaring til gode.

Jeg er vild med at genbruge og overtage mere eller mindre brugte ting til billige penge, så jeg er til J’s fortrydelse, blevet medlem af en køb og salg-gruppe på facebook. J mener, at jeg har et lidt for veludviklet samlergen, som jeg også dyrker lidt for heftigt til hans smag. Jeg kan egentligt ikke sige at jeg er helt uenig, men jeg kan fortælle, at jeg har gjort mig nogle rigtigt gode køb og fund. J er vist ikke helt enig og han synes, at vi bor i en genbrugsbutik – men hvornår var det en skidt ting spørger jeg bare?

På trods af, at vores (forkælede) afkom absolut ikke mangler legetøj, må jeg på det kraftigste tøjle mig selv, når der kommer legetøj i form af kraner, lastbiler, garager, tog mv. op i  gruppen. Men jeg kunne altså ikke stoppe mig selv, da dette flotte røde lyn blev sat til salg  på siden. 20 (sølle) CHF måtte jeg smide – og som I kan se er trussetyven vild med det og mest, når der køres inden for selvfølgelig. Hvis jeg kunne slippe afsted med det havde vi en hel vognpark bestående af motorcykler, knallerter, kranbiler, traktorer og gravkøer stående ude i vores lille have bare for at nyde stjernerne i mit barns øjne.

V på det trehjulede lyn

V på det trehjulede lyn

Jeg havde undertiden ikke helt tænkt købet igennem – godt nok er V en stor dreng, men cyklen er altså ikke lavet til hans størrelse og han kan ikke nå begge pedaler på samme tid eller finde ud af at styre for den sags skyld, så V bliver voldsomt frustreret og er dagligt på grådens rand, fordi den skide cykel ikke vil det, han vil. Han kan til gengæld finde ud af at kravle op på sædet og rejse sig, så vi andre kommer på hårdt arbejde igen og hele tiden. Men hvad gør man ikke for at underholde barnet. Det er også god underholdning for faderen, når jeg forsøger at dirigere V rundt i lejligheden med mit hjemmekonstruerede højre/venstre, som lyder cirka sådan her: ‘til højre, ikke den højre, den anden højre. Hov til venstre, nej til højre forresten, nej jeg mente venstre …’. Nå hvad selv en omvej går vel fremad.

Mandagsblomster

Grønne Gundeli

Gundeli, den bydel i Basel, hvor vi i det daglige slår vor folder, er et uskønt sammensurium af betonbyggerier og klassiske enkelt-familiehuse med grønne skodder. De har dog stort set alle meget fine forhaver med virkeligt flotte blomster – nogle vildtvoksende og andre arrangerede, men ens for dem alle er, at blomsterne stortrives. Grønne fingre løber i drikkevandet hernede.

Omme bagved scooterne er der altså en fiiin have :-)

Omme bagved scooterne er der altså en fiiin have :-)

Jeg har aldrig været god til at få noget til at vokse – det skulle da lige være dyngerne af tøj, der ligger slængt i soveværelset … og min taskesamling … og sko … jeg omformulerer, jeg er jævnt ringe til at holde planter i live, men Gundeli gør altså underværker for min selvtillid i det henseende.
En enkelt orkide blomstrer selvom den har været pænt medtaget af at være i min varetægt, vores Wisteria, er i gang med at kravle op til Fr. Bleichenbacher, vores overbo og roserne, har tæt på en million knopper, som bare venter på lidt solskin, så de kan springe ud. Ja jeg har endda bekæmpet væmmelige bladlus uden også at dræbe roserne. Det er skønt og utroligt, som i unglaublich, på en og samme gang.

Wisteria, der blomstrer fint for- og sensommer

Wisteria, der får flotte klaser af lilla blomster i for- og sensommer og en enkelt henslængt, men økologisk Basilikum

Man skulle tro det var påskemorgen med orkideens genopstandelse.

Påskemorgen?

 

Den her rose har ham den langfingrede ikke set endnu

Den her rose har den langfingrede ikke spottet endnu

Vores tomatplante købt for en slik i supermarkedet

Vores tomatplante købt for en slik i supermarkedet

Sandkassen og umodne tomater er et uskønt match

Sandkassen og umodne tomater er et uskønt match

Nu hvor det ikke er mig, der slår planterne ihjel, har jeg mit hyr med den langfingrede terrorists lemfældige omgang med moderens hjertebørn. Han vil ikke holde fingrene fra dem – og jeg ved, at han ved hvad nej betyder, han forstår, når jeg bjæffer en eller anden tilfældig kommando og han kan udføre de særeste ting til UG. Men når det kommer til at lade tomaterne og roserne være, så springer hans selektive hørelse ud i fuld flor. Ja, undskyld klichéen, men det er altså alvorligt det her, og så er det så sandt (som det er sagt. Hø hø.) Podens høst har i dag været syv neongrønne tomater og fem fine rosenknopper. Ak! Det må være universets hævn for da jeg, som barn, agerede guillotine og huggede alle hovederne af min mors tulipaner.

Desuden havde J og jeg noget, der ligner seksårsdag her i weekenden. Det gik op for mig lørdag aften, efter jeg havde sendt ham afsted til Guatemala. Jeg havde plantet min dertil indrettede i divaneseren for at trøstespise – jeg måtte have noget at styrke mig på, når jeg nu skulle være alene med Bønnen i 14 dage. Vi har aldrig dyrket årsdag eller andre sentimetaliteter, men i anledning  af vores dag købte jeg orange liljer til stuen og inviterede mig selv og V ud at spise fint i Ikea.

Tillykke med seksårsdagen til mig, men mest til J forståes.

Mandagsblomster

Mandagsblomster

 

Coffee break - my favorite alone time

Happiness is Nespresso – Lykken er Nespresso

Juhuu! Vi har opgraderet vores Nespresso til en nyere model. Tænk sig, jeg drak slet ikke kaffe før vi fik V.

Translation: JAY! We have upgraded our Nespresso-machine to a newer model. Would you imagine, that I didn’t even drink coffee before we had V.

Vores nye Nespresso-maskine

Det ny vidunder – the new wonder (The jars are from Bodum, espresso cup second hand)

Jeg vil vove at påstå, at man når man går hjemme som jeg gør, udvikler adskillige gode og mindre gode vaner. Mine vaner er kaffe og immunitet overfor rod. (Usynligt rod – det må blive et andet indlæg.)

Den maskine vi havde var en sag fra 2008, som egentlig fungerede udmærket, men jeg er afhængig af caffe latte og har i et år, tre gange om dagen, varmet mælk i en gryde. Det var jeg blevet træt af. Nogen gange handler det bare om at gøre livet en smule nemmere.

Nogle mener muligvis, at jeg drikker min varme mælk, med et skud espresso. En barista så sig engang nødsaget til at gentage min tilsyneladende besynderlige bestilling, da jeg bad om få en stor latte med et single shot. ‘Altså’ sagde hun, ‘du vil have den her store kop (og holdt koppen helt op i snuden på mig) med varm mælk og et ENKELT shot?!’ Beklager søster, men ja det er sådan jeg drikker min varme mælk. Der er dog kommet noget mere kaffe i mælken i takt med de søvnløse nætter ikke er blevet færre.

Hvor kom jeg nu fra? Nå jo… Man tror det ikke, men jeg er et forholdsvis ufokuseret menneske, så hver gang jeg har varmet mælk, er jeg gået fra gryden, for jeg kan liiige lave noget andet mens mælken blev varm og hver gang har jeg glemt gryden med varm mælk. Mælk har den uheldige egenskab, at det koger voldsomt over, gerne fra det ene øjeblik til det andet eller brænder virkeligt meget på. Og omtrendt tre gange om dagen har man kunne iagttage mig spurte ud i køkkenet, fordi jeg er kommet i tanke om, at jeg jo faktisk var i gang med noget. Men fra nu af ikke mere mælk, der brænder på, ikke flere kogeplader, der er sølet til i brandvarm mælk, ingen gryder, der hele tiden skal vaskes op. Nu slipper jeg for alt det. For vores nye maskine har en mælkevarmer/-skummer. Jeg har kl. 14 allerede drukket alle mine tre latter for hold nu kæft, hvor er det lækkert nemt og så smager det virkeligt, VIRKELIGT godt. Holdt op imod den nye måde at lave en caffe latte, så har min gamle måde været unødvendig omstændig.

Translation: I’ll confidently make following claim that when you are a stay at home mom like I am, you develop some good and some less good habits. My habits are coffee and immunity to mess. (invisible mess – that’s a whole new blogpost)

The machine we had was from 2008. it really didn’t need replacing, but I’m addicted to caffe latte and I have for a year now warmed milk in a casserole and I had grown very tired of that. Sometimes it is all about making life a little easier.

Some might say that I drink my warm milk with a shot of espresso. A barista once repeated my extraordinarily strange order of a large latte with a single shot. ‘Okay’ she said, ‘you want this large cup (and it very close to my face whilst frawning) with a SINGLE shot? Sorry sister, that’s just how I take my coffee. The coffee milk ratio has become a little more balanced since the sleepless nights haven’t gotten fewer.

Where was I? Oh yes… You wouldn’t necessarily believe it but I am a some what unfocused person, so every time I have heated milk, I have left the stove, because I just needed to do other stuff. Milk has an incredible ability, and it boils over or burn faster than you get hiccups. About 3 times a day you could see me run into the kitchen, when I remembered that I was actually doing something else in the first place. But now no more burnt milk, no more stoves covered in milk, no more casseroles in need of washing up. No more of all that. Because our new machine has a milk heater/foam thing. A two pm yesterday afternoon I had already had my 3 caffe lattes. Jesus Mary it’s good REALLY GOOD and EASY. Compared to this new way of making my lattes my old way was unnecessarily circumstantial.

Coffee break, nu med mælkeskum

Coffee break – the healthy kind

Coffee break - the tastier kind

Coffee break – the tastier kind

Købet blev gjort i torsdags – jeg skulle egentligt bare have sådan en separat mælkevarmer/-skummer-tingest og noget kaffe. Men kender I det at gå ind i en butik med en lille bitte liste, og alligevel komme ud med favnen fuld? Det var det, der skete for mig i går og alle andre dage også i øvrigt. Jeg blev fristet til at købe en ny maskine, fordi der var tilbud på en bestemt maskine og en mælkeskummer. Jeg var den der virkelige irriterende kunde, der ikke kan bestemme sig. Først skulle den være creme, så hvid, men jeg måtte også lige se den i sort. Jeg ender med at købe en helt fjerde. Stakkels ekspedient. Det var godt, jeg havde Bønnen med. Han fungerer ret ofte som en buffer med sit vilde lyse bonghår, skelende øjne og sutteklud, når moderen er en abnormt ulidelig kunde.

Her på matriklen er ingen kaffeconnaisseur, så en Nespresso-maskine er god til vores beskedne behov (trods alt), og når George Clooney (Jeg elsker at ‘Clooney’ findes i stavekontrollen) kan drikke Nespresso, så kan jeg også.

Translation: I bought it on Thursday – I only intended to go buy the milk heater thing and some coffee. But have you tried going into a store with a small list and coming out with more than you can carry? That was exactly what happened to me on Thursday (and any other day to be completely truthful). I was that really annoying customer-type, and I couldn’t make up my mind. First I wanted it in a cream colour, then white, the black. I ended out buying a completely different kind (and colour). Poor Nespresso employee. Good thing I had V with me. He is a charming buffer with his wild blond hair, crossed eyes, and cuddling bunny, when the mother is an absolutely obnoxious costumer.

None of us really are coffee connaisseurs, so a Nespresso-machine is sufficient to cover our modest needs, and when George Clooney (I love that Clooney is in the spell check) can drink Nespresso so can I.

PS. Uden kaffe sker det her/ Without coffee this happens

Jeg nåede ikke min kaffe inden V skulle have tøj på.

Jeg nåede ikke min kaffe inden V skulle have tøj på. I didn’t have my morning coffee before dressing V.

Morgenmad cum frokost

Green thumbs, dirty nails, and the mother of Manneken-Pis – Grønne fingre, sorte negle og mor til Manneken-Pis

Hvis du tror, at Manneken-Pis er en statue i Bruxelles, så tager du fejl – han bor hjemme hos os i Basel. I går var jeg skødesløs og rigtig dum i hovedet og lod V rende rundt uden ble, inden han skulle i seng. Vi sad ude på terrassen efter aftensmaden og nød det fantastiske vejr. Jeg troede faktisk, at jeg var mor til V, men det viser sig, at jeg er mor til Manneken-Pis. På en halv time havde han afmærket sit imponerende territorie; terrassen, stuegulvet og vores sofa. Vi havde lige lavet sjov med, at jeg ville synes det ville være perfekt, hvis han tissede i sofaen, da jeg brændende ønsker mig en ny. Hvilket han så gjorde – tissede i sofaen. Det var alligevel ikke så forfærdeligt morsomt, da det kom til stykket, for vi har ikke råd til en ny, og vi må nu affinde os med at sidde i V’s toilet ind til vi har. Hashtag a little pee never killed anyone.

Morgenmad cum frokost

Morgenmad cum frokost

Jeg overdriver ikke, når jeg skriver, at det er en menneskealder siden, jeg har sovet så længe, at morgenmad blev til frokost – det hører ligesom livets sorgløse dage til (og dem er der i øvrigt alt for få af nu til dags), men jeg sov længe i dag. Det er slet slet ikke så dårligt. Desværre er det fordi vores Manneken-Pis er syg med feber og snot og tænder og ikke har sovet i nat – hvilket også betyder, at jeg heller ikke har. Han ynder jo at sove ved siden af (læs: oven på) mig. Heldigvis er J hjemme, så han tog over i morges, så jeg kunne indhente noget af det tabte og sov videre helt til kl. 11.30.

Den bette var også syg med feber og snot og tænder, da min mor var på besøg for 14 dage siden. Jeg troede egentligt, at en af belønningerne for at gå hjemme med sit eget barn, udover det jeg skrev om i forrige indlæg, er, at barnet er mindre sygt. Men sådan er det åbenbart ikke i vores tilfælde – selvfølgelig fristes jeg til at skrive. Bevares knægten skal selvfølgelig have tænder, men helt ærligt, så behøver han ikke at få de sidste fire og snotten kan vi i hvert fald sagtens klare os uden. Forhåbentlig sætter vi nogle point ind på sygdomskontoen, så det han er syg nu, er han ikke syg senere. Som min yndlingschef siger ‘Hvad er gjort, kommer ikke skidt tilbage’ og man skal altid lytte til og tro på en, der kan citere alle replikker fra Matador og som i øvrigt ellers er velbevandret i altid at have ret.

De døende planter

De nyindkøbte (og døende) planter. The fruit of my labour.

Vores hjem begynder efterhånden at tage form af … et hjem. I går fik vi købt potter og planter og samlet endnu flere Ikea-møbler, denne gang ud til vores store sydvestvendte terrasse. Det er et fantastisk uderum, vi har skabt med roser og lavendel i potter og med møbler – de bedste også fra Ikea. Min agronomiske selvtillid kan i øvrigt være på et meget lille sted og Jeg er ikke just kendt for mine grønne fingre. J mener også, at jeg nok skal få mit hyr med at holde planterne i live #devilvisneogdø. Men nu er de plantet og VANDET! Og jeg har sorte negle. Første sommer jeg boede i Ørestad sammen med J, gik vi også all in på der dersens altanidyl – opstammede lavendeler og margueritter og den slags (det koster jo en formue by the way). Man kunne nemt brødføde en afrikansk landsby i et år med den sum penge, vi har brugt på at gøre terrassen hyggelig, hvilket egentlig er noget svineri, men nu er det gjort. Anywhodooles så døde alle de flotte planter kort tid efter deres indtog på altanen: Der var bladlus i skidtet og jeg gjorde som min mor altid har gjort, når der var bladlus; sprøjtede dem med sæbevand. Jeg gav dem en ordentlig omgang, for de satans bladblus ikke skulle tage livet af mine planter. Både bladlus og planter døde og jeg mistænker voldsom sæbevandsoverdosis.
Heldigvis har jeg Sorøs svar på Søren Ryge Petersen som svigermor. Hun kan normalt få liv i enhver af mine udpinte planter, og dem er der mange af. Det må sgu da give lidt plante-cred, så de nyindkøbte af slagsen overlever – i hvert fald bare én sæson.

Aftensmad på terrassen

Aftensmad på terrassen

IMG_2705

Indlægget er forfattet på terrassen under den brændende sol. WIN!

 

————–

If you think that Manneken-Pis is a statue situated in Brussels, you’re wrong – he lives with us in Basel. Yesterday is was careless and really stupid and I let V run around without his diaper before he had to go to bed. We were sitting out on the terrace after dinner and enjoying the fantastic weather. I actually thought that I was the mother of V, but it turns out that I am the mother of Manneken-Pis. In half an hour he had marked his impressive territory; terrace, living room floor, and our sofa. We had just been joking that I would think it would be perfect if he peed on the couch because I really would like a new one. Which he did – peed on the sofa. Nevertheless, it was not so terribly funny when it came down to it, because we can not afford a new one, and now we must come to terms with sitting in V’s toilet until we have. Hashtag a little pee never killed anyone.

I am not exaggerating when I write that it is a lifetime since I’ve slept so long that breakfast became lunch – it is a legacy of the carefree days (and there are too few of them) but I slept late today. It’s certainly not as bad. Unfortunately, it is because our Manneken-Pis is sick with fever and snot and teeth and have not slept all the night – which also means I haven’t either. He likes sleeping next to (read on) me. Fortunately J is home, so he took over this morning so I could catch some of the lost sleep and I slept until 11.30 am.

The youngster was also sick with fever and snot and teeth, when my mother was here visiting 14 days ago. I thought that one of the rewards of staying at home with my child, in addition to what I wrote about in my previous post, is that the child is less sick. But this is obviously not the case – of course I am tempted to write. Granted the kid needs to have his teeth, but quite frankly, he does not need to get the last four and the snot we can certainly easily do without. Hopefully we’ll put some points into our child sick account, so what he is sick now, he won’t be sick later on.

Our home is starting to take form as … a home. Yesterday we bought pots and plants and put together even more Ikea furniture, this time for our large southwest facing terrace. It’s a great outdoor spaces we have created with roses and lavender in pots and the furniture – also the very best of Ikea. My agronomic confidence fits into a very small place and I’m not exactly known for my green thumb. J thinks that I’m going to have a job keeping the plants alive. Hashtag they will wilter and die. But now they are planted and WATERED! And I have black fingernails. The first summer I lived with J, we also went all-in on the idyllic balcony – lavender and daisies and stuff (it costs a fortune by the way). One could easily feed an entire African village for a year with the amount of money we spent on making the terrace cozy , which really is unheard of, but now it’s done. Anywhodooles all the beautiful plants die shortly after their arrival on our balcony: There were aphids in them and I did as my mother has always done when her plants have aphids; sprayed them with soapy water. I gave them a decent wash so that the aphids wouldn’t kill my plants. Both aphids and plants died and I suspect violent soapy water intoxication.

The post has been written on the terrace under the scorching sun. WIN!