Tag-arkiv: Saturdays

IMG_6864

Til græskar-festival i provinsen og glade børn

I den tid vi har været i Schweiz har vi været til et utal af messer, besøgt markeder, loppemarkeder og festivaler. Vi har været til Herbstmesse, Art Basel, Basel World, Basel Fasnacht, Weinachtsmesse, Basler Weinmesse og for to uger siden var Villum og jeg afsted til Kürbis-festival med min veninde T, hendes mand og deres to børn. Villum leger rigtigt godt med deres den ældste og jeg ligeså med deres mor.

Det er egentlig ikke noget for mig, jeg køber sjældent noget og jeg får pip af alle de mennesker, der taler højt og breder sig. Men det er samtidigt også sjovt at prøve noget jeg normalt ville gå langt udenom i Danmark.

Jeg havde ladet J blive hjemme, fordi han i al alvor slet ikke gider den slags. Joken gik derfor på, hvad man dog skulle gøre for at slippe for at tage med hustruen til schweizisk græskar-festival på Mathis-hof i Binningen … Ja, hvad kan jeg sige, man skal være meget MEGET heldig.

Aldrig har jeg oplevet græskar være så hypet som hernede. Schweizerne er meget begejsterede for græskar. Der er græskar over det hele i øjeblikket – græskar i ovnen, græskar-suppe (Det lavede jeg sidste år, og kunne konstatere at det er roden til galdestensanfald, så det laver jeg ikke igen), græskar-øl, græskar på spyd, græskar-kage og græskartærte og så masser af græskar til dekoration og så taler vi i det hele taget meget om Kürbis i tysk-timerne.

Ungerne var også meget begejstrede for at være til græskar-festival. Der var køer, høns, en legeplads, en labyrint lavet i en majsmark og halmballer, der kunne kravles på og traktorer og en masse andet som drengehjerter begærer. Det er fantatisk hvordan duften sendte mig tilbage i barndommen – tilbage til folkeskolen og helt hjem til Maj-Lis fra min klasse og ind i deres stald og tilbage til dengang i 9., hvor jeg var i skolepraktik hos en bondemand lidt udenfor Sulsted sammen med en håndfuld andre. Han dyrkede sukkerroer og holdte køer. Og hans hus var plasteret til i fluefangeklisterstrimler, det var så klamt, at vi måtte spise vores frokost udenfor i 10 graders varme.

Tilbage til græskar-festivalen. Festpladsen var omkranset af stalde, så vi fik serveret vores Wiener-pølser lige ved siden af møddingen. Hernede er der ingen smileyordning, der dræber små og hyggelige traditioner, som den her græskar-festival. Maden blev anrettet på bedste schweiziske facon – med de bare næver og pølserne med brød smagte dejligt alligevel.

Der var pluk-selv dahliaer og alpehorn og selvsagt græskar en masse og til allersidst (og vel også allerbedst) var der et meget træt barn, der insisterede på at få en pind med hjem.

 

 

 

 

 

Det færdige resultat

Endelig er vi fuldtallige

Endelig er vi samlet igen. J har været på den første (af mange) 14 dagesture, hvor V og jeg har været helt alene uden besøgende. Trods forventningen om det modsatte, overlevede vi alle tre.

Jeg har savnet og J har savnet og V har ikke kunnet forstå, hvorfor far ikke kommer hjem fra arbejde om aftenen, når vi skal spise. V’s savn er kommet til udtryk hver gang vi har set en mand, der ligner J bare en lille smule. V har peget uhæmmet og råbt med henrykt fryd og gennemtrægende stemme: ‘Bar! … bar! …  bar! …  BAR! … BAAAR! … BAAAAAAR!!!’.

Det første Bønnen gjorde, da han slog øjenene op i går var at sige far og det er jo ingen sag for mor at redde dagen, når far jo faktisk er kommet hjem. V og far har danset, hoppet og leget – og jeg har fået ro til at gå på toilettet med lukket dør (og helt uden gæster). Kæmpe win for mor er glad, far er glad og vigtigst af alt, V er glad.

Jeg bagte boller i går og efter J havde sovet en kort lur på ca. fire timer på sofaen, kunne vi hygge på terrassen med nybagte boller.

På grund af J’s rejse er vi bagud med vores lørdags-pizza-aftener, så vi lavede pizza i går aftes i stedet. Normalt køber vi pizzasovsen, men jeg havde frosset nogle rynkede tomater i fryseren i stedet for at smide dem ud, så i går lavede vi sovsen selv – løg, olivenolie, tomater, basilikum (tørret og frisk), sukker, salt og peber og en rest rød oliventapanade (så smider vi heller ikke den ud), blend det hele sammen og lad det så simre en times tid, mindre kan også gøre det hvis man har travlt. Det kan også godt betale sig økonomisk og smagsmæssigt at lave dejen selv og pizzasovsen for den skyld også. Det kræver en lillebitte smule forarbejde, men resultatet er også en del bedre end hvis man bruger, den der forarbejdede, gummiagtige pizzadej, og som lugter af 7eleven-butik.

Pizza in the making

Pizza in the making

Vi bruger en pizzasten og man kan lave det på på grill og i ovnen. Vi synes, at less is more – tomatsovs, serranoskinke, løg og bøffelmozzarella (den friske slags) og så parmasanost som tilbehør.

Det færdige resultat

Det færdige resultat – voila homemade pizza.

Bon appetit fra en fuldtallig familie på tre.

 

IMG_3274

Always do your homework – a trip to Belfort Marché aux Puces

IMG_3274Det har været en dejlig begivenhedsrig weekend. I går var vi til en meget hyggelig sammenkomst hos en af J’s kolleger. Det er dejligt at møde nogle af de mennesker J jo faktisk bruger allermest tid sammen med. V faldt i søvn på vej hjem derfra og den sene lur ødelagde hele vores normale aftenrutine. Ud ad vinduet med to af de tre r’er, som sundhedsplejerskerne prædiker om. I går var der ingen ro og der var ingen regelmæssighed – og efter en times hysterisk skrigeri kapitulerede vi. Med roen og regelmæssigheden røg også vores voksentid ud ad vinduet, for V var oppe til kl. 23.30. Hvad ofrer man ikke for at få barnet til at stoppe med at skrige sine lunger ud. Det er også hyggeligere ikke at have voksentid end at have et surt barn. Tror jeg nok…

I dag har jeg været i Frankrig for første gang nogensinde. Da jeg var yngre talte jeg også lande med, som jeg havde fløjet over, men i dag kan jeg endelig sætte en knappenål i det franske land på verdenskortet. Jeg er en smule frankofil anlagt og hovedkuls forelsket i det franske sprog. Når jeg engang er færdig med at lære tysk, er jeg bare over mega meget klar til at rocke det franske – jeg kan allerede mærke at jeg bliver god til det. Da vi spiste frokost i dag lykkedes det mig næsten at bede om en ekstra gaffel. Fransk er på min ‘to learn before I die’-liste, lige over pli, ryddelighed og ordentlighed. Der er nok større chance for, at jeg lærer fransk. Mais oui mon cherié.

Translation: It has been an eventful week-end. Saturday we went to a cosy get-together with J’s colleagues. It was very nice meeting the people J spends most of his time with. V enjoyed himself very much and fell asleep on the way home. The late nap messed completely with our normal routines. In Denmark the Child health nurses preach regularity, rest, and cleanliness. Out the window went two of the three. Saturday evening there were absolutely no calm and no regularity. And after one hour’s hysterical screaming we capitulated. With rest and regularity our adult time also went out the window, because V was up until 11.30 pm – why not sacrifice our one time for a happy baby – we don’t like to have our evenings to ourselves any way so there… I guess.

Yesterday I visited France for the first time ever. When I was younger I would count the countries I had flown over as visited, but now I can finally pin France on the world map. I’m a bit francophile and head over heals in love with the French language – when I’m done learning German I’m definitely completely ready to rock French. I already know that I’ll be good at it. Yesterday at lunch I almost managed to ask for a fork. French is on my to learn before I die list – just above courtesy, tidiness, and orderliness. There’s a better chance of me learning French – Mais oui mon cherié.

Sådan så jeg ud da jeg var i Frankrig.

Sådan så jeg ud da jeg var i Frankrig første gang. This is me visiting France for the first time.

Nå, men i dag lod det sig endeligt gøre at komme afsted på loppemarked i Belfort, Frankrig, som jeg har fået anbefalet af min finske ven. Hver den første søndag i måneden i alle årets måneder (undtaget i december og januar) afholdes Østfrankrigs største loppemarked. Det skulle være rigtigt fint med flotte vintagesko, gammelt porcelæn og flotte gamle møbler. Vi kørte kun forkert en gang og vi kom også kun op at skændes en enkelt gang over mine vejanvisninger på vores vej dertil. J mener, jeg er håbløst elendig til at vise vej – jeg mener til gengæld, at navigationen på Iphones er fuldkommen umulig at arbejde med. Og med de argumenter kom vi ikke rigtigt videre i den diskussion. Givet så er det muligvis svært at blive ledt af en, der ikke kan kan hitte rede på højre og ventre, og som synes at det at pege må være sufficient. Men det er ikke mig der er noget galt med, det er navigationen.

Vi kørte hjemmefra kl 10.45, og jeg troede sådan set vi var i rimelig tid, for det kunne da ikke lukke tidligere end kl. 15. Men det kunne det. Vi aner det gode Marché aux Puces og jeg glæder mig som et lille barn, med alle sine lommepenge fra sparegrisen, til at spotte lækre ting, som mit samlerhjerte ønsker sig til vores hjem, da J tørt konstaterer, at de da er ved at pakke sammen. For satan, hvor er det typisk os. Det var også kun en lille kort tur på fem kvarter for at komme dertil.

Translation: Anyways, today we finally went to the Belfort Marché aux Puces, which was recommended to me by my Finnish friend. Every other Sunday 10 months out of 12 Easten France’s largest flea market is held here. Beautiful vintage clothes and shoes, old porcelain and beautiful old furniture. We only took one wrong turn and only once did we exchange words. J thinks I am awful at giving directions – I on the other hand think that the navigation on iPhones is impossible to work with. With those arguments the discussion ended. It might be difficult being navigated by a person who doesn’t know left from right and who thinks that pointing must be sufficient. But I am not at fault, it’s definitely the navigation.

We left home at 10.45 am. I thought that we were in good time because the market couldn’t possibly close before 3pm. But it could and it did. We spot the flea market and I am as excited as a little child with all her pocket money, and can’t wait to go hunting for things for our home, when J says: ‘it is closing down’. Goddammit that is so typical us. It is only a short drive of an hour and 15 minutes.

Det eneste formildende omstændighed er, at vi nu ved, at det starter kl. 8 og lukker kl. 12! Heldigvis er J også hjemme den næste første i måneden, og så tager vi bare afsted igen, gør vi.

Translation: The only mitigation circumstance is, that we now know that is starts at 8 and closes at 12.

Se flotte billeder af Marche aux Puces fra Tziniz’ blog her.

I mens vi havde været på tur til Frankrig havde der været storm i Basel – vores fine terrasse så meget stormomsust ud. Stole og planter var væltet og låget fra sandkassen var fløjet over i roserne. Ja, det lignede i sandhed et bombet lokum. Jeg var så forhippet på at redde mine flotte planter, at jeg slet ikke fik taget et billede til bloggen.

While we were on our little excursion to France, a storm had passed through Basel – our lovely terrace had taken a server hit. Chairs and plants had been knocked over and the lid from V’s sandbox had flown into our rosebushes. I didn’t get a picture for the blog I went straight into a ’save-our-plants’-mode.

Morgenmad cum frokost

Green thumbs, dirty nails, and the mother of Manneken-Pis – Grønne fingre, sorte negle og mor til Manneken-Pis

Hvis du tror, at Manneken-Pis er en statue i Bruxelles, så tager du fejl – han bor hjemme hos os i Basel. I går var jeg skødesløs og rigtig dum i hovedet og lod V rende rundt uden ble, inden han skulle i seng. Vi sad ude på terrassen efter aftensmaden og nød det fantastiske vejr. Jeg troede faktisk, at jeg var mor til V, men det viser sig, at jeg er mor til Manneken-Pis. På en halv time havde han afmærket sit imponerende territorie; terrassen, stuegulvet og vores sofa. Vi havde lige lavet sjov med, at jeg ville synes det ville være perfekt, hvis han tissede i sofaen, da jeg brændende ønsker mig en ny. Hvilket han så gjorde – tissede i sofaen. Det var alligevel ikke så forfærdeligt morsomt, da det kom til stykket, for vi har ikke råd til en ny, og vi må nu affinde os med at sidde i V’s toilet ind til vi har. Hashtag a little pee never killed anyone.

Morgenmad cum frokost

Morgenmad cum frokost

Jeg overdriver ikke, når jeg skriver, at det er en menneskealder siden, jeg har sovet så længe, at morgenmad blev til frokost – det hører ligesom livets sorgløse dage til (og dem er der i øvrigt alt for få af nu til dags), men jeg sov længe i dag. Det er slet slet ikke så dårligt. Desværre er det fordi vores Manneken-Pis er syg med feber og snot og tænder og ikke har sovet i nat – hvilket også betyder, at jeg heller ikke har. Han ynder jo at sove ved siden af (læs: oven på) mig. Heldigvis er J hjemme, så han tog over i morges, så jeg kunne indhente noget af det tabte og sov videre helt til kl. 11.30.

Den bette var også syg med feber og snot og tænder, da min mor var på besøg for 14 dage siden. Jeg troede egentligt, at en af belønningerne for at gå hjemme med sit eget barn, udover det jeg skrev om i forrige indlæg, er, at barnet er mindre sygt. Men sådan er det åbenbart ikke i vores tilfælde – selvfølgelig fristes jeg til at skrive. Bevares knægten skal selvfølgelig have tænder, men helt ærligt, så behøver han ikke at få de sidste fire og snotten kan vi i hvert fald sagtens klare os uden. Forhåbentlig sætter vi nogle point ind på sygdomskontoen, så det han er syg nu, er han ikke syg senere. Som min yndlingschef siger ‘Hvad er gjort, kommer ikke skidt tilbage’ og man skal altid lytte til og tro på en, der kan citere alle replikker fra Matador og som i øvrigt ellers er velbevandret i altid at have ret.

De døende planter

De nyindkøbte (og døende) planter. The fruit of my labour.

Vores hjem begynder efterhånden at tage form af … et hjem. I går fik vi købt potter og planter og samlet endnu flere Ikea-møbler, denne gang ud til vores store sydvestvendte terrasse. Det er et fantastisk uderum, vi har skabt med roser og lavendel i potter og med møbler – de bedste også fra Ikea. Min agronomiske selvtillid kan i øvrigt være på et meget lille sted og Jeg er ikke just kendt for mine grønne fingre. J mener også, at jeg nok skal få mit hyr med at holde planterne i live #devilvisneogdø. Men nu er de plantet og VANDET! Og jeg har sorte negle. Første sommer jeg boede i Ørestad sammen med J, gik vi også all in på der dersens altanidyl – opstammede lavendeler og margueritter og den slags (det koster jo en formue by the way). Man kunne nemt brødføde en afrikansk landsby i et år med den sum penge, vi har brugt på at gøre terrassen hyggelig, hvilket egentlig er noget svineri, men nu er det gjort. Anywhodooles så døde alle de flotte planter kort tid efter deres indtog på altanen: Der var bladlus i skidtet og jeg gjorde som min mor altid har gjort, når der var bladlus; sprøjtede dem med sæbevand. Jeg gav dem en ordentlig omgang, for de satans bladblus ikke skulle tage livet af mine planter. Både bladlus og planter døde og jeg mistænker voldsom sæbevandsoverdosis.
Heldigvis har jeg Sorøs svar på Søren Ryge Petersen som svigermor. Hun kan normalt få liv i enhver af mine udpinte planter, og dem er der mange af. Det må sgu da give lidt plante-cred, så de nyindkøbte af slagsen overlever – i hvert fald bare én sæson.

Aftensmad på terrassen

Aftensmad på terrassen

IMG_2705

Indlægget er forfattet på terrassen under den brændende sol. WIN!

 

————–

If you think that Manneken-Pis is a statue situated in Brussels, you’re wrong – he lives with us in Basel. Yesterday is was careless and really stupid and I let V run around without his diaper before he had to go to bed. We were sitting out on the terrace after dinner and enjoying the fantastic weather. I actually thought that I was the mother of V, but it turns out that I am the mother of Manneken-Pis. In half an hour he had marked his impressive territory; terrace, living room floor, and our sofa. We had just been joking that I would think it would be perfect if he peed on the couch because I really would like a new one. Which he did – peed on the sofa. Nevertheless, it was not so terribly funny when it came down to it, because we can not afford a new one, and now we must come to terms with sitting in V’s toilet until we have. Hashtag a little pee never killed anyone.

I am not exaggerating when I write that it is a lifetime since I’ve slept so long that breakfast became lunch – it is a legacy of the carefree days (and there are too few of them) but I slept late today. It’s certainly not as bad. Unfortunately, it is because our Manneken-Pis is sick with fever and snot and teeth and have not slept all the night – which also means I haven’t either. He likes sleeping next to (read on) me. Fortunately J is home, so he took over this morning so I could catch some of the lost sleep and I slept until 11.30 am.

The youngster was also sick with fever and snot and teeth, when my mother was here visiting 14 days ago. I thought that one of the rewards of staying at home with my child, in addition to what I wrote about in my previous post, is that the child is less sick. But this is obviously not the case – of course I am tempted to write. Granted the kid needs to have his teeth, but quite frankly, he does not need to get the last four and the snot we can certainly easily do without. Hopefully we’ll put some points into our child sick account, so what he is sick now, he won’t be sick later on.

Our home is starting to take form as … a home. Yesterday we bought pots and plants and put together even more Ikea furniture, this time for our large southwest facing terrace. It’s a great outdoor spaces we have created with roses and lavender in pots and the furniture – also the very best of Ikea. My agronomic confidence fits into a very small place and I’m not exactly known for my green thumb. J thinks that I’m going to have a job keeping the plants alive. Hashtag they will wilter and die. But now they are planted and WATERED! And I have black fingernails. The first summer I lived with J, we also went all-in on the idyllic balcony – lavender and daisies and stuff (it costs a fortune by the way). One could easily feed an entire African village for a year with the amount of money we spent on making the terrace cozy , which really is unheard of, but now it’s done. Anywhodooles all the beautiful plants die shortly after their arrival on our balcony: There were aphids in them and I did as my mother has always done when her plants have aphids; sprayed them with soapy water. I gave them a decent wash so that the aphids wouldn’t kill my plants. Both aphids and plants died and I suspect violent soapy water intoxication.

The post has been written on the terrace under the scorching sun. WIN!

Jacob og Villum kigger på fisk og haletudser

The art of losing possessions and not having enough Bargeld

Min modsætning og jeg sidder i skrivende stund og nyder et glas vin. Hver vores slags selvfølgelig. J har engang sagt, at det værste ved mig er, at jeg ikke er til at dele en flaske rødvin med. Jeg har lige overstået den første løbetur på 14 dage (jeg holder aldrig 14 dages pause igen) og vi har haft en dejlig dag på udflugt til Merian Gärten, en oase med landbrug, cafe, en lille dam og flotte blomster i bede, der ligger 20 minutters gåtur fra vores hjem. Der er flot og meget ordentligt, det er vist en typisk schweizisk oase. Vi har igen haft det dejligste vejr, måske mine ben faktisk bliver brune i år.

——–

At the moment my opposite and I are enjoying a glass of wine. Two different kinds of course. J has said that the most difficult thing about me is that we can’t share a bottle of red wine. I just completed the first (semi) run in two weeks (I will never take a two week break again) and we have had a lovely day in Merian Gärten, an oasis with farming, a café, a little pond and beautiful flowers, which lies only 20 minutes walk from our home. It is beautiful and very neat, it must be a very typical Swiss oasis. That weather has been very nice, maybe my legs will get some colour this year.

En til dig og en til mig

En til dig og en til mig

————

 

Jacob og Villum kigger på fisk og haletudser

J og V kigger på fisk og haletudser

Vi nåede kun lige at få vores drikkevarer serveret før jeg opdagede, at jeg har tabt min jakke. Nuvel det var ikke verdens dyreste jakke, men jeg hader hader HADER at miste ting. Så jeg endte med at gå vejen tilbage, hvor vi kom fra, men jakken var væk. Da jeg kommer traskende retur til J og V, er kagen (næsten) spist og der er kun min lunkne latte macchiato tilbage. Regningen kommer og jeg vifter betalingsvilligt med kortet, da tjeneren siger de to på nuværende tidspunkt mest irriterende tyske ord: nur Bargeld. Nu er det sådan, at vor portefeuille sjældent flyder over med guldkontanter og da de sølle 5 Euro og 4 Fr. 20 Cents, den indeholdt, ikke rigtigt var nok til at betale gildet, så J måtte ud og lede efter en hæveautomat – det tog kun 50 minutter, hvilket er komplet absurd i et land, der tilbeder kontanter. På trods af at det faktisk kun var ud- og hjemturen, vi tilbragte sammen alle tre, så var det en dejlig dag i Merian Gärten. Vi planlægger et visit, når J’s mor kommer på besøg i næste måned, der tager vi afsted med rigeligt Bargeld og uden overtøj, så skal vi nok få det rigtigt hyggeligt sammen hele dagen.

 

————–

We only just got our drinks served when I realized that I had lost my jacket on the way to Merian Gärten. It isn’t the World’s most expensive jacket but I hate hate HATE losing possessions. Så I ended up walking all the way back in search for the jacket, but by then it was gone. When I came back to J and V, the cake was (almost) eaten and the only thing left is my lukewarm latte macchiato. We get the cheque and I am waving my card when she utters the two for the time being most annoying German words: nur Bargeld. More often than not our portefeuille is very low on cash, and this was also the case now so J went out to find a cash machine – it only took 50 or so minutes, which is completely absurd in a country that adores cash. Even though we only were together the three of us on our way to the park and back, we had a very nice day. We are planning to go again when J’s mother comes to visit us next month – then we will make sure to have plenty of cash in our pockets and no coats to make sure that we can spend the whole day together.

————

Når nu jeg i sandhed ikke bryder mig om at miste ejendele, ja hvem gør i virkeligheden det?, så bilder jeg mig selv ind, at jeg har været urimeligt uheldig i denne uge.

For to uger siden var vi til konfirmation hos J’s nevø R. Og da jeg jo sjældent kommer ud, flottede jeg mig og købte et par fine dråbeformede perleøreringe af den slags, der ikke har lås. Jeg nåede at have begge øreringe i min varetægt i halvanden uge, før jeg tabte den ene (Man skulle tro det var min rekord, men da min mor og hendes mand skulle giftes købte jeg også øreringe og nåede kun at have dem på i et par timer før den ene forsvandt). Det var dejligt mens det varede og så er det jo formidabelt, at have en tilbage til at minde mig om, hvad jeg har mistet.

 

Den ensomme perleørering

Den ensomme perleørering

Før i tiden var jeg ellers virkelig god til at genfinde tabte sager. Fx tabte jeg engang en broche på vej hjem fra tandlægen. Jeg havde fået den forærende af min bedste og den fandt jeg da igen efter en ihærdig søgning. Og det sort og hvide Swatch-ur, der forsvandt to gange, efter jeg havde glemt det til volleytræning, det fik jeg da også igen. Men den glædelige evne til at genfinde, held kan man vel også kalde det, er væk i hvert fald for øjeblikket. Men hvad gør det, for minderne om mine (tidligere) ejendele kan ingen tage fra mig. Ej heller deres nye ejere.

 

————–

When I really hate losing possessions, I consider myself being very unlucky this week as I also lost an earring.

Two weeks ago we where in Denmark and went to J’s nephew’s confirmation, and because I so very rarely get to go out I splashed and go myself a beautiful set of pearl earrings. I had both earrings in my custody for a week and a half before losing one (I would say it was some sort of record, but it isn’t. When my Mother and husband got married I also bought earrings and only got to wear them for a couple of hours before one was missing). It was very nice while it lasted, and I just love the fact that I have one left to keep reminding me of the one I lost.

Usually I have been very good at relocating lost items. I.E. I once lost a brooch on my way back from the dentist, it had been given to me by my Grandmother, and I found it again after an intense search. And the black and white Swatch watch I lost twice, after leaving it behind after volleyball practice I also found. But the joyful ability to relocate, some might even call it luck, has disappeared at least for the time being. But it doesn’t matter – the lovely memories of my (former) possessions cannot be taken from me – not even by their new owners.

 

Ditte