Tag-arkiv: Pedagogically incorrectness

Morgenmad cum frokost

Green thumbs, dirty nails, and the mother of Manneken-Pis – Grønne fingre, sorte negle og mor til Manneken-Pis

Hvis du tror, at Manneken-Pis er en statue i Bruxelles, så tager du fejl – han bor hjemme hos os i Basel. I går var jeg skødesløs og rigtig dum i hovedet og lod V rende rundt uden ble, inden han skulle i seng. Vi sad ude på terrassen efter aftensmaden og nød det fantastiske vejr. Jeg troede faktisk, at jeg var mor til V, men det viser sig, at jeg er mor til Manneken-Pis. På en halv time havde han afmærket sit imponerende territorie; terrassen, stuegulvet og vores sofa. Vi havde lige lavet sjov med, at jeg ville synes det ville være perfekt, hvis han tissede i sofaen, da jeg brændende ønsker mig en ny. Hvilket han så gjorde – tissede i sofaen. Det var alligevel ikke så forfærdeligt morsomt, da det kom til stykket, for vi har ikke råd til en ny, og vi må nu affinde os med at sidde i V’s toilet ind til vi har. Hashtag a little pee never killed anyone.

Morgenmad cum frokost

Morgenmad cum frokost

Jeg overdriver ikke, når jeg skriver, at det er en menneskealder siden, jeg har sovet så længe, at morgenmad blev til frokost – det hører ligesom livets sorgløse dage til (og dem er der i øvrigt alt for få af nu til dags), men jeg sov længe i dag. Det er slet slet ikke så dårligt. Desværre er det fordi vores Manneken-Pis er syg med feber og snot og tænder og ikke har sovet i nat – hvilket også betyder, at jeg heller ikke har. Han ynder jo at sove ved siden af (læs: oven på) mig. Heldigvis er J hjemme, så han tog over i morges, så jeg kunne indhente noget af det tabte og sov videre helt til kl. 11.30.

Den bette var også syg med feber og snot og tænder, da min mor var på besøg for 14 dage siden. Jeg troede egentligt, at en af belønningerne for at gå hjemme med sit eget barn, udover det jeg skrev om i forrige indlæg, er, at barnet er mindre sygt. Men sådan er det åbenbart ikke i vores tilfælde – selvfølgelig fristes jeg til at skrive. Bevares knægten skal selvfølgelig have tænder, men helt ærligt, så behøver han ikke at få de sidste fire og snotten kan vi i hvert fald sagtens klare os uden. Forhåbentlig sætter vi nogle point ind på sygdomskontoen, så det han er syg nu, er han ikke syg senere. Som min yndlingschef siger ‘Hvad er gjort, kommer ikke skidt tilbage’ og man skal altid lytte til og tro på en, der kan citere alle replikker fra Matador og som i øvrigt ellers er velbevandret i altid at have ret.

De døende planter

De nyindkøbte (og døende) planter. The fruit of my labour.

Vores hjem begynder efterhånden at tage form af … et hjem. I går fik vi købt potter og planter og samlet endnu flere Ikea-møbler, denne gang ud til vores store sydvestvendte terrasse. Det er et fantastisk uderum, vi har skabt med roser og lavendel i potter og med møbler – de bedste også fra Ikea. Min agronomiske selvtillid kan i øvrigt være på et meget lille sted og Jeg er ikke just kendt for mine grønne fingre. J mener også, at jeg nok skal få mit hyr med at holde planterne i live #devilvisneogdø. Men nu er de plantet og VANDET! Og jeg har sorte negle. Første sommer jeg boede i Ørestad sammen med J, gik vi også all in på der dersens altanidyl – opstammede lavendeler og margueritter og den slags (det koster jo en formue by the way). Man kunne nemt brødføde en afrikansk landsby i et år med den sum penge, vi har brugt på at gøre terrassen hyggelig, hvilket egentlig er noget svineri, men nu er det gjort. Anywhodooles så døde alle de flotte planter kort tid efter deres indtog på altanen: Der var bladlus i skidtet og jeg gjorde som min mor altid har gjort, når der var bladlus; sprøjtede dem med sæbevand. Jeg gav dem en ordentlig omgang, for de satans bladblus ikke skulle tage livet af mine planter. Både bladlus og planter døde og jeg mistænker voldsom sæbevandsoverdosis.
Heldigvis har jeg Sorøs svar på Søren Ryge Petersen som svigermor. Hun kan normalt få liv i enhver af mine udpinte planter, og dem er der mange af. Det må sgu da give lidt plante-cred, så de nyindkøbte af slagsen overlever – i hvert fald bare én sæson.

Aftensmad på terrassen

Aftensmad på terrassen

IMG_2705

Indlægget er forfattet på terrassen under den brændende sol. WIN!

 

————–

If you think that Manneken-Pis is a statue situated in Brussels, you’re wrong – he lives with us in Basel. Yesterday is was careless and really stupid and I let V run around without his diaper before he had to go to bed. We were sitting out on the terrace after dinner and enjoying the fantastic weather. I actually thought that I was the mother of V, but it turns out that I am the mother of Manneken-Pis. In half an hour he had marked his impressive territory; terrace, living room floor, and our sofa. We had just been joking that I would think it would be perfect if he peed on the couch because I really would like a new one. Which he did – peed on the sofa. Nevertheless, it was not so terribly funny when it came down to it, because we can not afford a new one, and now we must come to terms with sitting in V’s toilet until we have. Hashtag a little pee never killed anyone.

I am not exaggerating when I write that it is a lifetime since I’ve slept so long that breakfast became lunch – it is a legacy of the carefree days (and there are too few of them) but I slept late today. It’s certainly not as bad. Unfortunately, it is because our Manneken-Pis is sick with fever and snot and teeth and have not slept all the night – which also means I haven’t either. He likes sleeping next to (read on) me. Fortunately J is home, so he took over this morning so I could catch some of the lost sleep and I slept until 11.30 am.

The youngster was also sick with fever and snot and teeth, when my mother was here visiting 14 days ago. I thought that one of the rewards of staying at home with my child, in addition to what I wrote about in my previous post, is that the child is less sick. But this is obviously not the case – of course I am tempted to write. Granted the kid needs to have his teeth, but quite frankly, he does not need to get the last four and the snot we can certainly easily do without. Hopefully we’ll put some points into our child sick account, so what he is sick now, he won’t be sick later on.

Our home is starting to take form as … a home. Yesterday we bought pots and plants and put together even more Ikea furniture, this time for our large southwest facing terrace. It’s a great outdoor spaces we have created with roses and lavender in pots and the furniture – also the very best of Ikea. My agronomic confidence fits into a very small place and I’m not exactly known for my green thumb. J thinks that I’m going to have a job keeping the plants alive. Hashtag they will wilter and die. But now they are planted and WATERED! And I have black fingernails. The first summer I lived with J, we also went all-in on the idyllic balcony – lavender and daisies and stuff (it costs a fortune by the way). One could easily feed an entire African village for a year with the amount of money we spent on making the terrace cozy , which really is unheard of, but now it’s done. Anywhodooles all the beautiful plants die shortly after their arrival on our balcony: There were aphids in them and I did as my mother has always done when her plants have aphids; sprayed them with soapy water. I gave them a decent wash so that the aphids wouldn’t kill my plants. Both aphids and plants died and I suspect violent soapy water intoxication.

The post has been written on the terrace under the scorching sun. WIN!

Ov Ov - ja, det er en hund

All in a day’s work – en dags arbejde

Jeg har tænkt lidt over, hvad jeg bruger noget af min tid på, nu hvor vi ikke har outsourcet børnepasning.

V får serveret syv reelle måltider om dagen, det er 49 måltider om ugen. Det bliver også til 49 oprydninger om ugen – 2548 gange om året, hvor jeg (eller J) kravler rundt nede på gulvet og tørrer krummer op eller gnasket banan eller gennemtygget æble. I tror mig nok ikke, men nogle gange er jeg virkeligt dum i hovedet og doven for så stikker jeg ham bare en skive af noget, men så skal jeg bare rundt i hele lejligheden og samle spor af mad op, for drengen har en utrolig irriterende vane, hvor han efterlader rester rundt omkring i huset. Gerne nede i mine sko eller i sofaen eller i tøjskufferne – det er særligt træls, når jeg først finder dem flere dage senere.

Og hvad så med mine måltider? Jo, det består jo oftest af koffein og sukker. Nogle gange bliver det også til en stående håndmad eller tørre rugbrødskanter som V ikke gider røre. Men engang i mellem er jeg heldig, for så tilbyder V mig noget af det, han ikke kan lide – det er gerne prøvesmagt. Jeg kunne jo selvfølgelig bare takke nej, tænker du, men det kan jeg bare ikke få mig til, for jeg vil ikke være dumme mor. Det, at han vil dele noget af sit brugte kødpålæg med mig er jo rigtigt sødt og en god egenskab og jeg betaler gerne prisen for, at han er en villig deler.

Inden vi flyttede til Basel talte jeg med en kollega om, hvor fedt det egentligt er med en kantine på arbejdspladsen – LÆKKER mad, som er tilberedt for en til en, og som man bare kan fylde på tallerkenen og når man så er færdig med at spise, så afleverer man bare sit brugte service på en vogn. Og man skal ikke ned og rode rundt på gulvet omgivet af kolleger, der glor på en, før man kan komme videre med sine arbejdsopgaver. Love it – miss it! Men altså jeg vil ikke klage. For jeg sidder trods alt til bords med et af mine absolut yndlingsmennesker hver dag – 365 dage om året.

What goes in must come out – det bliver til ca. 8 (nogle gange er vi jo heldigere end andre) bleskift om dagen. Det er lige knap 3000 om året. Det er som regel rigtigt hyggeligt og smertefrit, men andre gange, hvor jeg også er dum i hovedet, så lader jeg den bette løbe rundt i hytten uden ble, fordi ‘det jo er lidt hyggeligt’ og det ender med, at han tisser eller pøller på gulvet, ja så har jeg bare lyst til at slå mig selv oven i hovedet med en kølle. Det kan virkeligt ikke betale sig at være doven, for det sker altid de dage, hvor gulvet er blevet vasket én gang.

Det bliver også hurtigt til ca. 200 kampe ved middagstid, der hvor han aldrig vil sove. Og til 365 godnathistorier og nå ja, så ca. 1460 natamninger, fordi vi har ikke fundet en anden løsning, der får ham til at sove igen, når han vågner om natten. Og så bliver det til 365 gange på et år, hvor han kommer ind i vores seng og hvor J sover i gæsteværelset, fordi V ynder at sove på tværs, meget gerne med tæerne begravet i mine næsebor.

Til gengæld har jeg på 17 måneder sovet tre nætter uden afbrydelser – det var dengang, jeg rejste væk og overlod V til hans far og mormor. Jeg gjorde et stort nummer ud af at lukke døren, når jeg skulle på toilettet eller i bad, hvilket ellers er ilde set her i huset. Det var tider. Men der var ingen at lege tagfat med eller tørre op efter eller trøste eller grine med. Jeg vælger hjemme – trods alt!

Og så bliver til ca. 10000 svar på 10000 ‘hvad er det?’ i løbet af dagen. Hver gang vi ser en lastbil eller en bil eller en fugl eller en kat eller en hund eller en cykel eller en knallert eller en ladvogn eller en gravko eller en traktor eller en myre eller en snegl eller en lastbil eller en bil eller en fugl eller en kat eller en hund eller en cykel eller en knallert eller en ladvogn eller en gravko eller en traktor eller en myre eller en snegl eller en lastbil eller en bil eller en fugl … well you get my point. Når vi spørger om noget, får vi mest et NEJ!

Ov Ov - ja, det er en hund

Ov Ov – ja, det er en hund

 

 

——

I have been thinking about how I spend my time now that we have not outsourced childcare.

V gets served seven meals a day – that’s 49 per week, that’s also 49 clean ups per week. 2548 times a year where I (or J) is down on the floor wiping up crumbs or mushed banana or chewed apple. You will properly not believe me, but sometimes I really stupid and lazy and I’ll just give him a slice of something, but then I’ll have to go around in the apartment to pick up traces of food, because the boy has a really annoying habit of leaving his leftovers around the house, in my shoes, in the sofa, or in my drawers – it is particulary  annoying when I find it days later.

And what about my meals? well they mostly consist of caffeine and sugar. Somestimes I get a quick sandwich or the dry edges from V’s bread which he doesn’t touch. But if I’m in luck V shares some of his food with me – some he has already tasted. You may think, that I could of course just say ‘no thank you’, but I just cannot get myself to do that. I don’t want to be stupid Mom. The fact that he will share some of his used food with me is just very sweet and a good ability and I don’t mind paying the price if he is willing to share.

Before we moved to Basel I spoke with a colleague about how cool it really is to have a canteen at work – DELICIOUS food that is prepared for you to you. And you can simply fill your plate and when you are finished eating put your used service on a trolley. Without having to get down on the floor and clean up the mess surrounded by colleagues who stare at you before getting on with your job. Love it – miss it! But then I will not complain. Because I get to sit down (after all) with one of my absolute favorite people every day – 365 days a year.

What goes in must come out – approx. 8 (sometimes we are luckier than others) diaper changes a day. That’s just under 3000 per year. It’s usually really nice and painless, but other times, when I’m an idiot and let the little one run around in the house without a diaper, because ‘it is indeed a little cozy’ and ends up peeing or pooping on the floor, I just want to beat myself over the head with a club. It is really not worth it being lazy, because it is always happens the days when the floor already has been washed once.

We will also have approx. 200 fight at noon, when he doesn’t want to sleep. And 365 bedtime stories and well, also approx. 1460 nighttime breast feeds because we haven’tt found another solution to get him back to sleep when he wakes up at night. And then it becomes 365 times in a year when he comes into our bed and where J will be sleeping in the guest room, because V likes to sleep across the bed – preferably with his toes buried in my nostrils.

But in 17 months I have slept three nights without any interruption – that was when I went away and left V alone with his father and grandmother. I made a big deal out of closing the door when I had to use the bathroom, which otherwise is frowned upon in this house. Those were the days. But there was no one to play tag  with or clean afterwards or to comfort or laugh with. I choose home – after all!

And then becomes approx. 10000 replies to 10000 ‘what is that?’ during the day. Every time we see a truck or a car or a bird or a cat or a dog or a bike or a moped or a pick-up truck or an excavator or a tractor or an ant or a snail or a truck or a car or a bird or a cat or a dog or a bike or a moped or a pick-up truck or an excavator or a tractor or an ant or a snail or a truck or a car or a bird … well you get my point. When I ask him something, I mostly get a NO!

A new pet

Vi ejer nu vores helt egen panda – nej vi har ikke købt en kinesisk panda, fordi vi vil give vores bidrag til, at racen ikke uddør. Vi har anskaffet os en pædagogisk ukorrekthed. En gåsele. En panda-gåsele. V er i line – halvanden meter kort line. Det er muligvis det bedste køb vi har gjort på dba.

Jeg forsøger at overse blikkene, dem, der fortæller mig, at det er en rigtig skidt ide at have sit barn i line.  Jeg ved, at jeg på et tidspunkt bliver ligeglad. Og når jeg nu kender mig selv så godt som jeg gør, så er det i mine øjne faktisk rigtigt flot, at jeg ikke har mistet V på en af vores rejser eller hverdagsudflugter. Det har været det rene hazardspil med vores lille eventyrlystne dreng.

———

We now own our own panda – no we haven’t bought a Chinese panda to protect the species from extinction. We have acquired a pedagogically incorrectness. A harness. A panda-harness. V is on a leash – a one and a half meter short leash. It is quite possibly the best prior-owned piece of equipment we have ever bought.

I try to overlook the looks. Those that tell me that it is a bad idea having my child on a leash. I know that at some point I won’t mind them. And knowing myself as I do it is very much an achievement that I haven’t lost V on one of our trips or excursions. I have been gambling with our little adventurer.

 

Villum og Panda

V and Panda