Jacob og Villum kigger på fisk og haletudser

The art of losing possessions and not having enough Bargeld

Min modsætning og jeg sidder i skrivende stund og nyder et glas vin. Hver vores slags selvfølgelig. J har engang sagt, at det værste ved mig er, at jeg ikke er til at dele en flaske rødvin med. Jeg har lige overstået den første løbetur på 14 dage (jeg holder aldrig 14 dages pause igen) og vi har haft en dejlig dag på udflugt til Merian Gärten, en oase med landbrug, cafe, en lille dam og flotte blomster i bede, der ligger 20 minutters gåtur fra vores hjem. Der er flot og meget ordentligt, det er vist en typisk schweizisk oase. Vi har igen haft det dejligste vejr, måske mine ben faktisk bliver brune i år.

——–

At the moment my opposite and I are enjoying a glass of wine. Two different kinds of course. J has said that the most difficult thing about me is that we can’t share a bottle of red wine. I just completed the first (semi) run in two weeks (I will never take a two week break again) and we have had a lovely day in Merian Gärten, an oasis with farming, a café, a little pond and beautiful flowers, which lies only 20 minutes walk from our home. It is beautiful and very neat, it must be a very typical Swiss oasis. That weather has been very nice, maybe my legs will get some colour this year.

En til dig og en til mig

En til dig og en til mig

————

 

Jacob og Villum kigger på fisk og haletudser

J og V kigger på fisk og haletudser

Vi nåede kun lige at få vores drikkevarer serveret før jeg opdagede, at jeg har tabt min jakke. Nuvel det var ikke verdens dyreste jakke, men jeg hader hader HADER at miste ting. Så jeg endte med at gå vejen tilbage, hvor vi kom fra, men jakken var væk. Da jeg kommer traskende retur til J og V, er kagen (næsten) spist og der er kun min lunkne latte macchiato tilbage. Regningen kommer og jeg vifter betalingsvilligt med kortet, da tjeneren siger de to på nuværende tidspunkt mest irriterende tyske ord: nur Bargeld. Nu er det sådan, at vor portefeuille sjældent flyder over med guldkontanter og da de sølle 5 Euro og 4 Fr. 20 Cents, den indeholdt, ikke rigtigt var nok til at betale gildet, så J måtte ud og lede efter en hæveautomat – det tog kun 50 minutter, hvilket er komplet absurd i et land, der tilbeder kontanter. På trods af at det faktisk kun var ud- og hjemturen, vi tilbragte sammen alle tre, så var det en dejlig dag i Merian Gärten. Vi planlægger et visit, når J’s mor kommer på besøg i næste måned, der tager vi afsted med rigeligt Bargeld og uden overtøj, så skal vi nok få det rigtigt hyggeligt sammen hele dagen.

 

————–

We only just got our drinks served when I realized that I had lost my jacket on the way to Merian Gärten. It isn’t the World’s most expensive jacket but I hate hate HATE losing possessions. Så I ended up walking all the way back in search for the jacket, but by then it was gone. When I came back to J and V, the cake was (almost) eaten and the only thing left is my lukewarm latte macchiato. We get the cheque and I am waving my card when she utters the two for the time being most annoying German words: nur Bargeld. More often than not our portefeuille is very low on cash, and this was also the case now so J went out to find a cash machine – it only took 50 or so minutes, which is completely absurd in a country that adores cash. Even though we only were together the three of us on our way to the park and back, we had a very nice day. We are planning to go again when J’s mother comes to visit us next month – then we will make sure to have plenty of cash in our pockets and no coats to make sure that we can spend the whole day together.

————

Når nu jeg i sandhed ikke bryder mig om at miste ejendele, ja hvem gør i virkeligheden det?, så bilder jeg mig selv ind, at jeg har været urimeligt uheldig i denne uge.

For to uger siden var vi til konfirmation hos J’s nevø R. Og da jeg jo sjældent kommer ud, flottede jeg mig og købte et par fine dråbeformede perleøreringe af den slags, der ikke har lås. Jeg nåede at have begge øreringe i min varetægt i halvanden uge, før jeg tabte den ene (Man skulle tro det var min rekord, men da min mor og hendes mand skulle giftes købte jeg også øreringe og nåede kun at have dem på i et par timer før den ene forsvandt). Det var dejligt mens det varede og så er det jo formidabelt, at have en tilbage til at minde mig om, hvad jeg har mistet.

 

Den ensomme perleørering

Den ensomme perleørering

Før i tiden var jeg ellers virkelig god til at genfinde tabte sager. Fx tabte jeg engang en broche på vej hjem fra tandlægen. Jeg havde fået den forærende af min bedste og den fandt jeg da igen efter en ihærdig søgning. Og det sort og hvide Swatch-ur, der forsvandt to gange, efter jeg havde glemt det til volleytræning, det fik jeg da også igen. Men den glædelige evne til at genfinde, held kan man vel også kalde det, er væk i hvert fald for øjeblikket. Men hvad gør det, for minderne om mine (tidligere) ejendele kan ingen tage fra mig. Ej heller deres nye ejere.

 

————–

When I really hate losing possessions, I consider myself being very unlucky this week as I also lost an earring.

Two weeks ago we where in Denmark and went to J’s nephew’s confirmation, and because I so very rarely get to go out I splashed and go myself a beautiful set of pearl earrings. I had both earrings in my custody for a week and a half before losing one (I would say it was some sort of record, but it isn’t. When my Mother and husband got married I also bought earrings and only got to wear them for a couple of hours before one was missing). It was very nice while it lasted, and I just love the fact that I have one left to keep reminding me of the one I lost.

Usually I have been very good at relocating lost items. I.E. I once lost a brooch on my way back from the dentist, it had been given to me by my Grandmother, and I found it again after an intense search. And the black and white Swatch watch I lost twice, after leaving it behind after volleyball practice I also found. But the joyful ability to relocate, some might even call it luck, has disappeared at least for the time being. But it doesn’t matter – the lovely memories of my (former) possessions cannot be taken from me – not even by their new owners.

 

Ditte

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *