Tag-arkiv: Parenting

Hurra for Schweiz – her er livet herligt.

Villums fødselsdag

Villums fødselsdag

Jeg har lidt under en bloggeblokade og af samme årsag har der været dødsens stille herinde. Vinteren har været lang fyldt med sygdom og mange grå dage, men endeligt er det begyndt at vende. Lyse dage og forår og fyldte legepladser.

Så hvad er der sket den seneste tid tænker I nok. Jo, jeg kan fortælle jer, at sygdom i børnefamilie ikke (udelukkende) er institutioners og dagplejemødres “skyld”. Den hjemmegående og poden var syge hele februar – jeg skylder skylden på legestuens andre børn. På den anden side var en omgang mund- og klovsyge, jeg mener hånd, fod, mundsyge direkte årsag til, at V nu sover igennem. Amning blev afsluttet efter 26 måneder. Jeg er stolt over, at det var muligt at amme så længe og jeg har nogle meget lange bryster som bevis. Jeg vil undlade at vedlægge billeddokumentation.

Nu er jeg til gengæld glad for at sove 7-10 timer i træk stort set hver eneste nat, og jeg er på grådens rand, når jeg tænker over hvor lidt sammenhængende søvn, jeg har fået de sidste to år – jeg var ikke ved at blive skør, jeg var bare træt. Men som min mor altid siger; du skal lære at sige pyt. Så det har jeg gjort. Skidt pyt.

Der har været to års fødselsdag – vi havde huset fuldt med børn og voksne og det var ‘en dejlig dag’, som Villum siger. Villum troede i tiden efter jul og fødselsdag, at han skulle have gaver hver gang det ringede på døren.

I øvrigt fejrede vi et års jubilæum for en måneds tid siden – Tiden går så stærkt. Efter et år kan vi konkludere, at vi er meget glade for at bo i Basel. Hurra for Schweiz – her er livet herligt. Vi går på legepladsen hver dag og ZOO en gang om ugen og så ser vi venner og legekammerater ligeså ofte vi lyster. Alt i alt så vi har følelsen af at have alt den tid i verden, vi behøver og vi er et dejligt sted, hvor det er nemt at være børnefamilie.

English recap

The blogging has been paused for some time now. Winter was long and rainy and filled with sickness and grey days. Finally it has started to change. The light is back and so is Spring and the playgrounds are filled with fun and children.

So what have we been up to these passed months? We have been sick and Villum finally stopped nursing. 26 looong months and two very looong breasts (I will leave out the documentation) later I am proud to have been able to breast feed, but now I am happy to sleep all night without any interruption.

In April we celebrated our one year anniversary in Switzerland – Hip hip hurray we love it here. We get to go to the playground every day, see friends as often as we like and we go to the Zoo almost every week. We have all the time in the world and we live in a place where families with children get prioritized. Happy to be us and very happy to be here.

IMG_5587

IMG_5727

Av!

Ironisk er det, at jeg lørdag morgen udgiver et indlæg om, at sumperen er død, for så senere på dagen at blive så dårlig, at jeg været træt lige siden og derfor ikke har lavet mange huslige gerninger andet end mad til V.

Det er altså ikke altid lykken at ofre familiens nærvær for at få mere tid sammen som treenighed. Specielt ikke, når man rammes af et galdestensanfald, mens faderen er i Indien. AV på krop og sjæl. Jeg måtte overlade en sovende Bønne til min ungarnske veninde. Han vågende midt nat til en forholdsvis fremmed mand, sin svigerfar, Zsofias far – heldigvis gik det nogenlunde til jeg kom hjem igen 2 timer senere. Nå, men det kunne jo ikke være anderledes – Det er fandengalme smertefuldt med et galdestensanfald og jeg var unægteligt døden nær, så jeg måtte afsted på hospitalet. Thank God for friends! Vi regner ikke med, at V har lidt overlast – om ikke andet må vi have ham til psykolog, når han bliver ældre.

Meget dramatisk var det også – jeg blev hentet af en ambulance og kom afsted i mit søndagstøj, uden briller, penge, nøgler eller sko. Det var et eller andet sted ligegyldigt på turen til hospitalet, men da jeg skulle hjem igen med taxa, var det mindre ligegyldigt.

 

Hvem har brug for sko når man kan trække i sådan nogle moderigtige plastikfutter

Moderigtige plastikfutter

 

Den husmoderlige sumper

Det var egentligt meningen at dette indlæg skulle have været færdig i går, men så blev fredag til lørdag, fordi tiden gik helt af sig selv, men her er det. Ha’ en rigtig dejlig dag!

Min søde hjælper smagte på alt vores frugt, mens jeg skar grøntsagerne i tern

Min søde hjælper smagte på alt vores frugt, mens jeg skar grøntsagerne i tern

Så er der for alvor gået husmoderlig hausfrau i den her i Basel – fordi jeg har dårlig samvittighed. Jeg har jo for så vidt rigtigt mange timer i døgnet til at lege med Villum og klare alt det huslige og praktiske og alligevel er det som om, at der ikke er timer nok. Jeg kan godt føle, at selvom jeg slet ikke har nået at lege med V i løbet af dagen, så er maden ikke nær så spændende og varieret som den kunne være og soveværelset roder stadig roder og opvasken ikke taget. Jeg er kommet frem til at min værste fjende er min evne til at lade mig distrahere og mit optimiske forhold til tid.

Som en del af min åbenbaring er vi begyndt at stå tidligere op. Det er ellers slet ikke min stil at stå tidligt op, men hvis vi sover til kl. 9 som vi ynder, kommer vi simpelthen for sent igang med dagen. Efter vi er flyttet til Basel er dagen gået på må og få og jeg er ligeså langsomt begyndt at gøre oprør med sumperiet. Det burde kunne lade sig gøre – selv for mig – at komme ud af fjerene og igang med dagen før kl. 11. Jeg gik i køkkenet Så i dag har jeg, udover at lægge et ton vasketøj sammen også lavet græskarsuppe til aftensmad på forhånd (se opskriften her). Jeg har også slået en dej sammen, så vi også kan få hjemmebagt grydebrød til suppen. Af princip bryder jeg mig ikke om at lade ting gå til spilde, så de græskarkerner, jeg fjernede fra græskaret valgte jeg riste (Se fremgangsmåden her.)

Mht. grydebrødet så kræver de fleste opskrifter 12-18 timers hævning. Det havde jeg altså ikke tid til, da det var en slags impulsbagning, så jeg måtte hive en kanin op ad hatten i form af mere gær og afkorte hævetiden.

Mit grydebrød

Mit grydebrød

Derudover har jeg nået at være i bad, drukket to kopper kaffe og været på en lang gåtur i Bruderholz med V’s kæreste og hendes mor. Janteloven kan rende mig – I rocked today!

Om Villum kan jeg fortælle, at han er en fantastisk dygtig til selv at tage gummistøvler på, at han slår mig 17 gange om dagen og er fascineret af edderkopper – så i går jagtede han edderkopper indenfor i ført gule gummistøvler (som han selv havde taget på) og han slog mig, når jeg ikke gjorde som han ville. Det er dødfrustrende, men han er heldigvis vildt sød alligevel.

Happy and sad

Jacob tog afsted til Indien i går morges. 14 dage alene med V er begyndt. Heldigvis er jeg startet til tysk og V bliver afleveret i den vuggestue, der er tilknyttet skolen i de timer, jeg er til undervisning. Han er så dejlig træt de dage, hvor vi har været afsted. Det er skønt for mig for det er ensbetydende med, at han sover bedre om natten. Can I get an Amen!? De dage, hvor jeg har undervisning om eftermiddagen, er vi på legepladsen om formiddagen. Det kræver en del af mine organisatoriske evner, der mildest talt ikke er særligt misundelsesværdige, men det er gået over al forventning og jeg har endda haft Bønnens legekammerat med, uden at miste nogen af dem.

Det er også gået over al forventning med vuggestuen, for V græder kun i afleveringsøjeblikket og ellers får han ros af pædagogerne. Jeg er stolt af V og meget lettet over nu at kunne lave andet end mad og rod.

Jeg er gået igang med at lave et helt nyt Iphoto-bibliotek med de billeder, vi har kunne skrabe sammen af det, der blev genskabt, Icloud og J’s fotobibliotek – noget er gået tabt, men vi har heldigvis masser af billeder, fordi jeg er besat af en manisk fotograf. Med afsæt i min til tider upædagogiske fotodokumentation (den kan du læse om her) er her en lille billedserie med podens ansigter. Jeg elsker ‘ked af det’-øjeblikkene, men jeg er glad for, at jeg trods alt også har kunne forevige en smilende V.

Så værsågo – happy and sad og rigtig god søndag.

Og så var der dengang til fastelavn:

Kids room 4 BLOG

Et lille pip og et lille tip

Kids room 4 BLOG

Der har været meget stille på bloggen den sidste måned. Det er det, der sker, når man har travlt med at holde ferie i Danmark – Det er virkelig utrolig tidskonsumerende at besøge venner, drikke kaffe og spise kage. Inden afrejse nåede jeg også lige at slette hele mit IPhoto-bibliotek. Det betød, at min Mac måtte en tur på værksted til en omgang recovery. Den handling får stemplet ‘Dobbelt d’;  dumt og dyrt. Det kostede os de fleste videoer af V fra januar frem til nu og det har kostet omkring 2000 danske makroner (av!) at forsøge at få dem frem igen – uden held (dobbelt av!).

Nå, men sket er sket og heldigvis er det ikke selve drengen, der er forsvundet. I skrivende stund sidder han ved siden af mig og spiser hjemmebagt brownie, så jeg kan få et øjeblik for mig selv. Han lever i bedste velgående selvom, han har pådraget sig en overordentlig omgang morsyge. Igen.

Nu, hvor jeg ikke kan bryste mig af nye indlæg på bloggen, kan jeg henvise til Tzinzi, som har lavet et fint indlæg på sin blog om Villums værelse. Du kan læse det her på Tzinzis blog og mens du gør det, vil jeg drikke en kop kaffe og fejre, at jeg nåede at gøre rent inden arvingen vågnede. Det er de små glæder, der gør hele forskellen. Apropos små glæder, så har V lært at sige sit navn. Og det er muligvis noget af det sødeste, jeg nogensinde kommer til at opleve.

Tchüss!

 

 

En ventende, men ikke balladelavende V

En af de der dage

Jeg må lige starte det her indlæg med følgende forfatterbemærkning:

Jeg knuselsker V og jeg er enormt priviligeret og jeg ved det og jeg sætter pris på det. Jeg ved også, at der i skrivende stund foregår nogle frygtlige ting i Gaza, Syrien og Libyen bare for at nævne nogle få, som er så drønuretfærdige, at ingen ord er værdige nok til at beskrive det i dybden. Når det er sagt …

I går var en af de der dage, hvor jeg havde lyst til at skyde mig selv løbe hjemmefra.
I modsætning af hvad J helt sikkert vil mene, har jeg det ikke godt med rod, særligt hvis jeg ikke kan overskue, hvornår fanden jeg skal få mulighed for at rydde op. Jeg er sådan set selv et kæmpe rodehoved og jeg bruger rigtigt meget krudt på at blive bedre til at rydde op og så det er enormt enerverende, når poden forpurrer alle mine gode intentioner – når det sker bliver lunten kort og min stemme bliver så ulideligt skinger, at jeg får lyst til at give mig selv mundkurv på. Der har været talrige forsøg på at tale fornuft med mit 18 måneder gamle afkom. Altså sådan en ‘du kan nok forstå’-samtale, hvor V bare siger ja og nikker for så at fortsætte ufortrødent. Jeg tåler det ikke. Jeg har altid syntes, at jeg er rimelig tålmodig og sådan hipster-rummelig med rod og plads til V. Jeg havde egentligt troet, at jeg ville være sådan en så-lad-dog-barnet og han-skal-også-være-her-agtigt mor, men jeg magter det ærlig talt sjældent, for jeg kan ikke overskue de direkte konsekvenserne af  at være sådan og jeg føler mig efterhånden som en rigtigt stramtantet nej-siger og slet ikke som den mor jeg gerne vil være. Dage, hvor vi er ude ad døren før V kan efterlade legetøj i hele hytten og vi kan komme hjem til et nogenlunde ryddeligt hjem tæt på aftensmadstid er uvurdelige. Mit eneste våben mod rod inden vi skal ud ad døren er en placering på første række foran fjernsynet i klapvognen. Det er jeg virkeligt ikke stolt af det, men sådan er virkeligheden altså nogle gange.

Vores dage er jo ret ukomplicerede – vi sover til vi vågner, nogle gange er det til kl. 7 og andre gange er den 9 – oftest har jeg været vågen 3 gange på 8 timer (pitty me, please), men vi har det godt – ingen stress over ting vi skal nå eller at vi skal have presset venner og familie og leg ind i hverdage mellem 16-18 og i weekenderne og vi kan vimse rundt i nattøj dagen lang, hvis vi lyster. Mine største bekymringer er om jeg ødelægger V, fordi han ikke får input fra andre eller om han bliver en af de der irriterende unger, der ikke kan være sammen med andre børn, fordi han ikke har lært de sociale spilleregler. Og hvordan jeg får vores enorme madbudget til at strække måneden ud og om jeg får gjort rent uden at være nødsaget til at placere V i sin (tremme)seng. Alt er selvfølgelig relativt, men jeg har groft sagt ingen væsentlige bekymringer i livet.

Det gode ved at gå hjemme er, at vi er sammen hver dag. Jeg er der, når han lærer nye ord eller lærer nye ting og jeg får lov til at opleve hans uhæmmede begejstring, når han ser en dran, drakdår eller naller (Kran, traktor eller motorcykel(Hvordan det er blevet sådan, ved jeg ikke)) og til at trøste ham, når de er væk igen. Det vil jeg ikke bytte for noget i hele verden – men minusset ved at gå hjemme sammen hver dag er, at vi er sammen hver dag. I går skulle vi i legestue kl. 11 og det var en umulighed at komme ud ad døren. V blev ved med at rode i alle husets fem rum. Han er simpelthen bedre og hurtigere til at rode end jeg er til at rydde op. Og får han ikke sin vilje bruger han en meget insisterende lyd, som simpelthen kravler ind under huden på mig, mod mig. Og det var helt bestemt tilfældet i går og rigtigt mange af de dage, hvor vi skal noget. Altså kan de mærke det – når man skal ud af døren og ikke har tid til noget pis – eller hvordan foregår det?

Translation: I just want to start this blog post with the following writer’s note:

I looove V and I am very privileged. I know it and appreciate it. I also know that as I write this horrific things are happening in Gaza, Syria, and Libyria, just to name a few. Things so unjust that no words are dignified enough to describe it in depth. Having said this …

Yesterday was just one of those days where I want to shoot myself run away from home. In spite what J’s properly thinks – I don’t cope well with mess especially if I don’t know when I will have the opportunity to clear it. I am a very messy person myself and I have to use enormous amounts of energy to try keeping our home tidy so it is nerve wrecking when our offspring fucks with my good intentions – when that happens my fuse is very short and my voice becomes so very high-pitched that even I just want to stuff it with a sock to muffle the sound. There has been numerous attempts to talk sense into my 18 months-old. Numerous ‘you have to understand’ conversations where V says yes and nods and goes straight back to where he left off. I can’t bear it. I have always thought of myself as being a quite patient and hipster-tolerant mother in regards to mess and making room for V. I have always thought that I would become a a let-the-child and there-has-to-be-space-for-him-here-too kind of mother. But honestly I can rarely be like that because I don’t know how to deal with the direct consequenses if I am. I’m beginning to feel as a very uptight nay-sayer and not at all the mother I want to be. Those days where we are out the door before V can leave toys all over the house and we are able to come home to a reasonably tidy home are priceless. My only weapon against mess right before we have to get out the door is a front row seat right in front of the TV. I’m am not very proud of that, but that’s just reality.

Our days are quite uncomplicated – we sleep until we wake. Sometimes we get up 7 sometimes at 9. More often than not I have been awake 3 times in 8 hours (pitty me please), but we lead a comfortable life. No stress and we stay in our PJs the whole day if we want. My biggest concerns are if I am fucking V up, because he isn’t getting inputs from others or that he will become one of those intolerable children simply because he doesn’t know how to interact with other children. And how I get our very large budget for food to last through the month or how I’ll be able to clean without having to park V in his (crib)bed. Everything is of course relative, but all in all I have no no real worries in life.

The good thing about being at home with V is that we are together all day. I’m there when he learns new words and new things and I get to see his excitement when he spots a crane, traktor, or motorbike and I am there to comfort him when they are gone.I wouldn’t trade it for anything – but the not so good thing about being together everyday is that we are together every day. Yesterday we had to get out the door by 10.30 – but it was impossible to leave on time. V kept making a mess in every room of the house. He is simply better and faster at making a mess than I am tidying. And if he doesn’t get his way he will use his very annoying sound that just crawls under my skin. That was definitely the case yesterday and many of the other days when we have plans. What’s the deal with kids – do they just know when you don’t have time to deal with shit or how does it work?

image

The bean’s many words – Bønnens mange ord

Tilsyneladende findes kun to slags børn – talere og tumlere. Jeg troede egentligt, at Manneken-Pis var et taler-barn. Men i skrivende stund leger far og barn dog spring-ud-fra sofaen-og-slå-en-kolbætte-leg, så jeg må muligvis revurdere min første opfattelse.

I anledningen af, at Bønnen blev 18 måneder 1. juli har jeg sammenfattet en lille oversigt over alle hans mange ord:

Hvad er det?
Av
Adieu
Bil
Bobler
Baby
Ba ba = bamse
Bum bum = torden
Ble
Bold
Brandbil
Bedstefar
Blåbær
Brød
Bye bye
Bus
Båd
Bad
Bog
Danke
Dål = skål
Fly
Faaaar
Gegaaa = gynge
Ga = Ja
Glar = Klar
Gak
Gak ga gad = Tak for mad
HEJ HEJ HEEEJ!
Hov
Mælk
Mere
Mæh = Får
Miav = Kat
MEE = Ko (don’t ask why)
Moar
Mami
Mormor
NEJ!
Negl = Snegl
Pip = Fugl
Ræ ræ = Gris
Ralle ralle rallle = Kilde kilde kilde
Rap = And
Tchüss
Tit tit
Dog dog = Tog
U = Ud
UH UH UH = Abe
Vov = Hund
Weee = rutsjebane
Æg

Og så er der alt det, vi ikke forstår.

Ca. 10 af ordene kom på et øjeblik. V ville se ‘bil’ som han så flot siger (en app på telefonen) – hvad gør man ikke for at undgå, at barnet kigger ned i kummen, mens man sidder på toilettet. Så det gjorde vi, så ‘bil’. Og ud af det blå kunne han bl.a. sige båd, bus og brandbil. Og så så man mig, i et af mit barns mest lysende øjeblikke, sidde på toilettet med toiletpapir i den ene hånd og mobil i den anden.

Translation: Apperently there are only two kinds of children in the world – talkers or tumblers. I actually thought that Manneken-Pis was a talker-child. Bus as I write this father and child are playing their jump-from-the-coach-and-do-a-rollover-game so I guess I may have to rethink my first notion.

V turned 18 months on the 1st of July and in that occasion I have made an overview of his many words:

Hvad er det? (what is that?)
Av (ouch)
Adieu
Bil (car)
Bobler (bubbles)
Baby
Ba ba = bamse (teddy)
Bum bum (thunder)
Ble (diaper)
Bold (ball)
Brandbil (firetruck)
Bedstefar (granddad)
Blåbær (blueberries)
Brød (bread)
Bye bye
Bus
Båd (boat)
Bad (bath)
Bog (book)
Danke = thank you in German
Dål = skål (cheers)
Fly = (plane)
Faaar = (daaad)
Gegaaa = gynge (swing)
Ga = Ja = (yes)
Glar = Klar = (ready)
Gak = tak (thank you)
Gak ga gad = Tak for mad (thank you for dinner)
Hej hej HEEEJ! (Hi hi hiii!)
Hov (ups)
Mælk (milk)
Mere (more)
Mæh = Får (sheep)
Miav = Kat (cat)
MEE = Ko (don’t ask why) (cow)
Moar (mom)
Mammi mor (mom)
Mormor (grandmom, mom’s mom)
NEJ! (no – the most frequent word)
Negl = Snegl (snail)
Pip = Fugl (bird)
Ræ ræ = Gris (pig)
Ralle ralle rallle = Kilde kilde kilde (tickle tickle tickle)
Rap = And (duck)
Tchüss (See you later in German)
Tit tit (peekaboo)
Dog dog = Tog (train)
U = Ud (out)
UH UH UH = Abe (monkey)
Vov = Hund (dog)
Weee = rutsjebane (slide)
Æg (egg)

And then of course all the words we don’t understand

About ten of the word came in a second. V wanted to look at ‘car’ as he says so adorably (an app for the phone) – you do a lot of things trying to stop your child from looking down the toilet, when you’re seated on it. And so we did, looked at ‘car’ and out of the blue came boat, bus, and firetruck. In one of my child’s brightest moments I was seated on the toilet with toilet paper in one hand and my phone in the other.

IMG_3274

Always do your homework – a trip to Belfort Marché aux Puces

IMG_3274Det har været en dejlig begivenhedsrig weekend. I går var vi til en meget hyggelig sammenkomst hos en af J’s kolleger. Det er dejligt at møde nogle af de mennesker J jo faktisk bruger allermest tid sammen med. V faldt i søvn på vej hjem derfra og den sene lur ødelagde hele vores normale aftenrutine. Ud ad vinduet med to af de tre r’er, som sundhedsplejerskerne prædiker om. I går var der ingen ro og der var ingen regelmæssighed – og efter en times hysterisk skrigeri kapitulerede vi. Med roen og regelmæssigheden røg også vores voksentid ud ad vinduet, for V var oppe til kl. 23.30. Hvad ofrer man ikke for at få barnet til at stoppe med at skrige sine lunger ud. Det er også hyggeligere ikke at have voksentid end at have et surt barn. Tror jeg nok…

I dag har jeg været i Frankrig for første gang nogensinde. Da jeg var yngre talte jeg også lande med, som jeg havde fløjet over, men i dag kan jeg endelig sætte en knappenål i det franske land på verdenskortet. Jeg er en smule frankofil anlagt og hovedkuls forelsket i det franske sprog. Når jeg engang er færdig med at lære tysk, er jeg bare over mega meget klar til at rocke det franske – jeg kan allerede mærke at jeg bliver god til det. Da vi spiste frokost i dag lykkedes det mig næsten at bede om en ekstra gaffel. Fransk er på min ‘to learn before I die’-liste, lige over pli, ryddelighed og ordentlighed. Der er nok større chance for, at jeg lærer fransk. Mais oui mon cherié.

Translation: It has been an eventful week-end. Saturday we went to a cosy get-together with J’s colleagues. It was very nice meeting the people J spends most of his time with. V enjoyed himself very much and fell asleep on the way home. The late nap messed completely with our normal routines. In Denmark the Child health nurses preach regularity, rest, and cleanliness. Out the window went two of the three. Saturday evening there were absolutely no calm and no regularity. And after one hour’s hysterical screaming we capitulated. With rest and regularity our adult time also went out the window, because V was up until 11.30 pm – why not sacrifice our one time for a happy baby – we don’t like to have our evenings to ourselves any way so there… I guess.

Yesterday I visited France for the first time ever. When I was younger I would count the countries I had flown over as visited, but now I can finally pin France on the world map. I’m a bit francophile and head over heals in love with the French language – when I’m done learning German I’m definitely completely ready to rock French. I already know that I’ll be good at it. Yesterday at lunch I almost managed to ask for a fork. French is on my to learn before I die list – just above courtesy, tidiness, and orderliness. There’s a better chance of me learning French – Mais oui mon cherié.

Sådan så jeg ud da jeg var i Frankrig.

Sådan så jeg ud da jeg var i Frankrig første gang. This is me visiting France for the first time.

Nå, men i dag lod det sig endeligt gøre at komme afsted på loppemarked i Belfort, Frankrig, som jeg har fået anbefalet af min finske ven. Hver den første søndag i måneden i alle årets måneder (undtaget i december og januar) afholdes Østfrankrigs største loppemarked. Det skulle være rigtigt fint med flotte vintagesko, gammelt porcelæn og flotte gamle møbler. Vi kørte kun forkert en gang og vi kom også kun op at skændes en enkelt gang over mine vejanvisninger på vores vej dertil. J mener, jeg er håbløst elendig til at vise vej – jeg mener til gengæld, at navigationen på Iphones er fuldkommen umulig at arbejde med. Og med de argumenter kom vi ikke rigtigt videre i den diskussion. Givet så er det muligvis svært at blive ledt af en, der ikke kan kan hitte rede på højre og ventre, og som synes at det at pege må være sufficient. Men det er ikke mig der er noget galt med, det er navigationen.

Vi kørte hjemmefra kl 10.45, og jeg troede sådan set vi var i rimelig tid, for det kunne da ikke lukke tidligere end kl. 15. Men det kunne det. Vi aner det gode Marché aux Puces og jeg glæder mig som et lille barn, med alle sine lommepenge fra sparegrisen, til at spotte lækre ting, som mit samlerhjerte ønsker sig til vores hjem, da J tørt konstaterer, at de da er ved at pakke sammen. For satan, hvor er det typisk os. Det var også kun en lille kort tur på fem kvarter for at komme dertil.

Translation: Anyways, today we finally went to the Belfort Marché aux Puces, which was recommended to me by my Finnish friend. Every other Sunday 10 months out of 12 Easten France’s largest flea market is held here. Beautiful vintage clothes and shoes, old porcelain and beautiful old furniture. We only took one wrong turn and only once did we exchange words. J thinks I am awful at giving directions – I on the other hand think that the navigation on iPhones is impossible to work with. With those arguments the discussion ended. It might be difficult being navigated by a person who doesn’t know left from right and who thinks that pointing must be sufficient. But I am not at fault, it’s definitely the navigation.

We left home at 10.45 am. I thought that we were in good time because the market couldn’t possibly close before 3pm. But it could and it did. We spot the flea market and I am as excited as a little child with all her pocket money, and can’t wait to go hunting for things for our home, when J says: ‘it is closing down’. Goddammit that is so typical us. It is only a short drive of an hour and 15 minutes.

Det eneste formildende omstændighed er, at vi nu ved, at det starter kl. 8 og lukker kl. 12! Heldigvis er J også hjemme den næste første i måneden, og så tager vi bare afsted igen, gør vi.

Translation: The only mitigation circumstance is, that we now know that is starts at 8 and closes at 12.

Se flotte billeder af Marche aux Puces fra Tziniz’ blog her.

I mens vi havde været på tur til Frankrig havde der været storm i Basel – vores fine terrasse så meget stormomsust ud. Stole og planter var væltet og låget fra sandkassen var fløjet over i roserne. Ja, det lignede i sandhed et bombet lokum. Jeg var så forhippet på at redde mine flotte planter, at jeg slet ikke fik taget et billede til bloggen.

While we were on our little excursion to France, a storm had passed through Basel – our lovely terrace had taken a server hit. Chairs and plants had been knocked over and the lid from V’s sandbox had flown into our rosebushes. I didn’t get a picture for the blog I went straight into a ’save-our-plants’-mode.

Iført ankellange Lycra-løbegavanter

This one time at Copenhagen Marathon

Kender I det at være virkeligt uoplagt? Altså sådan rigtigt teenagedvask? Jeg var ude at løbe den anden dag – ikke fordi jeg gad, men fordi J sendte mig ud ad døren med et selvfedt ‘du kan takke mig bagefter’. Men jeg GAD OVERHOVEDET IKKE. Virkeligt virkeligt ikke. Dem der kender mig indgående ved, at jeg er udstyret med en skamkogt porre til rygrad og efter 10 minutters løb begyndte jeg at gå og ringede til min mor for at tale med hende i et kvarter om ingenting og så løbe de sidste 500 meter hjem. Jeg udstrålende tilsyneladende også vaskeægte ugidelighed, da jeg trådte ind ad døren for J skulle lige høre, om jeg nu have løbet eller om jeg bare var gået over på legepladsen for at sidde der i 45 minutter.

Iført ankellange Lycra-løbegavanter

Iført ankellange Lycra-løbegavanter

Torsdag aften var jeg afsted igen. Motivationen var anderledes i hus – en hel times afbræk fra verdens mest hysteriske afkom. V græder hysteriske nej’er i vildskab, hver gang han skal skiftes, have børstet tænder, have tøj på, spise morgenmad, rydde op efter sig (det har han nok fra moderen), have vasket hår – og sove. Jeg overlod puttetjansen til J og løb. Alt kan jo som bekendt løbes væk. Før i tiden var løb en dejlig overspringshandling, men jeg har også løbet kærestesorger, hovedpine, eksamensangst – og prutter væk. Da J og jeg lige var blevet kærester løb jeg hver gang, jeg havde luft i maven. Pigers prutter dufter jo ellers dejligt af roser, men jeg var alligevel for selvbevidst til bare at give den gas derhjemme (no pun intended), så jeg snørede løbeskoene og løb rosenduften ud af røven. Nu løber jeg hysteriske anfald væk – enten mine egne eller V’s.

Nå, men mens jeg løb kom jeg til at tænke på, hvor glad jeg engang var for at løbe, og hvor nemt det altid var at komme afsted og hvordan turen altid næsten løb sig selv. På med løbetøjet og musik i ørerne og så kunne jeg ellers løbe til Verdens ende. Tilbage i 2007 var jeg endda så vild for at løbe, at jeg helt frivilligt tilmeldte mig Copenhagen Marathon. Jeg løb et marathon. Altså faktisk løb jeg 18 km, og traskede, luntende og slæbte mig langs kantstenene i høj solskin de sidste 26,195 kilometer. Jeg var imponerende 5 timer og 25 minutter om de 42,195 kilometer. Tre gange blev jeg overhalet af feltets formentlig ældste deltager. Hver gang jeg så ham havde han erhvervet sig en ekstra forbinding et sted på kroppen, men han kom tilbage og hver gang var han stadig hurtigere end mig. Jeg kom ikke til skade – Jeg var bare utrolig langsom. Bagefter var jeg også ildrød på hele venstre side af kroppen for, jeg havde ikke overvejet at smøre mig ind i solcreme. Som garvet maratonløber (høhø) kan jeg også indvie de mindre garvede; det er en rigtig god ide at sætte plaster hen over brystvorterne. Det kan hænde at 42 kilometers løb, rask gang, trasken, ja endda slæb sætter sine tarvelige spor på brystvorterne. Ja, det er faktisk lige før, at der var rarere at starte med at amme.

Nå, men altså torsdag var der dejligt løbevejr. Sådan bare arme og shorts løbevejr. Hvis ikke det var, fordi jeg har brug for de knælange Lycra-løbebukser (og -trøje) til at holde flæsket fra at nå sin egenfrekvens. Flæsket er min følgesvend og Lycra er min ven. Jeg kan godt fortælle jer, at det føles rimeligt ubehageligt, når huden lever sit eget liv og banker mod asfalten og ikke er nået tilbage på plads, før jeg er klar til at tage næste skridt. Læs mere om Lycra her.

Vi har haft besøg af den dejligste svigermekanik siden fredag aften. Hun er ikke kun svigermekanik og meget glad for V – hun er også meget sød og det er dejligt at have besøg. Udover 4 kg lakrids har hun medbragt sommer og sol og lige knap 100 graders varme. I går var vi på tur langs Rhinen  – i dag har vi kun formodet at slæbe os de 100 meter, der er hen til nærmeste legeplads og tilbage igen.

Mens familien har holdt velfortjent siesta, har jeg forfattet dette indlæg!

 

———————————————-

Do you know how it feels to be really lethargic? Like really truely lazy? I was out running the other day – not because I wanted to, but because J sent me out the door with a smug ‘you can thank me later’. I really did NOT want to go AT ALL. Really really not. Those who know me in-depth knows that my spine is very much like a boiled to shame leek and after 10 minutes of running, I started walking and rang my mother just to talk to her for 15 minutes about nothing and then ran the last 500 meters home. Apparently I was radiating genuine indolence when I walked in the door because J asked if I had gone for the run or if I had simply walked to the playground next to our apartment to sit for 45 minutes.

On Thursday evening, I was off again. The urge to get out of the house was completely different – an entire hour’s break from the world’s most hysterical offspring. V cries hysterical no’s in ferocity every time he needs to have his diaper changed, his teeth brushed, get dressed, eat breakfast, clean up after himself (this skill he might just have inherited from his Mother), having his hair washed – when he has to go to bed. I left  the tugging in to J and ran. Everything can be run right. In the past, running was a nice procrastination, but I also run away heartaches, headaches, test anxiety – and farts. When J and I had just met I ran every time I had flatulence. Even though women farts smell of lovely roses, I was still too self-conscious to let go, so I tied my running shoes and ran the farts away. Now I run meltdowns away – either my own or V’s.

Well, while I ran, I came to think of how happy I was once to run, and how easy it always was to get going and how the run is always almost ran itself. Just on with the running gear and music in the earphones and I could run to the end of the world. Back in 2007, I was even so crazy about running that I willingly signed up for the Copenhagen Marathon. I ran a marathon. Well actually I ran 18 km, and plodding, lumbering, and dragged myself along the curbs in the scorching sun the last 26,195 km. I took me impressive 5 hours and 25 minutes to finish the 42.195 km. Three times I was overtaken by the field’s probably the oldest participant. Every time I saw him he had acquired an extra bandage somewhere on his body, but he came back and every time he was still faster than me. I did not get hurt – I was just incredibly slow. Afterwards I was also bright red on the whole left side of my body, I had not thought about using sunscreen on this bright and sunny day. As a seasoned marathon runner (haha) I can also inaugurate the less experienced; it’s a good idea to put a bandaid over ones nipples. It may happen that a 42-kilometer run, brisk walking, trudging and even dragging will set its tacky track on the nipples. If I had to choose I would properly choose a breastfeeding start-up to the unprotected nipple after a marathon situation any day of the week.

Anyways, on Thursday it was great running weather. Like T-shirts and shorts kind of running weather. If it was not because I needed the knee-length Lycra running pants (and shirt) to keep my bacon from reaching its resonant frequency. Bacon is my companion and Lycra is my friend. I can tell you that it feels fairly uncomfortable when the skin is living its own life and banks against the asphalt and do not come back in place before I’m ready to take the next step. Read more about Lycra here.

We have been visited by the nicest Mother-in-Law since Friday evening. She is not only my Mother-in-Law and very good with V – she is also very sweet and it’s very nice to have a visitor. In addition to the 4 kg licorice, she also brought summer and sun and just under 100 degrees. Yesterday we went on a trip along the Rhine – Today we have only managed to drag ourselves 100 meters to the nearest playground and back again.

While the family has had a well-deserved siesta, I have written this post!

 

 

Morgenmad cum frokost

Green thumbs, dirty nails, and the mother of Manneken-Pis – Grønne fingre, sorte negle og mor til Manneken-Pis

Hvis du tror, at Manneken-Pis er en statue i Bruxelles, så tager du fejl – han bor hjemme hos os i Basel. I går var jeg skødesløs og rigtig dum i hovedet og lod V rende rundt uden ble, inden han skulle i seng. Vi sad ude på terrassen efter aftensmaden og nød det fantastiske vejr. Jeg troede faktisk, at jeg var mor til V, men det viser sig, at jeg er mor til Manneken-Pis. På en halv time havde han afmærket sit imponerende territorie; terrassen, stuegulvet og vores sofa. Vi havde lige lavet sjov med, at jeg ville synes det ville være perfekt, hvis han tissede i sofaen, da jeg brændende ønsker mig en ny. Hvilket han så gjorde – tissede i sofaen. Det var alligevel ikke så forfærdeligt morsomt, da det kom til stykket, for vi har ikke råd til en ny, og vi må nu affinde os med at sidde i V’s toilet ind til vi har. Hashtag a little pee never killed anyone.

Morgenmad cum frokost

Morgenmad cum frokost

Jeg overdriver ikke, når jeg skriver, at det er en menneskealder siden, jeg har sovet så længe, at morgenmad blev til frokost – det hører ligesom livets sorgløse dage til (og dem er der i øvrigt alt for få af nu til dags), men jeg sov længe i dag. Det er slet slet ikke så dårligt. Desværre er det fordi vores Manneken-Pis er syg med feber og snot og tænder og ikke har sovet i nat – hvilket også betyder, at jeg heller ikke har. Han ynder jo at sove ved siden af (læs: oven på) mig. Heldigvis er J hjemme, så han tog over i morges, så jeg kunne indhente noget af det tabte og sov videre helt til kl. 11.30.

Den bette var også syg med feber og snot og tænder, da min mor var på besøg for 14 dage siden. Jeg troede egentligt, at en af belønningerne for at gå hjemme med sit eget barn, udover det jeg skrev om i forrige indlæg, er, at barnet er mindre sygt. Men sådan er det åbenbart ikke i vores tilfælde – selvfølgelig fristes jeg til at skrive. Bevares knægten skal selvfølgelig have tænder, men helt ærligt, så behøver han ikke at få de sidste fire og snotten kan vi i hvert fald sagtens klare os uden. Forhåbentlig sætter vi nogle point ind på sygdomskontoen, så det han er syg nu, er han ikke syg senere. Som min yndlingschef siger ‘Hvad er gjort, kommer ikke skidt tilbage’ og man skal altid lytte til og tro på en, der kan citere alle replikker fra Matador og som i øvrigt ellers er velbevandret i altid at have ret.

De døende planter

De nyindkøbte (og døende) planter. The fruit of my labour.

Vores hjem begynder efterhånden at tage form af … et hjem. I går fik vi købt potter og planter og samlet endnu flere Ikea-møbler, denne gang ud til vores store sydvestvendte terrasse. Det er et fantastisk uderum, vi har skabt med roser og lavendel i potter og med møbler – de bedste også fra Ikea. Min agronomiske selvtillid kan i øvrigt være på et meget lille sted og Jeg er ikke just kendt for mine grønne fingre. J mener også, at jeg nok skal få mit hyr med at holde planterne i live #devilvisneogdø. Men nu er de plantet og VANDET! Og jeg har sorte negle. Første sommer jeg boede i Ørestad sammen med J, gik vi også all in på der dersens altanidyl – opstammede lavendeler og margueritter og den slags (det koster jo en formue by the way). Man kunne nemt brødføde en afrikansk landsby i et år med den sum penge, vi har brugt på at gøre terrassen hyggelig, hvilket egentlig er noget svineri, men nu er det gjort. Anywhodooles så døde alle de flotte planter kort tid efter deres indtog på altanen: Der var bladlus i skidtet og jeg gjorde som min mor altid har gjort, når der var bladlus; sprøjtede dem med sæbevand. Jeg gav dem en ordentlig omgang, for de satans bladblus ikke skulle tage livet af mine planter. Både bladlus og planter døde og jeg mistænker voldsom sæbevandsoverdosis.
Heldigvis har jeg Sorøs svar på Søren Ryge Petersen som svigermor. Hun kan normalt få liv i enhver af mine udpinte planter, og dem er der mange af. Det må sgu da give lidt plante-cred, så de nyindkøbte af slagsen overlever – i hvert fald bare én sæson.

Aftensmad på terrassen

Aftensmad på terrassen

IMG_2705

Indlægget er forfattet på terrassen under den brændende sol. WIN!

 

————–

If you think that Manneken-Pis is a statue situated in Brussels, you’re wrong – he lives with us in Basel. Yesterday is was careless and really stupid and I let V run around without his diaper before he had to go to bed. We were sitting out on the terrace after dinner and enjoying the fantastic weather. I actually thought that I was the mother of V, but it turns out that I am the mother of Manneken-Pis. In half an hour he had marked his impressive territory; terrace, living room floor, and our sofa. We had just been joking that I would think it would be perfect if he peed on the couch because I really would like a new one. Which he did – peed on the sofa. Nevertheless, it was not so terribly funny when it came down to it, because we can not afford a new one, and now we must come to terms with sitting in V’s toilet until we have. Hashtag a little pee never killed anyone.

I am not exaggerating when I write that it is a lifetime since I’ve slept so long that breakfast became lunch – it is a legacy of the carefree days (and there are too few of them) but I slept late today. It’s certainly not as bad. Unfortunately, it is because our Manneken-Pis is sick with fever and snot and teeth and have not slept all the night – which also means I haven’t either. He likes sleeping next to (read on) me. Fortunately J is home, so he took over this morning so I could catch some of the lost sleep and I slept until 11.30 am.

The youngster was also sick with fever and snot and teeth, when my mother was here visiting 14 days ago. I thought that one of the rewards of staying at home with my child, in addition to what I wrote about in my previous post, is that the child is less sick. But this is obviously not the case – of course I am tempted to write. Granted the kid needs to have his teeth, but quite frankly, he does not need to get the last four and the snot we can certainly easily do without. Hopefully we’ll put some points into our child sick account, so what he is sick now, he won’t be sick later on.

Our home is starting to take form as … a home. Yesterday we bought pots and plants and put together even more Ikea furniture, this time for our large southwest facing terrace. It’s a great outdoor spaces we have created with roses and lavender in pots and the furniture – also the very best of Ikea. My agronomic confidence fits into a very small place and I’m not exactly known for my green thumb. J thinks that I’m going to have a job keeping the plants alive. Hashtag they will wilter and die. But now they are planted and WATERED! And I have black fingernails. The first summer I lived with J, we also went all-in on the idyllic balcony – lavender and daisies and stuff (it costs a fortune by the way). One could easily feed an entire African village for a year with the amount of money we spent on making the terrace cozy , which really is unheard of, but now it’s done. Anywhodooles all the beautiful plants die shortly after their arrival on our balcony: There were aphids in them and I did as my mother has always done when her plants have aphids; sprayed them with soapy water. I gave them a decent wash so that the aphids wouldn’t kill my plants. Both aphids and plants died and I suspect violent soapy water intoxication.

The post has been written on the terrace under the scorching sun. WIN!