Tag-arkiv: Personal

Av!

Ironisk er det, at jeg lørdag morgen udgiver et indlæg om, at sumperen er død, for så senere på dagen at blive så dårlig, at jeg været træt lige siden og derfor ikke har lavet mange huslige gerninger andet end mad til V.

Det er altså ikke altid lykken at ofre familiens nærvær for at få mere tid sammen som treenighed. Specielt ikke, når man rammes af et galdestensanfald, mens faderen er i Indien. AV på krop og sjæl. Jeg måtte overlade en sovende Bønne til min ungarnske veninde. Han vågende midt nat til en forholdsvis fremmed mand, sin svigerfar, Zsofias far – heldigvis gik det nogenlunde til jeg kom hjem igen 2 timer senere. Nå, men det kunne jo ikke være anderledes – Det er fandengalme smertefuldt med et galdestensanfald og jeg var unægteligt døden nær, så jeg måtte afsted på hospitalet. Thank God for friends! Vi regner ikke med, at V har lidt overlast – om ikke andet må vi have ham til psykolog, når han bliver ældre.

Meget dramatisk var det også – jeg blev hentet af en ambulance og kom afsted i mit søndagstøj, uden briller, penge, nøgler eller sko. Det var et eller andet sted ligegyldigt på turen til hospitalet, men da jeg skulle hjem igen med taxa, var det mindre ligegyldigt.

 

Hvem har brug for sko når man kan trække i sådan nogle moderigtige plastikfutter

Moderigtige plastikfutter

 

Den husmoderlige sumper

Det var egentligt meningen at dette indlæg skulle have været færdig i går, men så blev fredag til lørdag, fordi tiden gik helt af sig selv, men her er det. Ha’ en rigtig dejlig dag!

Min søde hjælper smagte på alt vores frugt, mens jeg skar grøntsagerne i tern

Min søde hjælper smagte på alt vores frugt, mens jeg skar grøntsagerne i tern

Så er der for alvor gået husmoderlig hausfrau i den her i Basel – fordi jeg har dårlig samvittighed. Jeg har jo for så vidt rigtigt mange timer i døgnet til at lege med Villum og klare alt det huslige og praktiske og alligevel er det som om, at der ikke er timer nok. Jeg kan godt føle, at selvom jeg slet ikke har nået at lege med V i løbet af dagen, så er maden ikke nær så spændende og varieret som den kunne være og soveværelset roder stadig roder og opvasken ikke taget. Jeg er kommet frem til at min værste fjende er min evne til at lade mig distrahere og mit optimiske forhold til tid.

Som en del af min åbenbaring er vi begyndt at stå tidligere op. Det er ellers slet ikke min stil at stå tidligt op, men hvis vi sover til kl. 9 som vi ynder, kommer vi simpelthen for sent igang med dagen. Efter vi er flyttet til Basel er dagen gået på må og få og jeg er ligeså langsomt begyndt at gøre oprør med sumperiet. Det burde kunne lade sig gøre – selv for mig – at komme ud af fjerene og igang med dagen før kl. 11. Jeg gik i køkkenet Så i dag har jeg, udover at lægge et ton vasketøj sammen også lavet græskarsuppe til aftensmad på forhånd (se opskriften her). Jeg har også slået en dej sammen, så vi også kan få hjemmebagt grydebrød til suppen. Af princip bryder jeg mig ikke om at lade ting gå til spilde, så de græskarkerner, jeg fjernede fra græskaret valgte jeg riste (Se fremgangsmåden her.)

Mht. grydebrødet så kræver de fleste opskrifter 12-18 timers hævning. Det havde jeg altså ikke tid til, da det var en slags impulsbagning, så jeg måtte hive en kanin op ad hatten i form af mere gær og afkorte hævetiden.

Mit grydebrød

Mit grydebrød

Derudover har jeg nået at være i bad, drukket to kopper kaffe og været på en lang gåtur i Bruderholz med V’s kæreste og hendes mor. Janteloven kan rende mig – I rocked today!

Om Villum kan jeg fortælle, at han er en fantastisk dygtig til selv at tage gummistøvler på, at han slår mig 17 gange om dagen og er fascineret af edderkopper – så i går jagtede han edderkopper indenfor i ført gule gummistøvler (som han selv havde taget på) og han slog mig, når jeg ikke gjorde som han ville. Det er dødfrustrende, men han er heldigvis vildt sød alligevel.

Happy and sad

Jacob tog afsted til Indien i går morges. 14 dage alene med V er begyndt. Heldigvis er jeg startet til tysk og V bliver afleveret i den vuggestue, der er tilknyttet skolen i de timer, jeg er til undervisning. Han er så dejlig træt de dage, hvor vi har været afsted. Det er skønt for mig for det er ensbetydende med, at han sover bedre om natten. Can I get an Amen!? De dage, hvor jeg har undervisning om eftermiddagen, er vi på legepladsen om formiddagen. Det kræver en del af mine organisatoriske evner, der mildest talt ikke er særligt misundelsesværdige, men det er gået over al forventning og jeg har endda haft Bønnens legekammerat med, uden at miste nogen af dem.

Det er også gået over al forventning med vuggestuen, for V græder kun i afleveringsøjeblikket og ellers får han ros af pædagogerne. Jeg er stolt af V og meget lettet over nu at kunne lave andet end mad og rod.

Jeg er gået igang med at lave et helt nyt Iphoto-bibliotek med de billeder, vi har kunne skrabe sammen af det, der blev genskabt, Icloud og J’s fotobibliotek – noget er gået tabt, men vi har heldigvis masser af billeder, fordi jeg er besat af en manisk fotograf. Med afsæt i min til tider upædagogiske fotodokumentation (den kan du læse om her) er her en lille billedserie med podens ansigter. Jeg elsker ‘ked af det’-øjeblikkene, men jeg er glad for, at jeg trods alt også har kunne forevige en smilende V.

Så værsågo – happy and sad og rigtig god søndag.

Og så var der dengang til fastelavn:

Det røde trehjulede lyn

V og den grønne lykke

Lykken er at se V køre på traktor

V er vild med køretøjer. Gravkøer, kranbiler, traktorer, lastbiler, biler, ladvogne, kassebiler you name it. Særligt de tohjulede har fundet vejen til V’s hjerte – de er allesammen samlet i kategorien ‘nana’. I det her tilfælde tror vi, at V kastede ordet knallert op i luften og da han greb det, var det blevet til ‘nana’, men vi har stadig den forklaring til gode.

Jeg er vild med at genbruge og overtage mere eller mindre brugte ting til billige penge, så jeg er til J’s fortrydelse, blevet medlem af en køb og salg-gruppe på facebook. J mener, at jeg har et lidt for veludviklet samlergen, som jeg også dyrker lidt for heftigt til hans smag. Jeg kan egentligt ikke sige at jeg er helt uenig, men jeg kan fortælle, at jeg har gjort mig nogle rigtigt gode køb og fund. J er vist ikke helt enig og han synes, at vi bor i en genbrugsbutik – men hvornår var det en skidt ting spørger jeg bare?

På trods af, at vores (forkælede) afkom absolut ikke mangler legetøj, må jeg på det kraftigste tøjle mig selv, når der kommer legetøj i form af kraner, lastbiler, garager, tog mv. op i  gruppen. Men jeg kunne altså ikke stoppe mig selv, da dette flotte røde lyn blev sat til salg  på siden. 20 (sølle) CHF måtte jeg smide – og som I kan se er trussetyven vild med det og mest, når der køres inden for selvfølgelig. Hvis jeg kunne slippe afsted med det havde vi en hel vognpark bestående af motorcykler, knallerter, kranbiler, traktorer og gravkøer stående ude i vores lille have bare for at nyde stjernerne i mit barns øjne.

V på det trehjulede lyn

V på det trehjulede lyn

Jeg havde undertiden ikke helt tænkt købet igennem – godt nok er V en stor dreng, men cyklen er altså ikke lavet til hans størrelse og han kan ikke nå begge pedaler på samme tid eller finde ud af at styre for den sags skyld, så V bliver voldsomt frustreret og er dagligt på grådens rand, fordi den skide cykel ikke vil det, han vil. Han kan til gengæld finde ud af at kravle op på sædet og rejse sig, så vi andre kommer på hårdt arbejde igen og hele tiden. Men hvad gør man ikke for at underholde barnet. Det er også god underholdning for faderen, når jeg forsøger at dirigere V rundt i lejligheden med mit hjemmekonstruerede højre/venstre, som lyder cirka sådan her: ‘til højre, ikke den højre, den anden højre. Hov til venstre, nej til højre forresten, nej jeg mente venstre …’. Nå hvad selv en omvej går vel fremad.

Mandagsblomster

Grønne Gundeli

Gundeli, den bydel i Basel, hvor vi i det daglige slår vor folder, er et uskønt sammensurium af betonbyggerier og klassiske enkelt-familiehuse med grønne skodder. De har dog stort set alle meget fine forhaver med virkeligt flotte blomster – nogle vildtvoksende og andre arrangerede, men ens for dem alle er, at blomsterne stortrives. Grønne fingre løber i drikkevandet hernede.

Omme bagved scooterne er der altså en fiiin have :-)

Omme bagved scooterne er der altså en fiiin have :-)

Jeg har aldrig været god til at få noget til at vokse – det skulle da lige være dyngerne af tøj, der ligger slængt i soveværelset … og min taskesamling … og sko … jeg omformulerer, jeg er jævnt ringe til at holde planter i live, men Gundeli gør altså underværker for min selvtillid i det henseende.
En enkelt orkide blomstrer selvom den har været pænt medtaget af at være i min varetægt, vores Wisteria, er i gang med at kravle op til Fr. Bleichenbacher, vores overbo og roserne, har tæt på en million knopper, som bare venter på lidt solskin, så de kan springe ud. Ja jeg har endda bekæmpet væmmelige bladlus uden også at dræbe roserne. Det er skønt og utroligt, som i unglaublich, på en og samme gang.

Wisteria, der blomstrer fint for- og sensommer

Wisteria, der får flotte klaser af lilla blomster i for- og sensommer og en enkelt henslængt, men økologisk Basilikum

Man skulle tro det var påskemorgen med orkideens genopstandelse.

Påskemorgen?

 

Den her rose har ham den langfingrede ikke set endnu

Den her rose har den langfingrede ikke spottet endnu

Vores tomatplante købt for en slik i supermarkedet

Vores tomatplante købt for en slik i supermarkedet

Sandkassen og umodne tomater er et uskønt match

Sandkassen og umodne tomater er et uskønt match

Nu hvor det ikke er mig, der slår planterne ihjel, har jeg mit hyr med den langfingrede terrorists lemfældige omgang med moderens hjertebørn. Han vil ikke holde fingrene fra dem – og jeg ved, at han ved hvad nej betyder, han forstår, når jeg bjæffer en eller anden tilfældig kommando og han kan udføre de særeste ting til UG. Men når det kommer til at lade tomaterne og roserne være, så springer hans selektive hørelse ud i fuld flor. Ja, undskyld klichéen, men det er altså alvorligt det her, og så er det så sandt (som det er sagt. Hø hø.) Podens høst har i dag været syv neongrønne tomater og fem fine rosenknopper. Ak! Det må være universets hævn for da jeg, som barn, agerede guillotine og huggede alle hovederne af min mors tulipaner.

Desuden havde J og jeg noget, der ligner seksårsdag her i weekenden. Det gik op for mig lørdag aften, efter jeg havde sendt ham afsted til Guatemala. Jeg havde plantet min dertil indrettede i divaneseren for at trøstespise – jeg måtte have noget at styrke mig på, når jeg nu skulle være alene med Bønnen i 14 dage. Vi har aldrig dyrket årsdag eller andre sentimetaliteter, men i anledning  af vores dag købte jeg orange liljer til stuen og inviterede mig selv og V ud at spise fint i Ikea.

Tillykke med seksårsdagen til mig, men mest til J forståes.

Mandagsblomster

Mandagsblomster

 

Detox or something – Detox eller noget

Jeg forsøgte mig på noget detox for halvanden uges tid siden. Eftersom min diæt i halvandet år nu overordnet har bestået af kaffe og kulhydrater, tænkte jeg det måske kunne være ret fornuftigt at detoxe.

I 2007 spiste jeg slet ikke sukker og nogle år senere stoppede jeg igen, dog kun i tre måneder. Nå, men jeg syntes, det var på tide at få renset ud. Det hele startede egentligt med, at jeg spiste 18 Riesen – de der virkeligt gode karameller med mørk chokolade uden på og mørkt og velsmagende karamel inden i. I supermarkedet kunne man købe en 2-pak med 9 i hver og før end jeg vidste af det, havde jeg tømt først den ene og så den anden uden at blinke. 18 karameller er alligevel en sjat. Nu er jeg aldrig en, der har gemt de søde sager eller strukket indholdet af en Haribo-pose ud over flere dage. Næ, jeg æder sgu det hele og det går rimeligt stærkt. Og hvis vi ikke har noget i huset, ja så bager jeg da bare en kage. Nå, men de 18 karameller tog pippet fra mig og jeg fandt fluks en råkost-detox på nettet. Jeg skal ikke nyde noget af at sulte, hvis der er noget, der er værre end at skulle undvære kaffe og kage, så må det være at sulte. Så råkost-detoxen er genial. Man må spise alt, der kan rives til råkost og meget af det og frugt og nødder. Og så må man drikke caffe lat… nej urte-te til.

Translation: I tried to detox a couple of weeks ago. My diet has for a year and a half solely consisted of caffeine and carbohydrates, it sprung to mind that a detox might night be a bad idea.

In the whole of 2007 I didn’t touch sugar and some years later I abandoned sugar again this time only for three months though. Anyways, I thought it might be about time to do some cleansing. The whole thing started with me eating 18 Riesen – those really tasty dark caramels covered in dark chocolate. At the super market they sold a two-pack with 9 caramels in each packet. Before I knew of it I had finish first one and then the other without the blink of an eye. 18 caramels that is a tad. Well I have never been one to hide sweets or save the content of a bag of candy. Nope, I eat the entire thing and I’ll do it fast. And if we don’t have and sweets I will make some. Okay, so 18 caramels kind of got the best of me so I went online and found a detox-diet. I for one do not like to feel hungry, if there is anything worse than having to do without coffee and cake it must be feeling hungry. So the RÅKOST.detox is genius. You can eat anything you can shred on a shredder … and lots of it and you get to eat nuts and fruit. And get to pour it down with a caffe lat … no, herbal tea.

Og urtete

Alt det te, der ikke rigtigt bliver drukket

Coffee break - my favorite alone time

Coffee break – my favorite alone time

Jeg gjorde som jeg gør bedst – hoppede ud i det uden at overveje noget som helst, heller ikke hvordan jeg lige skulle gribe det an og om jeg havde nok rodfrugter, så jeg også kunne få noget mad. Kl. 14 havde jeg så meget hovedpine, at jeg næsten ikke kunne så oprejst, hvilket jeg jo gjorde alligevel for poden skal jo passes.

Det er sgu ret uhyggeligt at tænke på, at min krop er så forurenet, at jeg ikke kan klare mig 6 timer uden kaffe og sukker. Til aften måtte jeg give op og spise aftensmad.

Jeg lovede mig selv, at jeg ville tage den milde detox altså drikke tre store glas vand inden hvert måltid og droppe sukker. Det glemte jeg hurtigt alt om. For nogle dage sidenspiste jeg både chips og sådan nogle lækre snacks-tingester med solsikkekerner, cashewnødder og sesamfrø, der er honningglaserede. Som om de ikke var usunde nok, så smurte jeg også Nutella på dem – det smagte virkeligt godt. I går spiste jeg en is og i dag har jeg drukket cola (MED sukker! ) og spist mælkechokolade. Og prøv om du kan finde den mindste snert af dårlig samvittighed.

Min dårlige samvittighed forsvandt omtrendt samtidigt med veerne. I mange år her jeg trænet, og løbet og spist sundt, ikke for at få det bedre indvendigt, men udvendigt. Efter jeg har været gravid, født og ammet (som i stadig), synes jeg faktisk, at min krop er fin som den er. Nuvel, den måtte da hjertens gerne være fastere – der er faktisk mange ting, den gerne måtte være, men det er den ikke. Og skidt pyt med det. Endelig lever vi sammen, min krop og jeg, i fred og fordragelighed.

image

The bean’s many words – Bønnens mange ord

Tilsyneladende findes kun to slags børn – talere og tumlere. Jeg troede egentligt, at Manneken-Pis var et taler-barn. Men i skrivende stund leger far og barn dog spring-ud-fra sofaen-og-slå-en-kolbætte-leg, så jeg må muligvis revurdere min første opfattelse.

I anledningen af, at Bønnen blev 18 måneder 1. juli har jeg sammenfattet en lille oversigt over alle hans mange ord:

Hvad er det?
Av
Adieu
Bil
Bobler
Baby
Ba ba = bamse
Bum bum = torden
Ble
Bold
Brandbil
Bedstefar
Blåbær
Brød
Bye bye
Bus
Båd
Bad
Bog
Danke
Dål = skål
Fly
Faaaar
Gegaaa = gynge
Ga = Ja
Glar = Klar
Gak
Gak ga gad = Tak for mad
HEJ HEJ HEEEJ!
Hov
Mælk
Mere
Mæh = Får
Miav = Kat
MEE = Ko (don’t ask why)
Moar
Mami
Mormor
NEJ!
Negl = Snegl
Pip = Fugl
Ræ ræ = Gris
Ralle ralle rallle = Kilde kilde kilde
Rap = And
Tchüss
Tit tit
Dog dog = Tog
U = Ud
UH UH UH = Abe
Vov = Hund
Weee = rutsjebane
Æg

Og så er der alt det, vi ikke forstår.

Ca. 10 af ordene kom på et øjeblik. V ville se ‘bil’ som han så flot siger (en app på telefonen) – hvad gør man ikke for at undgå, at barnet kigger ned i kummen, mens man sidder på toilettet. Så det gjorde vi, så ‘bil’. Og ud af det blå kunne han bl.a. sige båd, bus og brandbil. Og så så man mig, i et af mit barns mest lysende øjeblikke, sidde på toilettet med toiletpapir i den ene hånd og mobil i den anden.

Translation: Apperently there are only two kinds of children in the world – talkers or tumblers. I actually thought that Manneken-Pis was a talker-child. Bus as I write this father and child are playing their jump-from-the-coach-and-do-a-rollover-game so I guess I may have to rethink my first notion.

V turned 18 months on the 1st of July and in that occasion I have made an overview of his many words:

Hvad er det? (what is that?)
Av (ouch)
Adieu
Bil (car)
Bobler (bubbles)
Baby
Ba ba = bamse (teddy)
Bum bum (thunder)
Ble (diaper)
Bold (ball)
Brandbil (firetruck)
Bedstefar (granddad)
Blåbær (blueberries)
Brød (bread)
Bye bye
Bus
Båd (boat)
Bad (bath)
Bog (book)
Danke = thank you in German
Dål = skål (cheers)
Fly = (plane)
Faaar = (daaad)
Gegaaa = gynge (swing)
Ga = Ja = (yes)
Glar = Klar = (ready)
Gak = tak (thank you)
Gak ga gad = Tak for mad (thank you for dinner)
Hej hej HEEEJ! (Hi hi hiii!)
Hov (ups)
Mælk (milk)
Mere (more)
Mæh = Får (sheep)
Miav = Kat (cat)
MEE = Ko (don’t ask why) (cow)
Moar (mom)
Mammi mor (mom)
Mormor (grandmom, mom’s mom)
NEJ! (no – the most frequent word)
Negl = Snegl (snail)
Pip = Fugl (bird)
Ræ ræ = Gris (pig)
Ralle ralle rallle = Kilde kilde kilde (tickle tickle tickle)
Rap = And (duck)
Tchüss (See you later in German)
Tit tit (peekaboo)
Dog dog = Tog (train)
U = Ud (out)
UH UH UH = Abe (monkey)
Vov = Hund (dog)
Weee = rutsjebane (slide)
Æg (egg)

And then of course all the words we don’t understand

About ten of the word came in a second. V wanted to look at ‘car’ as he says so adorably (an app for the phone) – you do a lot of things trying to stop your child from looking down the toilet, when you’re seated on it. And so we did, looked at ‘car’ and out of the blue came boat, bus, and firetruck. In one of my child’s brightest moments I was seated on the toilet with toilet paper in one hand and my phone in the other.

Coffee break - my favorite alone time

Happiness is Nespresso – Lykken er Nespresso

Juhuu! Vi har opgraderet vores Nespresso til en nyere model. Tænk sig, jeg drak slet ikke kaffe før vi fik V.

Translation: JAY! We have upgraded our Nespresso-machine to a newer model. Would you imagine, that I didn’t even drink coffee before we had V.

Vores nye Nespresso-maskine

Det ny vidunder – the new wonder (The jars are from Bodum, espresso cup second hand)

Jeg vil vove at påstå, at man når man går hjemme som jeg gør, udvikler adskillige gode og mindre gode vaner. Mine vaner er kaffe og immunitet overfor rod. (Usynligt rod – det må blive et andet indlæg.)

Den maskine vi havde var en sag fra 2008, som egentlig fungerede udmærket, men jeg er afhængig af caffe latte og har i et år, tre gange om dagen, varmet mælk i en gryde. Det var jeg blevet træt af. Nogen gange handler det bare om at gøre livet en smule nemmere.

Nogle mener muligvis, at jeg drikker min varme mælk, med et skud espresso. En barista så sig engang nødsaget til at gentage min tilsyneladende besynderlige bestilling, da jeg bad om få en stor latte med et single shot. ‘Altså’ sagde hun, ‘du vil have den her store kop (og holdt koppen helt op i snuden på mig) med varm mælk og et ENKELT shot?!’ Beklager søster, men ja det er sådan jeg drikker min varme mælk. Der er dog kommet noget mere kaffe i mælken i takt med de søvnløse nætter ikke er blevet færre.

Hvor kom jeg nu fra? Nå jo… Man tror det ikke, men jeg er et forholdsvis ufokuseret menneske, så hver gang jeg har varmet mælk, er jeg gået fra gryden, for jeg kan liiige lave noget andet mens mælken blev varm og hver gang har jeg glemt gryden med varm mælk. Mælk har den uheldige egenskab, at det koger voldsomt over, gerne fra det ene øjeblik til det andet eller brænder virkeligt meget på. Og omtrendt tre gange om dagen har man kunne iagttage mig spurte ud i køkkenet, fordi jeg er kommet i tanke om, at jeg jo faktisk var i gang med noget. Men fra nu af ikke mere mælk, der brænder på, ikke flere kogeplader, der er sølet til i brandvarm mælk, ingen gryder, der hele tiden skal vaskes op. Nu slipper jeg for alt det. For vores nye maskine har en mælkevarmer/-skummer. Jeg har kl. 14 allerede drukket alle mine tre latter for hold nu kæft, hvor er det lækkert nemt og så smager det virkeligt, VIRKELIGT godt. Holdt op imod den nye måde at lave en caffe latte, så har min gamle måde været unødvendig omstændig.

Translation: I’ll confidently make following claim that when you are a stay at home mom like I am, you develop some good and some less good habits. My habits are coffee and immunity to mess. (invisible mess – that’s a whole new blogpost)

The machine we had was from 2008. it really didn’t need replacing, but I’m addicted to caffe latte and I have for a year now warmed milk in a casserole and I had grown very tired of that. Sometimes it is all about making life a little easier.

Some might say that I drink my warm milk with a shot of espresso. A barista once repeated my extraordinarily strange order of a large latte with a single shot. ‘Okay’ she said, ‘you want this large cup (and it very close to my face whilst frawning) with a SINGLE shot? Sorry sister, that’s just how I take my coffee. The coffee milk ratio has become a little more balanced since the sleepless nights haven’t gotten fewer.

Where was I? Oh yes… You wouldn’t necessarily believe it but I am a some what unfocused person, so every time I have heated milk, I have left the stove, because I just needed to do other stuff. Milk has an incredible ability, and it boils over or burn faster than you get hiccups. About 3 times a day you could see me run into the kitchen, when I remembered that I was actually doing something else in the first place. But now no more burnt milk, no more stoves covered in milk, no more casseroles in need of washing up. No more of all that. Because our new machine has a milk heater/foam thing. A two pm yesterday afternoon I had already had my 3 caffe lattes. Jesus Mary it’s good REALLY GOOD and EASY. Compared to this new way of making my lattes my old way was unnecessarily circumstantial.

Coffee break, nu med mælkeskum

Coffee break – the healthy kind

Coffee break - the tastier kind

Coffee break – the tastier kind

Købet blev gjort i torsdags – jeg skulle egentligt bare have sådan en separat mælkevarmer/-skummer-tingest og noget kaffe. Men kender I det at gå ind i en butik med en lille bitte liste, og alligevel komme ud med favnen fuld? Det var det, der skete for mig i går og alle andre dage også i øvrigt. Jeg blev fristet til at købe en ny maskine, fordi der var tilbud på en bestemt maskine og en mælkeskummer. Jeg var den der virkelige irriterende kunde, der ikke kan bestemme sig. Først skulle den være creme, så hvid, men jeg måtte også lige se den i sort. Jeg ender med at købe en helt fjerde. Stakkels ekspedient. Det var godt, jeg havde Bønnen med. Han fungerer ret ofte som en buffer med sit vilde lyse bonghår, skelende øjne og sutteklud, når moderen er en abnormt ulidelig kunde.

Her på matriklen er ingen kaffeconnaisseur, så en Nespresso-maskine er god til vores beskedne behov (trods alt), og når George Clooney (Jeg elsker at ‘Clooney’ findes i stavekontrollen) kan drikke Nespresso, så kan jeg også.

Translation: I bought it on Thursday – I only intended to go buy the milk heater thing and some coffee. But have you tried going into a store with a small list and coming out with more than you can carry? That was exactly what happened to me on Thursday (and any other day to be completely truthful). I was that really annoying customer-type, and I couldn’t make up my mind. First I wanted it in a cream colour, then white, the black. I ended out buying a completely different kind (and colour). Poor Nespresso employee. Good thing I had V with me. He is a charming buffer with his wild blond hair, crossed eyes, and cuddling bunny, when the mother is an absolutely obnoxious costumer.

None of us really are coffee connaisseurs, so a Nespresso-machine is sufficient to cover our modest needs, and when George Clooney (I love that Clooney is in the spell check) can drink Nespresso so can I.

PS. Uden kaffe sker det her/ Without coffee this happens

Jeg nåede ikke min kaffe inden V skulle have tøj på.

Jeg nåede ikke min kaffe inden V skulle have tøj på. I didn’t have my morning coffee before dressing V.

Lykken er … (blandt andet) en kimonokjole fra Ganni

For lige at følge op på min ønskeliste over materielle goder, kan jeg meddele, at jeg nu er den meget lykkelige ejer af denne smukke grå/blå sag med guldpaliletter fra Ganni. Det var kærlighed ved første cyber-blik, for jeg har faktisk kun set kjolen på nettet. På Rockpaperdresses’ meget fine blog, som jeg følger via bloglovin’. Pigen bag Rockpaperdresses hedder Cathrine, og hun har altid sådan nogle fine billeder og en super fed stil. Se billederne af kimonoen her.

Jeg kommer jo så sjældent ud, så jeg iførte mig den, da der var afslutning i V’s musikskole. Jeg var voldsomt overdressed, men WHO CARES! Jeg følte mig så flot og det var jeg også!

Indsæt selvfedt selfie her:

Selvfedt selfie

Selvfedt selfie – shitty hair, don’t care

Og det der gør det endnu bedre er, at borgere, bosat udenfor EU, kan få deres moms refunderet.

What’s not to like?!

——————————————————————————————————

Just to follow up on my wish list of worldly possessions I can inform you all that I’m now the happy owner of the most beautiful blue/grey dress with gold sequins from the Danish clothes brand Ganni. I had only seen the dress online before I ordered it – it was absolutely love at first cyber sight. I saw it on the Danish blog Rockpaperdresses which I follow on bloglovin’. The girl behind Rockpaperdresses is named Cathrine, she always has very beautiful pictures taken and I love her style – even though you don’t read Danish take a look anyways – for the pictures. You can see the pictures of the kimono here.

I rarely get the opportunity to go out so I wore the dress to V’s music school recital. I was excessively overdressed but WHO CARES! I felt beautiful and in all humility I was.

Insert full-of-myself-pose-selfie here

Selvfedt selfie

 

And what makes it even better is that residents outside of the EU gets their VAT refunded.

What’s not to like?!

Iført ankellange Lycra-løbegavanter

This one time at Copenhagen Marathon

Kender I det at være virkeligt uoplagt? Altså sådan rigtigt teenagedvask? Jeg var ude at løbe den anden dag – ikke fordi jeg gad, men fordi J sendte mig ud ad døren med et selvfedt ‘du kan takke mig bagefter’. Men jeg GAD OVERHOVEDET IKKE. Virkeligt virkeligt ikke. Dem der kender mig indgående ved, at jeg er udstyret med en skamkogt porre til rygrad og efter 10 minutters løb begyndte jeg at gå og ringede til min mor for at tale med hende i et kvarter om ingenting og så løbe de sidste 500 meter hjem. Jeg udstrålende tilsyneladende også vaskeægte ugidelighed, da jeg trådte ind ad døren for J skulle lige høre, om jeg nu have løbet eller om jeg bare var gået over på legepladsen for at sidde der i 45 minutter.

Iført ankellange Lycra-løbegavanter

Iført ankellange Lycra-løbegavanter

Torsdag aften var jeg afsted igen. Motivationen var anderledes i hus – en hel times afbræk fra verdens mest hysteriske afkom. V græder hysteriske nej’er i vildskab, hver gang han skal skiftes, have børstet tænder, have tøj på, spise morgenmad, rydde op efter sig (det har han nok fra moderen), have vasket hår – og sove. Jeg overlod puttetjansen til J og løb. Alt kan jo som bekendt løbes væk. Før i tiden var løb en dejlig overspringshandling, men jeg har også løbet kærestesorger, hovedpine, eksamensangst – og prutter væk. Da J og jeg lige var blevet kærester løb jeg hver gang, jeg havde luft i maven. Pigers prutter dufter jo ellers dejligt af roser, men jeg var alligevel for selvbevidst til bare at give den gas derhjemme (no pun intended), så jeg snørede løbeskoene og løb rosenduften ud af røven. Nu løber jeg hysteriske anfald væk – enten mine egne eller V’s.

Nå, men mens jeg løb kom jeg til at tænke på, hvor glad jeg engang var for at løbe, og hvor nemt det altid var at komme afsted og hvordan turen altid næsten løb sig selv. På med løbetøjet og musik i ørerne og så kunne jeg ellers løbe til Verdens ende. Tilbage i 2007 var jeg endda så vild for at løbe, at jeg helt frivilligt tilmeldte mig Copenhagen Marathon. Jeg løb et marathon. Altså faktisk løb jeg 18 km, og traskede, luntende og slæbte mig langs kantstenene i høj solskin de sidste 26,195 kilometer. Jeg var imponerende 5 timer og 25 minutter om de 42,195 kilometer. Tre gange blev jeg overhalet af feltets formentlig ældste deltager. Hver gang jeg så ham havde han erhvervet sig en ekstra forbinding et sted på kroppen, men han kom tilbage og hver gang var han stadig hurtigere end mig. Jeg kom ikke til skade – Jeg var bare utrolig langsom. Bagefter var jeg også ildrød på hele venstre side af kroppen for, jeg havde ikke overvejet at smøre mig ind i solcreme. Som garvet maratonløber (høhø) kan jeg også indvie de mindre garvede; det er en rigtig god ide at sætte plaster hen over brystvorterne. Det kan hænde at 42 kilometers løb, rask gang, trasken, ja endda slæb sætter sine tarvelige spor på brystvorterne. Ja, det er faktisk lige før, at der var rarere at starte med at amme.

Nå, men altså torsdag var der dejligt løbevejr. Sådan bare arme og shorts løbevejr. Hvis ikke det var, fordi jeg har brug for de knælange Lycra-løbebukser (og -trøje) til at holde flæsket fra at nå sin egenfrekvens. Flæsket er min følgesvend og Lycra er min ven. Jeg kan godt fortælle jer, at det føles rimeligt ubehageligt, når huden lever sit eget liv og banker mod asfalten og ikke er nået tilbage på plads, før jeg er klar til at tage næste skridt. Læs mere om Lycra her.

Vi har haft besøg af den dejligste svigermekanik siden fredag aften. Hun er ikke kun svigermekanik og meget glad for V – hun er også meget sød og det er dejligt at have besøg. Udover 4 kg lakrids har hun medbragt sommer og sol og lige knap 100 graders varme. I går var vi på tur langs Rhinen  – i dag har vi kun formodet at slæbe os de 100 meter, der er hen til nærmeste legeplads og tilbage igen.

Mens familien har holdt velfortjent siesta, har jeg forfattet dette indlæg!

 

———————————————-

Do you know how it feels to be really lethargic? Like really truely lazy? I was out running the other day – not because I wanted to, but because J sent me out the door with a smug ‘you can thank me later’. I really did NOT want to go AT ALL. Really really not. Those who know me in-depth knows that my spine is very much like a boiled to shame leek and after 10 minutes of running, I started walking and rang my mother just to talk to her for 15 minutes about nothing and then ran the last 500 meters home. Apparently I was radiating genuine indolence when I walked in the door because J asked if I had gone for the run or if I had simply walked to the playground next to our apartment to sit for 45 minutes.

On Thursday evening, I was off again. The urge to get out of the house was completely different – an entire hour’s break from the world’s most hysterical offspring. V cries hysterical no’s in ferocity every time he needs to have his diaper changed, his teeth brushed, get dressed, eat breakfast, clean up after himself (this skill he might just have inherited from his Mother), having his hair washed – when he has to go to bed. I left  the tugging in to J and ran. Everything can be run right. In the past, running was a nice procrastination, but I also run away heartaches, headaches, test anxiety – and farts. When J and I had just met I ran every time I had flatulence. Even though women farts smell of lovely roses, I was still too self-conscious to let go, so I tied my running shoes and ran the farts away. Now I run meltdowns away – either my own or V’s.

Well, while I ran, I came to think of how happy I was once to run, and how easy it always was to get going and how the run is always almost ran itself. Just on with the running gear and music in the earphones and I could run to the end of the world. Back in 2007, I was even so crazy about running that I willingly signed up for the Copenhagen Marathon. I ran a marathon. Well actually I ran 18 km, and plodding, lumbering, and dragged myself along the curbs in the scorching sun the last 26,195 km. I took me impressive 5 hours and 25 minutes to finish the 42.195 km. Three times I was overtaken by the field’s probably the oldest participant. Every time I saw him he had acquired an extra bandage somewhere on his body, but he came back and every time he was still faster than me. I did not get hurt – I was just incredibly slow. Afterwards I was also bright red on the whole left side of my body, I had not thought about using sunscreen on this bright and sunny day. As a seasoned marathon runner (haha) I can also inaugurate the less experienced; it’s a good idea to put a bandaid over ones nipples. It may happen that a 42-kilometer run, brisk walking, trudging and even dragging will set its tacky track on the nipples. If I had to choose I would properly choose a breastfeeding start-up to the unprotected nipple after a marathon situation any day of the week.

Anyways, on Thursday it was great running weather. Like T-shirts and shorts kind of running weather. If it was not because I needed the knee-length Lycra running pants (and shirt) to keep my bacon from reaching its resonant frequency. Bacon is my companion and Lycra is my friend. I can tell you that it feels fairly uncomfortable when the skin is living its own life and banks against the asphalt and do not come back in place before I’m ready to take the next step. Read more about Lycra here.

We have been visited by the nicest Mother-in-Law since Friday evening. She is not only my Mother-in-Law and very good with V – she is also very sweet and it’s very nice to have a visitor. In addition to the 4 kg licorice, she also brought summer and sun and just under 100 degrees. Yesterday we went on a trip along the Rhine – Today we have only managed to drag ourselves 100 meters to the nearest playground and back again.

While the family has had a well-deserved siesta, I have written this post!