Tag-arkiv: Sleeping in

Den husmoderlige sumper

Det var egentligt meningen at dette indlæg skulle have været færdig i går, men så blev fredag til lørdag, fordi tiden gik helt af sig selv, men her er det. Ha’ en rigtig dejlig dag!

Min søde hjælper smagte på alt vores frugt, mens jeg skar grøntsagerne i tern

Min søde hjælper smagte på alt vores frugt, mens jeg skar grøntsagerne i tern

Så er der for alvor gået husmoderlig hausfrau i den her i Basel – fordi jeg har dårlig samvittighed. Jeg har jo for så vidt rigtigt mange timer i døgnet til at lege med Villum og klare alt det huslige og praktiske og alligevel er det som om, at der ikke er timer nok. Jeg kan godt føle, at selvom jeg slet ikke har nået at lege med V i løbet af dagen, så er maden ikke nær så spændende og varieret som den kunne være og soveværelset roder stadig roder og opvasken ikke taget. Jeg er kommet frem til at min værste fjende er min evne til at lade mig distrahere og mit optimiske forhold til tid.

Som en del af min åbenbaring er vi begyndt at stå tidligere op. Det er ellers slet ikke min stil at stå tidligt op, men hvis vi sover til kl. 9 som vi ynder, kommer vi simpelthen for sent igang med dagen. Efter vi er flyttet til Basel er dagen gået på må og få og jeg er ligeså langsomt begyndt at gøre oprør med sumperiet. Det burde kunne lade sig gøre – selv for mig – at komme ud af fjerene og igang med dagen før kl. 11. Jeg gik i køkkenet Så i dag har jeg, udover at lægge et ton vasketøj sammen også lavet græskarsuppe til aftensmad på forhånd (se opskriften her). Jeg har også slået en dej sammen, så vi også kan få hjemmebagt grydebrød til suppen. Af princip bryder jeg mig ikke om at lade ting gå til spilde, så de græskarkerner, jeg fjernede fra græskaret valgte jeg riste (Se fremgangsmåden her.)

Mht. grydebrødet så kræver de fleste opskrifter 12-18 timers hævning. Det havde jeg altså ikke tid til, da det var en slags impulsbagning, så jeg måtte hive en kanin op ad hatten i form af mere gær og afkorte hævetiden.

Mit grydebrød

Mit grydebrød

Derudover har jeg nået at være i bad, drukket to kopper kaffe og været på en lang gåtur i Bruderholz med V’s kæreste og hendes mor. Janteloven kan rende mig – I rocked today!

Om Villum kan jeg fortælle, at han er en fantastisk dygtig til selv at tage gummistøvler på, at han slår mig 17 gange om dagen og er fascineret af edderkopper – så i går jagtede han edderkopper indenfor i ført gule gummistøvler (som han selv havde taget på) og han slog mig, når jeg ikke gjorde som han ville. Det er dødfrustrende, men han er heldigvis vildt sød alligevel.

IMG_4004

A trip to Lucerne

Jeg var i forvejen blevet advaret om, at Lucernes skønhed var hårdtslående, men det er jo svært at forberede sig på noget så subjektivt som flotte byer! Men der ER fandeme flot i Lucerne. Mere idylleriske omgivelser finder man vist ikke ret mange andre steder.

Vi døjer jo stadig med opvågninger om natten, V’s – ikke mine, så vi vågner sent og langsomt og er noget dvaske til at få fingeren ud, når vi skal nogle steder. Men i fredags kom vi ud ad døren og turen til Lucerne blev til noget og vi var fremme til frokosttid. Vi er ikke gode til at sightsee’e, så vi går bare og suger byens stemning og liv til os og ikke meget andet end det.

Turen tager ca. en time fra Basel og hvis man kører i mylretiden, som vi gjorde på vej hjem, tager det ca. 1 time og 45 min. det er noget med sammenfletning med motorvejen mod Zurich og alt for mange biler på vejene. Turen var i sandhed en smuttur, ud og hjem på 7 timer.
Vi parkerede Batmobilen på modsatte side af Altstadt og gik over Kapellbrücke, der, hvis jeg har forstået det ret, er Lucernes varetegn. Det siges vist, at man ikke rigtigt har været i Lucerne, hvis man ikke betrådt den 500 år gamle træbro. Så heldigt for os, at vi gik over broen mod Altstadt uden at være klar over det faktum. Vi spiste frokost ved floden og gik videre ad de romantiske, brostensbelagte gader mod Lake Lucerne med en overtræt V i vognen – det var superhyggeligt.

Vi drak en kaffe (der ikke er værd at skrive hjem om) og spiste croissanter og holdt i hånd på promenaden, mens vi betragtede den meget flotte scene – det er til gengæld noget jeg rigtigt gerne fortæller om, for det var virkeligt dejligt!

Der var også lidt godt for Villums øjne og senere også en traktor, der kunne sige lyde. Og Villum tiltrak sig utroligt meget opmærksomhed, da vi måtte sige farvel til den…

Villum i observationsposition.

Der var også noget Villum kunne kigge på (i observationsposition – nok se ikke røre)

Jeg anbefaler hermed Lucerne af den simple årsag, at der er tæskeflot.

English recap:
I had been warned in advance that Lucerne is breathtaking … it is always somewhat difficult to prepare oneself for something as subjective as beauty. But Lucerne is Goddamn beautiful! More idyllic surroundings will propably be hard to come by. We are still faced with nightly awakenings – V’s not mine, so we are kind of slow to get out the door, but on Friday the last day of the Staycation we got out the door and went to Lucerne. We were there by lunchtime. We aren’t the sightseeing kind so we really just walk around the city and suck up all the energy and atmosphere around us.

From Basel the trip will take an hour or so – we drove back during the rush hour and got stuck in long ques and the return trip was and hour and 45 minutes. We were drove out and back in 7 hours.
We parked the Batmobile on the opposite side of Altstadt and walked across the river via Kapellbrücke. Apparently one haven’t been to Lucerne unless you cross that bridge. We weren’t aware of that but luckily for us that we did just that. We had lunch by the river and walked through the stone paved streets with a super tired V in the stroller. That was great fun.

We had coffee (not worth mentioning by the way) and croissants and held hands at the promenade by the lake while looking at the beautiful scene that was in front of us. That on the other hand was very very nice.

I hereby recommend a visit to Lucern any day of the week , simply because it is absolutely amazing!

 

Morgenmad cum frokost

Green thumbs, dirty nails, and the mother of Manneken-Pis – Grønne fingre, sorte negle og mor til Manneken-Pis

Hvis du tror, at Manneken-Pis er en statue i Bruxelles, så tager du fejl – han bor hjemme hos os i Basel. I går var jeg skødesløs og rigtig dum i hovedet og lod V rende rundt uden ble, inden han skulle i seng. Vi sad ude på terrassen efter aftensmaden og nød det fantastiske vejr. Jeg troede faktisk, at jeg var mor til V, men det viser sig, at jeg er mor til Manneken-Pis. På en halv time havde han afmærket sit imponerende territorie; terrassen, stuegulvet og vores sofa. Vi havde lige lavet sjov med, at jeg ville synes det ville være perfekt, hvis han tissede i sofaen, da jeg brændende ønsker mig en ny. Hvilket han så gjorde – tissede i sofaen. Det var alligevel ikke så forfærdeligt morsomt, da det kom til stykket, for vi har ikke råd til en ny, og vi må nu affinde os med at sidde i V’s toilet ind til vi har. Hashtag a little pee never killed anyone.

Morgenmad cum frokost

Morgenmad cum frokost

Jeg overdriver ikke, når jeg skriver, at det er en menneskealder siden, jeg har sovet så længe, at morgenmad blev til frokost – det hører ligesom livets sorgløse dage til (og dem er der i øvrigt alt for få af nu til dags), men jeg sov længe i dag. Det er slet slet ikke så dårligt. Desværre er det fordi vores Manneken-Pis er syg med feber og snot og tænder og ikke har sovet i nat – hvilket også betyder, at jeg heller ikke har. Han ynder jo at sove ved siden af (læs: oven på) mig. Heldigvis er J hjemme, så han tog over i morges, så jeg kunne indhente noget af det tabte og sov videre helt til kl. 11.30.

Den bette var også syg med feber og snot og tænder, da min mor var på besøg for 14 dage siden. Jeg troede egentligt, at en af belønningerne for at gå hjemme med sit eget barn, udover det jeg skrev om i forrige indlæg, er, at barnet er mindre sygt. Men sådan er det åbenbart ikke i vores tilfælde – selvfølgelig fristes jeg til at skrive. Bevares knægten skal selvfølgelig have tænder, men helt ærligt, så behøver han ikke at få de sidste fire og snotten kan vi i hvert fald sagtens klare os uden. Forhåbentlig sætter vi nogle point ind på sygdomskontoen, så det han er syg nu, er han ikke syg senere. Som min yndlingschef siger ‘Hvad er gjort, kommer ikke skidt tilbage’ og man skal altid lytte til og tro på en, der kan citere alle replikker fra Matador og som i øvrigt ellers er velbevandret i altid at have ret.

De døende planter

De nyindkøbte (og døende) planter. The fruit of my labour.

Vores hjem begynder efterhånden at tage form af … et hjem. I går fik vi købt potter og planter og samlet endnu flere Ikea-møbler, denne gang ud til vores store sydvestvendte terrasse. Det er et fantastisk uderum, vi har skabt med roser og lavendel i potter og med møbler – de bedste også fra Ikea. Min agronomiske selvtillid kan i øvrigt være på et meget lille sted og Jeg er ikke just kendt for mine grønne fingre. J mener også, at jeg nok skal få mit hyr med at holde planterne i live #devilvisneogdø. Men nu er de plantet og VANDET! Og jeg har sorte negle. Første sommer jeg boede i Ørestad sammen med J, gik vi også all in på der dersens altanidyl – opstammede lavendeler og margueritter og den slags (det koster jo en formue by the way). Man kunne nemt brødføde en afrikansk landsby i et år med den sum penge, vi har brugt på at gøre terrassen hyggelig, hvilket egentlig er noget svineri, men nu er det gjort. Anywhodooles så døde alle de flotte planter kort tid efter deres indtog på altanen: Der var bladlus i skidtet og jeg gjorde som min mor altid har gjort, når der var bladlus; sprøjtede dem med sæbevand. Jeg gav dem en ordentlig omgang, for de satans bladblus ikke skulle tage livet af mine planter. Både bladlus og planter døde og jeg mistænker voldsom sæbevandsoverdosis.
Heldigvis har jeg Sorøs svar på Søren Ryge Petersen som svigermor. Hun kan normalt få liv i enhver af mine udpinte planter, og dem er der mange af. Det må sgu da give lidt plante-cred, så de nyindkøbte af slagsen overlever – i hvert fald bare én sæson.

Aftensmad på terrassen

Aftensmad på terrassen

IMG_2705

Indlægget er forfattet på terrassen under den brændende sol. WIN!

 

————–

If you think that Manneken-Pis is a statue situated in Brussels, you’re wrong – he lives with us in Basel. Yesterday is was careless and really stupid and I let V run around without his diaper before he had to go to bed. We were sitting out on the terrace after dinner and enjoying the fantastic weather. I actually thought that I was the mother of V, but it turns out that I am the mother of Manneken-Pis. In half an hour he had marked his impressive territory; terrace, living room floor, and our sofa. We had just been joking that I would think it would be perfect if he peed on the couch because I really would like a new one. Which he did – peed on the sofa. Nevertheless, it was not so terribly funny when it came down to it, because we can not afford a new one, and now we must come to terms with sitting in V’s toilet until we have. Hashtag a little pee never killed anyone.

I am not exaggerating when I write that it is a lifetime since I’ve slept so long that breakfast became lunch – it is a legacy of the carefree days (and there are too few of them) but I slept late today. It’s certainly not as bad. Unfortunately, it is because our Manneken-Pis is sick with fever and snot and teeth and have not slept all the night – which also means I haven’t either. He likes sleeping next to (read on) me. Fortunately J is home, so he took over this morning so I could catch some of the lost sleep and I slept until 11.30 am.

The youngster was also sick with fever and snot and teeth, when my mother was here visiting 14 days ago. I thought that one of the rewards of staying at home with my child, in addition to what I wrote about in my previous post, is that the child is less sick. But this is obviously not the case – of course I am tempted to write. Granted the kid needs to have his teeth, but quite frankly, he does not need to get the last four and the snot we can certainly easily do without. Hopefully we’ll put some points into our child sick account, so what he is sick now, he won’t be sick later on.

Our home is starting to take form as … a home. Yesterday we bought pots and plants and put together even more Ikea furniture, this time for our large southwest facing terrace. It’s a great outdoor spaces we have created with roses and lavender in pots and the furniture – also the very best of Ikea. My agronomic confidence fits into a very small place and I’m not exactly known for my green thumb. J thinks that I’m going to have a job keeping the plants alive. Hashtag they will wilter and die. But now they are planted and WATERED! And I have black fingernails. The first summer I lived with J, we also went all-in on the idyllic balcony – lavender and daisies and stuff (it costs a fortune by the way). One could easily feed an entire African village for a year with the amount of money we spent on making the terrace cozy , which really is unheard of, but now it’s done. Anywhodooles all the beautiful plants die shortly after their arrival on our balcony: There were aphids in them and I did as my mother has always done when her plants have aphids; sprayed them with soapy water. I gave them a decent wash so that the aphids wouldn’t kill my plants. Both aphids and plants died and I suspect violent soapy water intoxication.

The post has been written on the terrace under the scorching sun. WIN!